Samfund

Forgiftet familie er flyttet og satser på ny start

Efter at to børn døde, flytter congolesisk familie nu til København i jagten på en ny begyndelse.

I midten af oktober rystede en tragedie en flygtningefamilie fra Congo, der dengang boede på Sydsjælland.

11 ud af familiens 12 personer blev ramt af symptomer på forgiftning. To af familiens små piger døde som konsekvens af forgiftningen.

Det er endnu ikke klarlagt, hvad der forårsagede forgiftningen.

Alt skulle vendes

Ifølge efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forventer politiet, at den endelige rapport er færdig i starten af februar, skriver Ringsted Dagblad.

Han understreger, at det har været vigtigt for efterforskningen at få vendt det hele for at kunne drage en sikker konklusion.

I mellemtiden er familien, på nær storebror Francois, flyttet til København. Det fortæller han til Dagbladet Ringsted.

- Min familie har fået en midlertidig lejlighed, i noget der hedder Welcome House i Valby. De har det godt, og mine to søskende, der var indlagt på Rigshospitalet, er blevet udskrevet.

Søstre stadig ikke begravet

Ifølge Francois har familien for nylig været til møde med Københavns Kommune om at få penge til begravelsen af søstrene Naioni og Theofile, der døde af forgtiftningen.

Planen er, at de skal begraves i Valby den 2. februar.

Familien vil ikke tilbage til Haslev.

Bor tæt ved Rigshospitalet

Normalt må en flygtningefamilie ikke flytte fra en kommune til en anden, men der er givet dispensation for de særlige omstændigheder.

Årsagen til, at storebroren ikke flytter med, er hans uddannelsesplaner.

- Jeg er ved at færdiggøre 10. klasse, og efter sommerferien starter jeg på EUC i Næstved. Jeg vil gerne være elektriker, og det tager fire år og seks måneder. Jeg bruger mange penge og meget tid på at tage til København for at besøge min familie, men jeg vil ikke flytte derind. Jeg er glad for at bo i Haslev, og jeg kan ikke rumme at starte forfra et nyt sted og at skulle ud og finde nye venner, siger han.

Han forsøger at komme videre med en hverdag, som blandt andet står på at se film og høre musik, når lektierne er lavet. Lige som dagligdagen ser ud for mange andre 19-årige unge mænd.

- Jeg overvejer at søge job som avisbud hos Dagbladet i Haslev igen, for jeg kunne godt bruge nogle lommepenge. Jeg har været avisbud der før, og det var et godt job, men jeg måtte stoppe igen. Men måske kan jeg få lov til at få jobbet igen, siger han.