Regeringen vil tvinge børn i ghetto-områder i daginstitution

Der er for mange ghetto-familier, der vælger at passe deres små børn selv. Det går ud over børnene, mener børne- og socialministeren.

Forældre i ghetto-områder med små børn skal ikke længere have lov til at passe deres børn derhjemme.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er på vej med et udspil, der skal tvinge små børn af forældre i ghetto-områder i vuggestue eller børnehave.

- Vi står over for en meget alvorlig udfordring. Vi kan se, at der er børn, som starter i skolen, som er mere end to år bagud. Det mener jeg, at vi har en forpligtelse som politikere til at reagere på, siger Mai Mercado til TV 2.

Ideen er en del af et regeringsudspil, der skal bekæmpe parallelsamfund i Danmark. Udspillet lægger op til, at man fremover i højere grad vil bruge tvang til at få børn i dagtilbud

- Vi bruger jo allerede tvang i dag. Hvis en 3-årig bliver sprogtestet og har et sprog, der ikke er tilstrækkeligt, vil man komme i en daginstitution, siger Mai Mercado.

Mai Mercado fortæller, at der vil komme motiverende samtaler med forældrene i områderne, hvor man vil opfordre dem til at sende deres børn i en daginstitution. 

- Så bliver tonen mere og mere bestemt, hvis forældrene ikke har lyst, siger hun.

BUPL: Fokuser på guleroden

Mai Mercado henviser ifølge DR til en undersøgelse fra pædagogernes fagforening BUPL i 2013, der viste, at små børn af indvandrerforældre bliver passet hjemme i langt højere grad end små børn i etnisk danske familier.

Nyere undersøgelser fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser dog, at den forskel allerede er stærkt på vej til at blive udlignet.

Elisa Begmann, som er formand for BUPL, siger til TV 2, at de senere års indsats på området har gjort, at der er flere børn af indvandrefamilier, der kommer i daginstitutioner.

- Vi appellerer til, at man i stedet for pisken gør sig mere umage med guleroden, og det tænker vi, at der er rigeligt råderum til at gøre i kommunerne, siger hun.

Mercado: Udspil henvender sig til alle i udsatte områder

Mai Mercado understreger over for TV 2, at det nye udspil ikke kommer til at blive målrettet alene mod indvandrere.

- Der er ghetto-områder, hvor der er udfordringer med social mobilitet, sociale problemer og social udsathed. Og der vil det være alle børn i sådan et område, som vi vil have ind i et dagtilbud, siger hun og tilføjer:

- Uanset om man har en dansk baggrund eller en indvandrerbaggrund, kan man have rigtig godt af at komme ind i et dagtilbud, hvis man bor i et ghetto-område.

SF: Tvang er ikke vejen frem

Hos SF møder forslaget skepsis. Her mener man ikke, at tvang er vejen frem. I stedet skal kommunikationen mellem forældre og kommunen gøres bedre.

- Reglerne er allerede sådan i dag, at hvis kommunen vurderer, at børnene skal have 30 timers sprogstimulering, skal man i vuggestue. Ellers kan man ikke få børnepenge. Lad os udvide de regler og sørge for, at alle børn i udsatte boligområder automatisk bliver skrevet op til en daginstitution, siger Jacob Mark, som er gruppeformand i SF.

Socialdemokratiet er umiddelbart positive over for ideen.

- Det vigtigste for os er, at vi får brudt den negative sociale arv, der kommer af, at man ikke kommer i institution, siger partiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, til DR.