Samfund

Kvinde i kritisk tilstand - ramt af selvmorder på station

Hændelsen betød forsinkelser i togtrafikken mandag morgen.

En kvinde er mandag morgen i kritisk tilstand.

Det sker, efter hun på Valby Station blev ramt af en mand, som kastede sig ind foran et regionaltog.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

Ifølge vagtchef Michael Andersen blev manden i sit forsøg på selvmord kastet tilbage på perronen, hvor han ved et tilfælde ramte kvinden. Kvinden behandles mandag formiddag på Rigshospitalet, men manden blev dræbt af toget.

Rejsende kan forvente forsinkelser

Efter ulykken blev togtrafikken på Valby Station påvirket.

DSB Kommunikation fortalte, at togtrafikken blev stoppet mellem København H og Høje Taastrup Station, og det gav forsinkelser. Mandag formiddag omkring klokken ni er trafikken stadig ramt.

Dog er togene igen begyndt at køre, men rejsende vil ifølge DSB fortsat opleve forsinkelser.