De er donorbørn og halvsøskende – her møder de og deres mødre hinanden
Det skal være op til børnene selv at beslutte, hvor meget kontakt de ønsker at have til hinanden, når de vokser op, lyder det fra mødrene.
- Der er fælles træk, lyder det fra Sandra Gotfredsen.
- Især næserne, indskyder Kristina Ørsted.
- Og krøllerne, siger Mie Baltzer.
De tre mødre sidder med hver sin lille guldklump på skødet. Små størrelser, der alle er kommet til verden med hjælp fra den samme sæddonor.
Torsdag mødte de og ikke mindst børnerne, Nohr, Arthur og Aia, alle hinanden i 'Go' morgen Danmark' efter at have fået kontakt gennem en Facebook-gruppe.
Måske kan de spejle sig i hinanden
Med mødet er et stort ønske gået i opfyldelse for 43-årige Mie Baltzer, som blev mor til Aia for et halvt år siden.
Ikke nok med at hun er blevet mor sent og derfor ikke tænker at få flere børn, er det også lykkedes hende at skabe kontakt til de halvsøskende, som giver datteren, der er enebarn, mulighed for at lære mere om sig selv.
- Det betyder meget for mig, at jeg kan være åben om situationen over for Aia, og at jeg kan fortælle hende så mange ting som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, det er vigtigt at finde halvsøskende. At hun kender til dem, siger hun i 'Go' morgen Danmark' og fortsætter:
- Jeg håber derfor på god kemi med mødrene, så vi får gode stunder sammen, og når Aia så bliver ældre, kan hun jo selv bestemme, hvor meget kontakt hun vil have til sine donorsøskende.
Kristina Ørsted, som er mor til Arthur på halvandet, håber ligeledes, at børnene kan få noget ud af at kende hinanden, mens de vokser op.
- Jeg håber, at drengene og Aia kan have hinanden at spejle sig i senere. Det er fint nok, at man kan få kontakt til andre donorbørn, som ikke nødvendigvis har samme donor, men her kan de specifikt gå ind og få talt om deres donor og det, som de måske har til fælles, forklarer hun.
Oplev mødrenes første møde i videoen herunder:
Hvor er min far?
Alle tre mødre ønsker, at deres børn skal vokse op med tanken om, at det er helt normalt at være donorbarn. Derfor skal Sandra Gotfredsens søn, Nohr, også have at vide, hvor han kommer fra, når han bliver gammel nok til at forstå det.
- Når han kommer hjem og spørger, hvor hans far er, bliver det taget stille og roligt med små skridt. Men det bliver med åbenhed hele vejen, siger hun.
De tre halvsøskendes donor er en åben sæddonor, hvilket betyder, at de må tage kontakt til ham, når de er fyldt 18 år. Om Kristina Ørsteds Arthur vil benytte sig af muligheden skal være helt op til ham selv, understreger hun.
- Hvis Arthur har et behov for det, skal han uden tvivl gøre det. Men det er ikke en far, der står ude på den anden side og tager imod med åbne arme. Det er en praktisk foranstaltning, der er til for, at børnene kan få svar på nogle spørgsmål fra den side, som de ellers er fuldstændig afskåret fra.
Mie Baltzer har til gengæld besluttet sig for at være så åben som mulig - også hvis det kommer til at lade Aias donor at spille en rolle i hendes liv.
- Jeg synes, det kunne være dejligt, hvis det er en donorfar, der er åben over for Aia og tager godt imod hende og er imødekommende over for hende. Det er sådan nogle ting, man ikke aner noget som helst om. Men nu er han jo også halv udlænding, og jeg vil foreslå Aia også at rejse til det land, hvor der måske er noget familie, siger hun.
Børnene skal træffe beslutningen
Spørger man psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet Svend Aage Madsen er det fint at give donorbørn mulighed for at have kontakt til eventuelle halvsøskende. Men de skal et have frit valg hen ad vejen.
- I alle donorsituationer er det meget vigtigt at få afklaret, hvordan man vil indgå og få gennemtænkt, om det mon også er den måde, børnene ønsker, det skal være på i fremtiden, siger han og påpeger, at det som udgangspunkt er en god ting at vide, hvor man kommer fra.
- Det er en grundlyst i de fleste mennesker, at vi rigtig gerne vil høre sammen med nogen, vi har en form for fælles historie med. Og de her børn får en super mulighed for at få et fællesskab med nogen, som de kan få en fælles livshistorie med.
Han påpeger også, at der kan ske meget, mens børnene vokser op, som gør, at de trods det, at de kender hinanden, udvikler sig forskelligt.
- Måske kommer der nogle fædre ind det ene sted og ikke det andet, og derfor kan fællesskabet også forsvinde i en eller anden forstand. Måske er det heller ikke alle børnene, der ønsker at tage kontakt til deres donor.