Prins Henrik

Danskerne mindes prins Henrik med egne historier og billeder: - Jeg stod tilbage med tårer i øjnene

Prins Henrik trådte med sin væremåde lige ind i danskernes liv på mange forskellige måder. Læs og se danskernes egne personlige minder med Prinsen.

Siden nyheden om prins Henriks død har over 1600 danskere i skrivende stund skrevet en sidste hilsen på TV 2’s mindevæg for den afdøde prins, der med den nærmeste familie omkring sig gik bort mandag den 13. februar klokken 23.18.

Men TV 2 har også modtaget mange mails fra danskere, der har ønsket at dele deres helt egne personlige oplevelser med prinsen, når de enten helt tilfældigt eller ved officielle arrangementer har mødt prins Henrik.

Har du også personlige videoer og billeder af Prinsen, du gerne vil dele, kan de sendes til 1234@tv2.dk

Prinsen vinker fra togvogn på vej til Frankrig

Kaare Pedersen er en af de mange danskere, der har delt en oplevelse med prins Henrik med TV 2. Hans far var pressefotograf, og Kaare Pedersen har sendt flere billeder af en ung prins Henrik – nedenstående er fra 1960’erne, hvor både Dronningen og Prinsen ”kom forbi til en stor militærparade” på Rådhuspladsen i Slagelse og på Antvorskov Kaserne.

Prins Henrik i 1960’erne i Slagelse. Kaare Pedersen husker ikke helt præcis, hvornår billedet er fra.

Per Topp Nielsen har sendt dette billede fra den 16. juli 1971, hvor prins Henrik rejste i den daværende kongelige salonvogn til Frankrig.

- Vognen er på vej om bord på færgen i Rødby, hvor prins Henrik muntert vinker til de tilstedeværende – alt imens DSB’s stationsforstander iført sin fineste uniform med hvide handsker stod og bukkede dybt for vognens modsatte (skygge-) side på perronen bagved (ses ikke på billedet), skriver Per Topp Nielsen.

Billedet er taget i 1971.

Så en ung mand knokle derudaf på en knallert med pedaler

Marianne Schwennesen har desværre ikke fanget situationen på billede, men skriver følgende om sit minde om prinsen for 38 år siden i 1980:

- Jeg har aldrig mødt dig personligt, men som ganske ung pige var jeg på vej hjem fra arbejde i Aarhus, hvor jeg lige pludselig så en ung mand knokle derudaf på en Velo Solex-knallert med pedaler. Den ville ikke starte. På bagagebæreren var der en tennisketsjer. Da jeg kom nærmere, var det sørme selveste prins Henrik. Frisk gjort - du kunne jo bare have fået kronebilen til at køre dig til tennis - men nej, du ville selv, skriver Marianne Schwennesen.

Prinsen havde hørt, at vi til trods for kummerlige forhold, havde Dancons bedste kokke

Erik Pedersen

Erik Pedersen har sendt et billede af prins Henriks besøg i det tidligere Jugoslavien i 1993, hvor Prinsen besøgte hans kompagni fra Dronningens Livregiment ved navn E-Coy. Han skriver følgende om sit minde med prinsen:

- Prinsen deltog i en spisning, hvor alle kategorier indenfor konstabler-befalingsmænd samt officerer var repræsenteret. Prinsen havde hørt, at vi, til trods for kummerlige forhold, havde Dancons bedste kokke. Dette skulle prøves. Æret være prins Henriks minde, skriver han.

Dancon er navnet på flere danske styrkers tilstedeværelse i lande i FN-sammenhæng, herunder blandt andet i Irak, på Cypern og altså i det tidligere Jugoslavien.

Prins Henrik på besøg hos dansk kompagni i det tidligere Jugoslavien i 1993.

- Min mor Ebba Friis havde prins Henrik til bords

På et billede sendt til TV 2 af Malene Christensen kan man endnu engang se, hvordan prins Henrik altid tog sig tid til børnene, sådan som Bjørn Nielsen også skriver om sit billede, som du kan se i billedgalleriet. Malene Christensen skriver om billedet:

- Hermed en sidste hilsen fra min tvillingesøster, som hilste på Dronning Margrethe og prins Henrik i Sæby i 1998.

