Samfund

Mor og bosted vil gerne låse døren for autist - udviklingshæmmedes forening frygter glidebane

Nye retningslinjer betyder, at bosted ikke må låse beboeres døre, selvom beboerne mentalt er som små børn. Forening for udviklingshæmmede bakker op.

I oktober måned gik 23-årige Christian Naundrup fra det bosted, hvor han bor.

Han var væk i mere end en time, før hans mor fandt ham i et skur kun iført sit undertøj og i bare tæer.

- Det var 10 grader udenfor og tusmørke, og han stod helt stille og var så bange, siger moren, Rikke Naundrup, til TV 2 Østjylland.

Hendes søn er nemlig diagnosticeret som autist og udviklingshæmmet, og selvom han altså er i starten af tyverne, har han et funktionsniveau som et barn på halvandet år.

Må ikke låse dørene

Til daglig bor Christian på bostedet Landsbyen Sølund i Skanderborg, og her har pædagogerne indtil for nylig låst dørene, så Christian ikke kunne gå væk. Men det må de ikke længere.

Det er Socialtilsyn Midt, der har præciseret lovgivningen over for institutionen. Ifølge loven må de nemlig ikke låse dørene og på den måde frihedsberøve borgere.

Der er situationer, hvor det er nødvendigt at låse døren

Benny Andersen, formand, Socialpædagogernes Landsforening

Men det giver store problemer på et sted som Landsbyen Sølund og for beboere som Christian, der mentalt er som et lille barn, og derfor ind imellem skal behandles som et sådant.

- Der er jo ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at vi i vores daginstitutioner låser døre eller sætter hasper på, eller at der skal være dobbelte håndtag, der gør, at børn i daginstitutioner ikke kan gå ud, siger Lone Rodt, som er leder af Landsbyen Sølund.

- Vi har godt nok med fysisk voksne mennesker at gøre, men indeni er de lige så små som de vuggestue- og børnehavebørn, de offentlige instanser også tager vare på, fortsætter hun.

Da Christian ikke kan overskue konsekvenserne af sine egne handlinger og ikke kan finde vej, er det yderst problematisk, at han pludselig har mulighed for at gå ind og ud, som det passer ham.

- Hvis en dør står åben, går han ud af den - ikke fordi han vil ud, men fordi han kan, siger Christians mor, Rikke Naundrup til TV 2 Østjylland.

Forening bakker op om åbne døre

Det er imidlertid ikke alle, der mener, at dørene blot skal låses igen. I Landsforeningen Lev, der er en forening for udviklingshæmmede og pårørende, bakker formand Anni Sørensen nemlig op om de åbne døre.

- Jeg mener ikke, at vejen frem er at låse flere døre. Vi er bekymrede for, om man ved at lempe magtanvendelsesreglerne kommer til at vælge forkert og kommer til at anvende en form for tvang, som ikke er nødvendig for de mange, siger Anni Sørensen fra Lev.

Formanden mener, at det kan blive en glidebane hen mod flere låste døre, end loven giver mulighed for nu. I stedet er løsningen at se på, om der er ressourcer nok, og om personalet er godt nok uddannet.

Minister: Professionel vurdering tilsidesættes

Socialminister Mai Mercado mener, at der er tale om et dilemma.

- Det er vigtigt at beholde en balance: På den ene side skal vi ikke tage friheden fra folk unødigt. På den anden side skal vi passe på dem, der har brug for det, siger hun.

Ifølge SF er det nødvendigt med nye regler og en ny rolle for Socialtilsynet, der, hvis det står til partiets sundhedsordfører, skal kunne vurdere, om der skal tages individuelle hensyn. Samt om hvorvidt der er personale nok, og hvordan personalet er sammensat.

- En låst dør kan være den bedste løsning og også mere værdigt for borgeren end eksempelvis overvågning med GPS og en åben dør.

På Landsbyen Sølund har man nemlig set sig nødsaget til at bestille en GPS-tracker, som gør det muligt at spore beboere, der er gået væk fra bostedet.

- Det kan være nødvendigt at låse døren

For Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogernes Landsforbund, er det vigtigt at understrege, at man selvfølgelig ikke må låse mennesker inde, blot fordi de er handicappede.

- Men det kan ske i yderste konsekvens, hvis personen kan være til fare for sig selv eller til fare for andre, siger han.

Han pointerer, at det aldrig må stå alene, samt at der skal kigges på, hvorfor døren skal låses, og hvad pædagogerne kan gøre for at finde en anden løsning.

- Men der er situationer, hvor det er nødvendigt at låse døren.

Er ikke den bedste løsning

Som en konsekvens af episoden, hvor 23-årige Christian gik fra sit bosted, er der nu blevet sat en alarm op på Christians altandør, så personalet bliver advaret, hvis han går fra sin bolig.

Men det er ikke den bedste løsning, mener både ledelsen og Christians mor. Det ville det derimod være at låse hans døre igen.

- Vi kunne ønske os, at man kunne fortolke loven lidt blødere i forhold til vores målgruppe, siger landsbyleder Lone Rodt til TV 2 Østjylland.

- Der snakkes så meget om i samfundet at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Her skærer de bare alle over én kam. Jeg kunne godt tænke mig, at de kiggede på de her borgeres mentale alder i stedet for at se på den alder, der står på deres dåbsattest, siger Christians mor, Rikke Naundrup.