Mistede sin datter til dødelig sygdom - kæmper for at andre kan overleve
Datterens uhelbredelige sygdom ændrede Anette Overbys liv. Hun startede en fond for at hjælpe andre i samme situation.
Det ligner en almindelig yogatime. En lille flok ligger på knæ som i bøn på hver sin måtte i en gymnastiksal. Lyden af to små klokker, der blidt slås sammen, ringer ud mellem de tilstedeværende. Gråt lys fra en overskyet himmel står ind af salens runde vinduer.
Men det er ikke en almindelig yogatime. Den er blevet til på en dødsensalvorlig baggrund.
En svær dag at komme igennem
En af kvinderne, der ligger sammenkrøbet på gulvet er Anette Overby, og for hende er det en særlig trist dag at komme igennem.
Hun slår øjnene ned og går i stå midt i en sætning, når talen falder på emnet:
- Dagen i dag er jo særlig svær for os… øhm… vi… ja…
Stemmen knækker.
- Det var den dag, mareridtet startede.
Diagnosen alle frygter
For præcis fem år siden fik hendes lille datter en af de diagnoser, som alle forældre frygter at høre.
- Jeg kan ikke begynde at beskrive, hvordan jeg råbte og skreg i afmagt og i rædsel.
Diagnosen lød på uhelbredelig hjernekræft. Emily var blot tre år gammel og pludselig uden udsigt til at blive fire. Der var nemlig ingen håb om helbredelse.
Varede kun seks måneder
Emily var en livsglad lille pige, fortæller hendes mor med en klump i halsen.
Hun har forsøgt at tage ved lære af det, som hendes datter lærte hende under forløbet: At leve hver dag.
Emily døde efter bare seks måneders sygdom.
- Hun gik bort i mine arme på Rigshospitalet, fortæller hun og må synke for at bevare kontrollen over stemmen.
Emily blev tre år og ni måneder.
Må ikke være forgæves
Men Anette Overby er fast besluttet på, at hendes datters død ikke må være forgæves.
Under sygdomsforløbet fandt hun nemlig ud af, at der ikke var særlig meget forskning i hjernecancer, der rammer børn, i Danmark.
Ved begravelsen opfordrede familien derfor til, at de pårørende gav penge til forskning i sygdommen frem for en blomst.
Og midt i den altomsluttende sorg begyndte en idé at spire. To måneder senere oprettede Emilys mor Børne Hjernecancer Fonden.
Event skal samle penge ind
Det er også årsagen til, at Anette og resten af de forsamlede er til stede for at dyrke yoga på femårsdagen for Emilys diagnose.
Anette Overby har nemlig arrangeret et landsdækkende yogaevent, hvor pengene går til forskning.
Inspirationen til at komme videre igennem sorgen finder Anette Overby i sin egen datters sidste tid.
- Jeg har brugt så mange af de ting, som Emily har vist mig under sit sygdomsforløb: Med at gøre det bedste man kan og få det bedste ud af hver dag.
- Det har været meget vigtigt for mig at hjælpe andre i samme situation og få en målrettet forskningsindsats, så vi kan komme det her til livs.
Hvert år får omkring 50 børn konstateret hjernekræft i Danmark.
Anette Overbys håb for de 50 børn er enkelt:
- At børn, der bliver ramt i fremtiden, overlever.