Samfund

Norge vil have kongshornet tilbage - Nationalmuseet afviser ikke udlån

Kulturarvsgenstand fra tiden før rigsfællesskabet bør skænkes i gave fra Danmark, mener Det Norske Nobelinstitut. Nu reagerer Nationalmuseet.

Da Håkon 6. døde i 1380, og Danmark senere fik herredømmet over Norge, forsvandt mange fysiske minder om det norske kongehus’ historie.

Men ét særligt symbol for den norske nation har overlevet, og det bør skænkes nordmændene, når de i 2020 indvier landets nye nationalmuseum i Oslo. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I modsætning til rigsregalierne, der er udstillet ved Nidarosdomen i Trondheim, er kongshornet oprindeligt fra middelalderen, og det helt særlige vidnesbyrd om landets historie vil derfor være en kærkommen gave fra den danske stat. Det mener forfatter Asle Toje, der er forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut.

- Det er bestemt ikke et krav, men et ønske om, at kongshornet kommer hjem, hvor det hører til, siger han.

"Et symbol på fællesskab"

Asle Toje lancerede i sidste uge sin idé i avisen Morgenbladet:

- Kjære Danmark, kan vi få kongshornet vårt tilbake, vær så snill, skriver han.

Siden har han fået mange støtteerklæringer fra såvel politikere som privatpersoner, selvom ingen af stortingspartierne endnu er gået videre med tanken.

- Kongshornet er helt specielt, fordi vi ikke har andre rigtige kronregalier, og det binder forskellige tidsepoker i vores historie sammen. Desuden vil det have den effekt, at nordmændene forhåbentligt får et mere nuanceret syn på den danske tid, som ellers kaldes ’firehundredeårsnatten’. Sådan en gave kan nok mildne lidt, siger han.

Stort eftertryk i Norge

Asle Toje peger i øvrigt på, at Danmark de seneste år har satset meget på at genskabe den nationale historie gennem tv-serier som 'Historien om Danmark' og '1864' samt kulturkanonen. Netop fordi de to lande deler så meget kulturelt og historisk, har den danske tanke også sat sit aftryk i Norge, hvor en kulturkanon har været til diskussion.

- Vi er de to lande i verden, der kulturelt og historisk er tættest på hinanden. Og det kan vi få endnu mere ud af i moderne sammenhæng. Kongshornet kan blive et symbol for fællesskabet, der både trækker tråde tilbage til før rigsfællesskabet og til nutidens norske kongerige. Og det vil virkelig sætte et stort eftertryk i Norge, hvis danskerne giver os det, fordi det er så unikt, siger han.

Nordmanden peger desuden på, at den danske prins Christian Frederik Carl blev Haakon 7. af Norge, da han blev konge i 1905 efter unionsopløsningen med Sverige, og dermed byggede videre på det oprindelige norske kongehus’ historiske arv.

Desuden minder han om, at Danmark i 1965 besluttede at levere de islandske håndskrifter tilbage til Island.

Vil gerne låne det ud

Kongshornet ligger på Nationalmuseet i København, og det er ikke op til museet at tage beslutningen om, hvorvidt kongshornet skal tilbage til Norge.

Det fortæller vicedirektør Camilla Mordhorst til TV 2.

- Det er klart, at hvis vi skulle få en formel henvendelse om udlån, så kigger vi selvfølgelig velvilligt på det. Hvis det kan give mening. En genstand har jo flere betydninger. I dette tilfælde har det en dansk version og en norsk version. Hvis det virkelig betyder meget for deres udstilling, så vil vi selvfølgelig kigge velvilligt på en låneanmodning, siger hun. 

Nordmændene ønsker dog ikke blot at låne kongshornet, men vil have det bragt tilbage permanent. Og i så fald er det en politisk beslutning, understreger Camilla Mordhorst.

Vicedirektøren henviser til, at det før er sket, blandt andet i 1965, hvor Det Kongelige Bibliotek tilbageleverede manuskripterne af de islandske sagaer.

- Så det er ikke fordi, det ikke kan lade sig gøre. Men det vil kræve en anmodning. Og som jeg kan forstå det, er der tale om et ønske, siger hun og tilføjer, at drikkehornet også betyder noget for dansk historie.

- Vi havde den sammenfletning mellem Danmark og Norge, så det er også en del af dansk historie, siger hun.