I mere end 10 år har han svindlet kvinder for millioner - snart løslades han
En dansk mand trækker et spor af knuste kvindehjerter - og økonomiske lommesmerter - efter sig.
I et fængsel sidder Frederik Hansen. Det er ikke længere år, han kan tælle, før han er en fri mand. Det er måneder.
Han afsoner en straf for svindel mod kvinder, som han har kaldt for kærester. Gang på gang har han fået kvinder til at falde for sig for derefter at lænse dem økonomisk. Så spørgsmålet er, om det vil gentage sig, når han igen kommer ud?
Eksperter og politi er ikke i tvivl: Frederik Hansen vil formentlig fortsætte, hvor han slap. Han vil igen svindle kvinder.
Sandheden er skjult under sengen
Det hele begynder tilbage i år 2000. Her møder Frederik Hansen kvinden Jeanne Hultmann. Hun bliver stormende forelsket i ham, og der går ikke længe, før han flytter ind hos hende.
Med sig har han en sportstaske. Og det er i denne sportstaske, hun i 2002 finder sandheden om den mand, hvis kærlighed har gjort hende blind og lænset hende økonomisk.
Det er lige omkring jul, at Jeanne finder sportstasken, som står gemt godt væk under en seng.
- Den er bugnende fuld af papirer - de springer nærmest op, som jeg åbner denne her taske. Alle papirerne står der mit navn på, fortæller Jeanne Hultmann i TV 2-dokumentaren 'Kærlighedssvindlerne'.
På det tidspunkt har Frederik Hansen svindlet Jeanne for 233.000 kroner ved blandt andet at oprette bankkonti og optage lån i hendes navn.
- Hele min verden ramler på det tidspunkt. Alt, hvad jeg havde troet på i så lang tid - over to år - og alt, hvad han havde fortalt mig, var løgn, siger Jeanne Hultmann.
Alligevel kommer der til at gå otte år, før Jeanne går fra Frederik Hansen.
Med et spind af løgne og kærlighedserklæringer, får han Jeanne til at bevare troen på, at han er hendes store kærlighed. Og det er en mekanisme, svindlerne ofte bruger, mener psykolog Rikke Papsøe, der har speciale i psykisk vold.
- Det her er en forelskelse ligesom så mange andre forelskelser. I den proces overser vi typisk alle de ting, der ikke passer med den idealiserede partner, som vi forelsker os i. De her mænd ved, hvilke tricks de skal benytte - og de benytter dem på en måde, så det er meget, meget svært for kvinderne at opdage, hvad der er på spil, fortæller hun.
Dømt for at have svindlet ni kvinder
Siden Jeanne endte sit forhold med Frederik Hansen, er han fortsat med at svindle med kærligheden som våben. Han er i dag dømt for at have svindlet ni kvinder for 1,8 millioner. Lige nu mangler han at afsone knap et halvt år af sin seneste dom.
- Kærlighed er jo et kort, der kan spilles. De serielle svindlere har ikke den dybere følelsesmæssige kontakt til deres omgivelser, siger Henrik Høgh-Olesen, professor i personlighedspsykologi på Aarhus Universitet.
I dokumentaren 'Kærlighedssvindlerne' bliver historien om Frederik Hansen fortalt gennem de svindlede kvinder og eksperter, der ved, hvordan svindlerne opererer. Frederiks fulde navn er Troels Frederik Hansen.
For at forstå, hvordan svindlere som ham forfører sine kvinder, skal vi vende tilbage til Jeanne. For hvorfor går Jeanne ikke fra ham, da hun åbner sportstasken med papirerne og opdager svindlen første gang?
- Jeg lukker mig inde i min lejlighed og den eneste kontakt, jeg har til omverdenen – bortset fra når jeg er sammen med min advokat – det er faktisk med Troels Frederik. Og han får mig overbevist om, at han har det rigtig, rigtig skidt – at der er noget seriøst galt med ham, og at han som barn har været udsat for noget, der er helt uhyrligt. Og det virker åbenbart på mig, fortæller Jeanne.
Hun vælger derfor at blive sammen med Frederik Hansen, der har fået hende til at droppe anmeldelsen. Hun pådrager sig gælden, så han ikke bliver politianmeldt. Jeanne er stadig dybt forelsket i ham.
- Et af de tricks, som mændene kan bruge, er at søge medlidenhed eller sympati fra kvinder, forklarer psykolog Rikke Papsøe.
Frederik Hansen fortsætter med at svindle, mens Jeanne afdrager på den gæld, som han har skabt hende. I 2005 får de sågar et barn sammen, for Jeanne er stadig forelsket og tror, hun kan redde ham.
Men Jeanne redder ikke Frederik Hansen, der bliver dømt for bedrageri - blandt andet mod hans gamle arbejdsgiver IBM. Senere får han diagnosen Aspergers syndrom, som er en udviklingsforstyrrelse. Om hans svindelmønster kan kobles til diagnosen, vides ikke.
Dråben, der får bægeret til at flyde over
Alligevel er det først i foråret 2010, at hun får nok. Det sker, efter Frederik Hansen også har stjålet penge fra Jeannes far.
- Det kan være så tungt for de her kvinder at miste den kærlighedsrelation, som de har haft og de håb, ønsker og drømme for fremtiden, som har været knyttet til manden. Derfor kan nogle af dem blive draget ind i at benægte, at det er sket, eller helt vælge at se igennem fingre med det, bare for at få ham tilbage, mener psykolog Rikke Papsøe.
