Prins Henrik

- Henrik har været en fantastisk rollemodel for kommende regentpar

Tidligere hofreporter Bodil Cath lavede i 2002 det interview med Prinsen, hvor han fortalte offentligt om at føle sig degraderet.

Én ting pinte prins Henrik det meste af sin tid som prinsgemal: At han ikke var ligestillet med sin kone. At han ikke, som i andre lande, havde titlen som konge.

Jeg synes i øvrigt, at der er en hel del, der bør skamme sig over den mobning, han har været udsat for i over 40 år.

Tidligere hofreporter Bodil Cath

For som prinsgemal er man altid i anden række. Et skridt efter sin kone - regenten.

Den tidligere hofreporter Bodil Cath lavede i 2002 det berømte interview med Prinsen, hvor han for første gang fortalte offentligt om at føle sig degraderet og som 'et ligegyldigt vedhæng'.

- Han var franskmand. En ting er at stå under sin kone, men ikke at være ligeværdig. Det var måske for meget efter fransk opfattelse. Han har været en fantastisk rollemodel for kommende regentpar, for der er også mange unge prinsesser i Europa nu, der engang vil blive dronninger i deres land – og de får jo også ægtemænd. Prinsen har slået et enormt slag for dem, siger Bodil Cath.

- Jeg synes i øvrigt, at der er en hel del, der bør skamme sig over den mobning, han har været udsat for i over 40 år. Ikke mindst på grund af det interview jeg lavede. Jeg synes, at det er helt utroligt. Det er det der danske grin, der måske blev lidt for klistret.

Blev upopulær på grund af interview

Mange folk var rasende på Bodil Cath efter interviewet, men ifølge hende syntes prins Henrik ikke, at et eneste ord skulle rettes.

Bodil Cath mener, at det er et billede på, at han var modig og turde vove.

- Prins Henrik var aldrig ked af, at vi havde haft den samtale. Han har ikke, som det er blevet hævdet, ønsket at være konge. Han ville være kongegemal. Han synes, at det ville have været rimeligt, at han for eksempel også var blevet majestæt. Så var de blevet ligeværdige, og det var det, han ønskede, siger Bodil Cath til TV 2.

Udtrykte sin utilfredshed internationalt

Prins Henrik gav også udtryk for sin utilfredshed med den royale rangorden i internationale medier. Det skete eksempelvis i oktober 2015, hvor regentparret gav interview til den franske avis Le Figaro.

- Hvorfor kun være prins og Hans Højhed, men ikke Hans Majestæt? Jeg har selv besluttet at kalde mig prinsgemal for at finde en plads i det danske samfund lige såvel som et formål og en position i mit virke som prins. Det gør mig vred, at jeg bliver udsat for diskrimination. Danmark, der ellers er kendt for at være en ivrig forsvarer af ligestilling mellem kønnene, er åbenbart villige til at betragte ægtemænd som mindre værd end deres koner, sagde han dengang.

Det var ikke første gang, prins Henrik luftede sin utilfredshed internationalt. Det skete blandt andet også på hollandsk tv i begyndelsen af 2015.

- Hvorfor skal jeg stå under min kone? Sådan er det, men jeg vil aldrig acceptere det, sagde han dengang.

Prins Henrik døde tirsdag aften på Fredensborg Slot og blev 83 år gammel.

Her var han omgivet af Dronningen og deres to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, da han sov stille ind. Tidligere samme dag var han blevet overført til slottet fra Rigshospitalet.