Billedet er taget i Sæby i 1998, skriver Malene Christensen.

De havde det fantastisk fornøjeligt

Anne Mette Holstein

Anne Mette Holstein har sendt dette billede af sin mor, Ebba Friis, med prins Henrik på Benniksgaard Hotel i Gråsten i 2005. Hun skriver til TV 2:

- Min mor Ebba Friis havde prins Henrik til bords ved min brors indvielse af en ny fløj på hotellet. De havde det fantastisk fornøjeligt.

Anne Mette Holsteins mor arm i arm med prins Henrik i 2005.

Prinsen solgte 80.000 flasker 'Chateau de Dragepis'

Erik Waage har ikke sendt et billede, men skriver, at han mødte prins Henrik i 2013, hvor han sammen med sin kone var inviteret til Fredensborg Slot i anledningen af, at han gennem en fond havde doneret et beløb til Verdensnaturfonden (WWF). Prins Henrik var indtil sin død præsident for den danske afdeling af WWF, som han tog initiativ til i 1972.

Så tilføjede han, at kineserne jo kunne kalde det ”Chateau de Dragepis,” og så købte de 80.000 flasker.

Erik Waage om sit minde om prins Henrik

Erik Waage skriver til TV 2:

- Vi spurgte til Prinsens vinproduktion, hvor han fortalte, at det gik meget godt, bortset fra i Danmark, hvor befolkningen med hjælp fra Ekstra Bladet kaldte hans vin for ”Chateau de Raevepis". Det fortalte han nogle kinesiske opkøbere, som ikke forstod et ord af det, men så tilføjede han, at kineserne jo kunne kalde det ”Chateau de Dragepis,” og så købte de 80.000 flasker.

- Men du er jo ikke fra Afrika

Marie Hansen har også et minde om prins Henrik fra 2013 - denne gang på Orø, hvor Dannebrog lå for anker. Marie Hansen fortæller til TV 2, at prins Henrik havde lagt mærke til hendes hund på et tidligere tidspunkt på dagen. Og da han så hunden igen senere på dagen, "styrer han lige over til os." Jeg kan huske hvert et ord af samtalen, skriver hun i sin mail til TV 2.

Jeg stod tilbage med tårer i øjnene og rystende knæ

Marie Hansen

Faktisk gjorde samtalen så stort et indtryk på Marie Hansen, at hun aldrig fik taget et billede med sin mobiltelefon, som man på billedet kan se, at hun prøver på.

- Prinsen spørger: "Hvad hedder du," og jeg svarer Kofi. "Ja, Kofi Annan, men du er jo ikke fra Afrika," svarede Prinsen. Jeg svarede, at den var fra Mexico. Det var alt, for så blev Prinsen trukket videre. Men glemmer aldrig den dag - jeg stod tilbage med tårer i øjnene og rystende knæ. Fik aldrig taget mit billede, men til alt held stod min veninde i nærheden og knipsede løs. Takket være hende fik jeg det skønne øjeblik på billede, skriver Marie Hansen. 

"Tak for en skøn oplevelse! Hvil i fred, prins Henrik," skriver Marie Hansen om dette billede, der er taget på Orø.

I 2014 fangede Tina Søby denne video med prins Henrik, hvor han var på et kort - men vigtigt - visit, skriver hun til TV 2:

- Vi har et minde fra juli 2014, hvor Prinsen lagde til ved Knebel Vig Jolle- og Bådhavn og skulle låne toilettet. 

I 2014 fangede Tina Søby denne video med prins Henrik, hvor prinsen var på et kort - men vigtigt - visit, skriver hun til TV 2. Video: Natali Braagaard

Han hilste pænt på os alle. Han var en fantastisk flink mand

Kamilla Kristiansen

- Samtalen emmede af varme og humor

Prinsens død har fået Kamilla Kristiansen til at tænke tilbage på sommeren i 2016, hvor hun mødte prins Henrik i Sønderjylland.

- Vi var på sommerferie i Sønderjylland og var forbi for at se Gråsten Slot, hvor H.K.H. kom cyklende hjem fra sin morgencykeltur. Han hilste pænt på os alle. Han var en fantastisk flink mand, skriver hun på TV 2s mindevæg for prins Henrik.

