Samfund

Pærer solgt i flere butikker tilbagekaldt

En stor mængde af de tilbagekaldte pærer kan påvirke ens hjerne, forklarer seniorrådgiver.

Et for højt indhold af pesticider er årsag til, at pærer af frugtarten Nashi er blevet tilbagekaldt.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Pærerne, der sælges i løs vægt, er blevet solgt i perioden fra den 20. januar til den 31. januar i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen, Dagli/LokalBrugsen og Irma.

Det er virksomheden Total Produce Nordic, der ved en egenkontrol blev opmærksom på fejlen. Ifølge Fødevarestyrelsen er indholdet af pesticider så højt, at det er "sundhedsmæssigt uacceptabelt".

Ifølge Bodil Hamborg Jensen, som er seniorrådgiver hos Danmarks Tekniske Universitets Fødevareinstitut, kan en stor portion af disse pærer udgøre en risiko.

- Det kan påvirke hjernen og ens motoriske bevægapparat, siger hun til TV 2 og forklarer, at der ved en stor portion er tale om 200 til 300 gram.

Kassér eller returner varen

Pesticider er et andet ord for sprøjtemidler, sprøjtegift eller plantebeskyttelsesmidler. 

Da brug af pesticider i produktionen af frugt, grønt og korn er tilladt, er det også muligt at finde pesticidrester i disse fødevarer. Særligt i frugt og grøntsager er der risiko for at finde pesticidrester.

Ifølge Henrik Dammand Nielsen, som er kontorchef i Kemi og Fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen, er det sjældent, at Fødevarestyrelsen finder et pesticidindhold i frugt og grønt, som er farligt.

Forbrugere rådes til at levere pærerne tilbage til butikken, hvor de er købt eller kassere varerne.