Kort tid efter det ti år lange forhold til Jeanne, finder Frederik Hansen en ny kæreste. Hun hedder Anja Dam og er kæreste med Frederik i fem måneder. De fem måneder koster hende 256.000 kroner og et knust hjerte.
- Jeg skammede mig over, at jeg var endt i den situation, som jeg var, fortæller Anja Dam, der blev svindlet på samme måde som Jeanne.
Efter Anja får Frederik lokket endnu en kvinde i fælden. Hun hedder Janne Nielsen og er kæreste med Frederik Hansen i halvandet år. 240.000 kroner når han at rippe hende for ved at optage lån i hendes navn.
Janne opdager ikke svindlen, for hun ser aldrig skyggen af regninger. Frederik Hansen har nemlig foreslået hende, at hun får sendt sin post hjem til ham, fordi hun alligevel er der. Det lyder logisk i Jannes ører. Men for Frederik er det en måde at skjule de breve, der kommer til Janne.
- Da jeg opdager det, tager jeg hjem til min mor, og så skynder vi os at få min adresse rykket hjem til hende - og så begynder det at vælte ind med post fra alle kreditorerne, fortæller Janne Nielsen.
Hun melder Frederik Hansen til politiet. Under retssagen finder hun ud af, at hun langt fra er den eneste, han har svindlet. I 2016 bliver han dømt for at have svindlet ni kvnder for i alt 1,8 millioner kroner.
Han idømmes en fængselsstraf på 2 år og 3 måneder. Det vil sige, at han om fem måneder igen er en fri mand.
- Det er meget, meget svært at standse serielt svindel, for det er meget svært at ændre en personlighedsforstyrrelse, siger Henrik Høgh-Olesen, professor i personlighedspsykologi.
Svindlede kvinder i Norge på Tinder-dates
Nogle af de kvinder, Frederik Hansen har svindlet, bor i Norge. I 2014 og 2015 er Frederik bosat i Norge, hvor det ifølge politiet lykkes det ham at svindle kvinder for mere end en million kroner.
Han tager kontakt til kvinderne via datingappen Tinder. Derefter mødes han med kvinderne på en date, hvor han memorerer deres kortoplysninger.
- Vi kender til tre kvinder i Bodø og til tre kvinder i Oslo-området. Frederik Hansens måde at gøre det på i Norge har været ved at tage kontakt via appen Tinder. Når han har mødt dem, har han stjålet deres ID-kort. Han har ikke stjålet det fysisk, men han har memoreret kortnummeret og andre personoplysninger, som han bruger til at søge om blandt andet lån eller til at handle varer på internettet, siger Per Gladmann Sørheim, efterforsker hos norsk politi i det østlige politidistrikt.
Flere af kvinderne ser Frederik Hansen yderligere nogle gange efter første date. Han imponerer dem med kærlighed og gaver, som han har skaffet med de penge, han fået ud af at svindle andre kvinder.
- Han har skaffet sig tillid hos flere kvinder og misbrugt dem på en sådan måde, at de har vældig store problemer med at snakke om det her til politiet. De er vældig prægede af det, siger Per Gladmann Sørheim fra norsk politi.
Eksperter: Svindlen stopper ikke her
Frederik Hansen afsoner nu i et lukket fængslet. Under en udgang bliver han nemlig snuppet med en stjålet bil, og bliver derfor flyttet fra et åbent til et lukket fængsel.
Om fem måneder er han færdig med at afsone. Og så er spørgsmålet, om han fortsætter svindlen? De eksperter, der medvirker i programmet 'Kærlighedssvindlerne', og de psykologer og psykiatere, som TV 2 ellers har været i kontakt med, er enige: Svindlen stopper ikke her.
- Den slags personer har en brist på det moralske og empatiske område. De har en anden opfattelse af, hvad man kan tillade sig, fordi de er ligeglade med, hvad andre kan tillade sig. Derfor svindler de typisk mange gange, forklarer psykiater Henrik Day Poulsen.
Hos politiet er vurderingen også, at kærlighedssvindlere som Troels Frederik Hansen ikke stopper.
- Efter min opfattelse kan vi ikke forhindre eller helbrede de her bedragere, for de bliver ved. Det er en kalkuleret risiko, at de et halvt år om året sidder i fængsel og er ude den anden halvdel af året og har det sjovt og lever i sus og dus. Og sådan lever de et helt liv, siger Johannes Skree-Lassen, politikommissær hos Københavns Politi ved afdelingen for økonomisk kriminalitet.
Troels Frederik Hansens forklaring
I dokumentaren 'Kærlighedssvindlerne' har redaktionen haft telefonisk kontakt med Frederik Hansen for at spørge ham selv, hvorfor han gang på gang bliver ved med at svindle.
- Hvis bare jeg vidste det, så ville det lette mange ting. Gennem hele forløbet har jeg jo gerne villet snakke med noget sundhedsfagligt personale om, hvad der går galt oppe i hovedet på mig, når jeg får de ture, hvor det bare går galt. Og det har ikke rigtig kunnet lade sig gøre, siger Troels Frederik Hansen.
Selvom Frederik Hansen over telefonen har indvilliget i at stille op til et tv-interview for at uddybe sin forklaring og svare på flere spørgsmål, bakkede han senere ud af aftalen. Det har derfor ikke været muligt at høre hans del af historien.
'Kærlighedssvindlerne' kan ses på TV 2 mandag aften klokken 21.15 eller på TV 2 PLAY.