Kendt dansk gartneri vil fylde 13 fodboldbaner med cannabis
De er kendt for at dyrke tomater, men har nu postet 250 millioner kroner i at blive Europas førende producent af medicinsk cannabis.
- Jeg tror, det er en chance, man får en gang i livet. At arbejdet med produkter, som gør en forskel, siger Mads Pedersen, direktør for Alfred Pedersen og Søn.
Som fjerde generation af gartnere i familien er han leder af gartneriet, der producerer det kendte mærke Katrine og Alfreds tomater.
Men det er hans ambition, at han og resten af gartneriet fremover også kendes som Europas førende producent af medicinsk cannabis.
De er i gang med at bygge et nyt gartneri uden for Odense og har planer om at fylde et areal svarende til 13 fodboldbaner med medicinsk cannabis.
- Vi kan simpelthen ikke lade være, siger direktør Mads Pedersen til TV 2.
- Vi arbejder med planter i forvejen. Vi har styr på logistikken og på klimaet, og det er det samme, man skal have styr på i forhold til cannabis, for at kunne levere den kvalitet, som patienterne har brug for.
Store cannabis-drømme
Siden nytår er det blevet lovligt at producere medicinsk cannabis i Danmark, og det har flere landmænd og gartnerier set som en god mulighed for at tjene ekstra penge.
Derfor har Alfred Pedersen og Søn investeret 250 millioner kroner som en start og samarbejder med en partner fra Canada, der har erfaring med at dyrke medicinsk cannabis.
- De har styr på det klinisk medicinske. Det, vi har styr på, er klimadelen, som gør, at vi kan kvalitetssikre vores produkter fra jord til bord, siger Mads Pedersen.
Direktøren for Alfred Pedersen og Søn gentager målet om at blive Europas førende producent - og håber, at andre danske producenter drømmer stort som han.
- Sammen kan vi lave en klynge. Sammen kan vi videreudvikle og skabe et brand for Danmark inden for medicinsk cannabis, siger Mads Pedersen.
Gartneriet regner med at ansætte op mod 150 nye medarbejdere og håber at være klar i 2019 samt at forvandle deres investering til en omsætning på 600 millioner kroner.
Made in Denmark
Det er Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der sammen er blevet enige om en 4-årig forsøgsordning med medicinsk cannabis, der trådte i kraft den 1. januar 2018.
Derefter afgøres det, om ordningen skal gøres permanent.
Oprindeligt var det politikernes plan at importere medicinsk cannabis fra udlandet, men siden har det politiske flertal ombestemt sig.
Derfor var sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i december i Israel for at besøge nogle af de cannabisproducenter, der leverer til landets mange tusinde kunder.
Og hun ser et stort potentiale i, at Danmark får sat sig på det nye marked.
- Det handler om at være først i verden for at blive et udviklingscentrum. Jeg så rigtig gerne, at vi kunne eksportere cannabis, da vi er stærke på life science og medicinalproduktionen, sagde sundhedsministeren til TV 2 i december.
- Med de standarder vi har, er det bedre, at vi driver udviklingen, end at vi lader andre lande gøre det, siger hun.
Lægeforeningen er imod
De sygdomme og symptomer, der i forsøgsordningen vil kunne behandles med medicinsk cannabis, er multipel sklerose, rygmarvsskade, kroniske smerter, hvor anden behandling ikke tåles, samt kvalme og opkastning efter kemoterapi.
Men selvom varerne allerede står på hylderne, føler lægerne, der ene og alene har ansvaret for den nye behandling, sig ikke rustet til opgaven.
- På trods af årtiers forskning i medicinsk cannabis ved vi stadig ikke med sikkerhed, hvorvidt det virker eller til hvilke patienter, sagde formand i Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing forleden til TV 2.
- Vi ved intet om dosis, varighed af behandling, bivirkninger og langtidsvirkninger, om der er forsigtighedsregler i forhold til andet behandling eller spørgsmålet om afhængighed, forklarede han.