Samfund

Postnord undskylder postkasse fyldt med forsinkede breve: Har aldrig set noget lignende

Nogle af brevene til Annette Nyvang og hendes familie var mere end to måneder forsinket.

Annette Nyvang henter hver eneste dag avisen i sin postkasse.

Men da hun åbnede postkassen tirsdag, var det svært at få øje på Politiken blandt alle de breve, den lå imellem.

- Der lå så mange breve - 19 i alt. Det var en blandet landhandel af breve til ham, der boede i huset før os, regninger, rykkere, julekort og fødselsdagsbreve, fortæller Annette Nyvang.

Man bliver utryg, når det kommer så sent

Annette Nyvang

Nogle af brevene var sendt allerede i november, men er altså først nået frem til Annette Nyvang og hendes familie den 16. januar.

- Jeg synes, det er langt ude, siger Annette Nyvang, som tilføjer, at selvom familien pludselig har fået en stor portion breve på en gang, så har de samtidig løbende modtaget post, som er kommet til tiden.

Ifølge PostNord omdeles almindelige breve indenfor fem hverdage i Danmark, mens pakker er fremme dagen efter, de sendes. Medmindre man bor på Bornholm eller mindre øer, så kan det tage en ekstra dag.

Men Annette Nyvang bor ikke på en lille ø. Hun bor i Dragør, som ligger lidt udenfor København.

- Vi har tidligere fået brev om valg af gasleverandør. Det brev modtog vi dagen før fristen for, at vi skulle vælge. Man bliver utryg, når det kommer så sent, siger hun til TV 2.

Hvornår skal dine forsendelser nå frem?

Danmark

Et almindeligt brev omdeles indenfor 5 hverdage.

Et Quickbrev omdeles fra dag til dag på hverdage.

Pakker er fremme dagen efter i hverdage. Sender du en pakke, som modtager selv skal hente på eksempelvis et posthus, så leveres de også om lørdagen. Pakker til Bornholm samt til og fra små øer tager dog en ekstra dag.

Udlandet

Breve til de fleste lande i Europa er normalt fremme i løbet af 2-3 hverdage, hvis dit brev er afleveret på posthuset eller til dit postbud. Bruger du postkassen kan der gå 1-3 dage længere.

Breve til resten af verden tager længere tid og varierer meget.

Kilde: PostNord

Skiftede adresse i oktober

Blandt brevene var blandt andet en regning fra YouSee med betalingsfrist den 19. december. Et andet brev var fødselsdagshilsner til Annette Nyvangs børn, som hendes mor havde sendt som priority-brev fra Østrig - det kom frem 14 dage efter afsendelsen.

Fem af brevene var adresseret til deres gamle adresse. Familien flyttede til Dragør i oktober, men meldte adresseflytningen til PostNord indenfor tidsfristen på fem dage.

- Det har vi gjort efter bogen, siger Annette Nyvang.

- Vi må nok indrømme, vi ikke har navn på postkassen, så det skulle da være det eneste. Men adressen er tydelig, og nummeret er synligt.

Nogle af brevene var til husets tidligere ejer, som ifølge Annette Nyvang døde for længe siden.

Nu henter jeg jo avis i postkassen hver dag og kan derfor konstatere, at der siden i går er lagt 19 breve i min...

Posted by Annette Nyvang on Monday, January 15, 2018

PostNord: Det har vi ikke se før

Hos PostNord kan man ikke umiddelbart forklare det. Jess Friis, distributionschef i PostNord med ansvar for omdelingen i København, vurderer, at der nok "både er sket maskinelle og menneskelige fejl".

- Men hvordan det præcis hænger sammen, tør jeg ikke gætte på.

Han understreger, at han aldrig har set noget lignende, og at der er tale om så mange forskellige fejl, at han nok aldrig kommer helt til bunds i mysteriet.

- Jeg kan kun sige undskyld og sørge for, vi får styr på familiens post igen. Andet kan jeg ikke gøre, lyder det fra Jess Friis.

Han vil nu tage kontakt til både Anette Nyvang og postbudene på ruten for at forhindre, at det sker igen.