Samfund

Hjælp til fædre i sorg: Nu får far også ret til orlov

I dag vedtager Folketinget, at fædre får ret til 14 ugers sorgorlov, hvis de mister et spædbarn.

Hvert år dør cirka 400 spædbørn, inden de bliver født eller kort efter fødslen.

I forløbet efter har det hidtil kun været mødrene, der har haft 14 ugers orlov til at sørge. Fædrene har måttet nøjes med 14 dage.

Men nu bliver mors og fars ret til sorgorlov ligestillet.

- Jeg er simpelthen så glad for, at det er lykkedes. Det har været en lang, sej kamp, fortæller ligestillingsordfører i SF Trine Torp, der står bag lovforslaget.

Fakta: Sorgorlov

  • En lovændring giver nu begge forældre ret til 14 ugers orlov, hvis barnet dør eller bliver bortadopteret inden den 32. uge efter fødslen. 
  • Loven kommer til at gælde for mødre, fædre, lesbiske medmødre og adoptivforældre. 
  • Der er med finanslovsaftalen for 2018 afsat 22 millioner om året. 
  • Loven træder i kraft 1. februar 2018

Kilde: Folketinget.dk

Fædre overses i dansk lov

Der skulle gå 10 år, før politikerne kunne blive enige om at finde finansieringen, og det er under al kritik, hvis man spørger Foreningen Far.

- Politikerne er for dårlige til at anerkende den moderne far i familielovgivningen. Det her er et eksempel på et område, som vi for længst skulle have haft styr på, fastslår landsformand i Foreningen Far Jesper Lohse.

Jeg knækkede midt over

Én af dem, der ikke nåede at få 14 ugers sorgorlov, er 38-årige Jens Rønsholt.

I maj sidste år mistede han sin ufødte søn kun 10 dage inden termin.

- Min verden brød sammen. Jeg knækkede midt over. Jeg gik ud som et åbent sår, ganske naiv, og troede, at det kunne jeg sagtens klare, det her. Men det kunne jeg jo slet ikke.

Jens Rønsholt endte med at måtte sygemelde sig fra sit arbejde som arkitekt efter 14 dage tilbage på arbejdet:

- Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke kunne det her. Hvis jeg fortsatte med at tage på arbejde, vidste jeg ikke, om jeg lå hjemme i fosterstilling på toilettet bagefter, forklarer han.

Mange fædre sygemeldes

Jens Rønsholt står ikke alene. Det er faktisk de færreste fædre, der er i stand til at arbejde allerede efter 14 dage.

Det fortæller klinisk jordemorspecialist på Aarhus Universitetshospital Dorte Hvidtjørn.

- Sorg påvirker på alle planer. Man kan ikke huske, man kan ikke koncentrere sig, man kan ikke arbejde ret lang tid af gangen. Så man kan slet ikke arbejde efter 14 dage, forklarer hun.

Dorte Hvidtjørn står i spidsen for de sorggrupper, som afholdes for forældre, der har mistet, på Aarhus Universitetshospital.

Hun møder derfor mange fædre, som er i færd med at bearbejde deres sorg.

- Størstedelen af dem, jeg møder, ender med en sygemelding, fordi de slet ikke er klar til at vende tilbage til hverdagen efter 14 dage, fortæller hun.

Folketinget har sløset

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen glæder sig over, at det nu er lykkedes Folketinget at blive enige, men erkender, at der er gået for lang tid.

Hvorfor kommer denne her lovændring først nu?

- På grund af sløseri i Folketinget. Det er jo ikke en ny diskussion, der har været. Den har været der i lang tid. Helt tilbage under den tidligere SR-regering var der også et beslutningsforslag, men man kunne ikke finde pengene på det tidspunkt, fortæller Troels Lund Poulsen.

Nu bliver fædrenes opråb altså hørt. Fra den 1. februar træder loven i kraft og giver fædre rettigheder, som Jens Rønsholt selv gik glip af.

- For fremtidige familier, der står i denne her triste situation, så gør det forhåbentlig, at de kan få mere ro på og få bearbejdet denne her sorg, inden de skal ud og møde verden.

Loven kommer til at gælde både for mødre, fædre, lesbiske medmødre og adoptivforældre.