Eva Marie Jensen har delt dette billede af prins Henrik, der er i samtale med sportsjournalist Tommy Poulsen fra Horsens Folkeblad.

Eva Marie Jensen har sendt dette billede, hvor prins Henrik er i samtale med en sportsjournalist i Horsens.

Hans Christian Magaard beskriver i en mail til TV 2, hvordan han i sin egenskab af at være dirigent ved indvielsen af Bjørn Nørgårds alterkunstværk og glasmosaikker i Christianskirken i Fredericia mødte regentparret den 30. december 2007.

Samtalen emmede af varme, kvalificeret faglig nysgerrighed og humor i en grad, som jeg aldrig glemmer

Hans Christian Magaard

- Han (prins Henrik, red.) spurgte ind til alle de væsentlige momenter i en sådan musikalsk fremførelse, komposition og arrangement, kirkens drenge- og mandskor, kirkens orgel samt - ikke mindst - kirkens Steinway koncertflygel (…) Samtalen, som vel varede 5-6 minutter, emmede af varme, kvalificeret, faglig nysgerrighed og humor i en grad, som jeg aldrig glemmer, skriver han.

Prinsen talte mandarin med en dame

Jan Baltzersen skriver, at han havde en ”helt unik oplevelse med prins Henrik,” da han for et par år siden var guide for amerikanske krydstogtturister fra Hawaii rundt i Aarhus.

Når porten er åben, er alle velkomne!

Jan Baltzersen deler sit minde om prins Henrik

Da gruppen gik op fra porten mod Marselisborg Slot, blev de overhalet af en kronebil, der dyttede som hilsen. Jan Baltzersen skriver:

- Da vi kom op og stod ved slottet, kom prins Henrik i helt uformelt tøj med sine meget røde bukser - en frisk farve for en 80-årig - og talte med turisterne. Blandt andet talte han mandarin med en dame, der var af kinesisk afstamning, og det var hun selvsagt meget imponeret over. Det hele var meget uformelt, og turisterne lagde armen om ham, når de blev fotograferet sammen med ham af de andre turister, og det fandt han sig i helt uden problemer, selvom jeg selv var noget chokeret over at se det. Jeg undskyldte overfor ham, at vi forstyrrede ham under hans ophold på slottet, men han sagde blot: "Når porten er åben, er alle velkomne!" 

Fandt helt tilfældigt billede af Prinsen på pizzeria i Napoli

Vibeke Renard har sendt dette billede til TV 2 fra hundeshowet ”Show of Winners” i 2015, hvor prins Henrik giver en Dandie Dinmont Terrier et kys.

- Prins Henrik hilser her på min nu afdøde mand og vores hund ”CH Vimax Hobbie Hindlee.” En stor oplevelse, især for min mand, som havde truffet prins Henrik i 1967 i Shape i Belgien, skriver hun.

Prins Henrik hilser på hunden CH Vimax Hobbie Hindlee ved et hundeshow

På TV 2s mindevæg skriver Dorte Stetter ikke om en personlig oplevelse med prins Henrik, men at hun - da hun besøgte et lille, anonymt og lidt nedslidt pizzeria i den italienske by Napoli - pludselig opdagede et billede af prins Henrik på væggen "flankeret af to mænd," der formentlig var tjenere på restauranten, skriver hun:

- Så jeg har jeg hygget mig ved tanken om, at han er gået ned ad byens gader og så er droppet ind på lige netop denne restaurant. Sjovt tilfælde. 

Vi udvekslede svampesteder og viste frem, hvad vi havde fundet

Kirsten Poppe Bülow

På TV 2s mindevæg for prins Henrik skriver Kirsten Poppe Bülow, at hun mødte prins Henrik, da hun var på en svampetur i Grib Skov, hvor Prinsen gik alene med en hund.

- Vi udvekslede svampesteder og viste frem, hvad vi havde fundet! Han var et hjerteligt menneske - smilende og charmerende. Vi er vel nok kede af, at han ikke er mere. Vores dybeste medfølelse til hele den kongelige familie, skriver hun.

Har du også personlige videoer og billeder af Prinsen, som du gerne vil dele, kan de sendes til 1234@tv2.dk