Samfund

Var med til at udvikle nationale tests - nu vil han have ministeren til at ændre dem

Der er ikke meget, der fungerer, i folkeskolernes nationale tests. Det mener to forskere, der nu sender et åbent brev til undervisningsministeren.

Ved du, hvad 'inkommensurabel' betyder? Eller hvorfor der opstår gejsere?

Hvad er de nationale tests?

De nationale tests består af mellem 10 og 20 spørgsmål, som har 45 minutter til at besvare.

Folkeskoleelever skal gennemføre i alt 10 nationale tests fra 2. til 8. klasse.

Der er en test i dansk i 2., 4., 6. og 8. klasse.

Der er en test i engelsk i 4. og 7. klasse.

Der er en test i matematik i 3., 6. og 8. klasse.

Der er en test i fysik og kemi i 8. klasse.

Tests bliver gennemført i perioden fra den 1. marts til den 30. april.

Resultaterne af testsene bruges til at vurdere den enkelte elevs faglige niveau samt til at måle effekten af undervisningen.

Kilde: Retsinformation

Hvad med 'feminisereillumineretepaulet', kan du opdele det i tre danske ord?

Hvis svaret er nej, så må man håbe, at folkeskolen er et overstået kapitel for dig, for disse spørgsmål og flere som dem er nemlig en fast del af et skoleår for elever fra 2. til 8. klasse.

Skriver åbent brev med kritik

Siden 2010 er der i marts og april blevet gennemført de såkaldte nationale tests, som skal hjælpe lærerne til at fastslå elevernes niveau. Men testene er i årevis blevet kritiseret for at være for svære, og nu melder også en af folkene bag dem sig i koret af kritikere.

Svend Kreiner er professor emeritus med speciale i statistik og psykometri, og han var i sin tid konsulent for ministeriet, da testene blev udviklet. Sammen med professor Jeppe Bundsgaard har han skrevet et åbent brev til undervisningsminister Merete Riisager (LA) med kritik af de nationale tests.

- Det er åbenlyst, at der er meget, der kan og bør forbedres i forbindelse med de nationale tests, og da det nu ser ud som om, der er politisk interesse i at gøre noget ved det, vil vi med dette brev give en række indspark til, hvad der kan forbedresindleder de to forskere brevet.

Skal helt kunne fravælge tests

Der tre ting, som er galt med testene, siger Jacob Bundsgaard til TV 2.

For det første måler testene upræcist. Lærerne får simpelthen ikke nogen ny viden om eleverne, som de ikke havde i forvejen. For det andet måler de forkert, da de måler enkelte tekniske i stedet for faget i dets helhed - altså om de kan bruge færdighederne i virkeligheden. Og for det tredje giver de lærerne og eleverne en opfattelse af, at de tager testene for, at nogen kan kontrollere dem. Lærerne fokuserer derfor i undervisningen på testene, i stedet for at fokusere på hvor gode eleverne er til faget i en helhed.

Der er tre ting galt med de nationale tests, siger Jeppe Bundsgaard, der er professor i fagdidaktik ved Aarhus Universitet. Video: Mads Buur Simonsen

Kritikken går også på, at blot 10 procent af lærerne ved, hvad de kan bruge resultaterne af testene til. Det dokumenterede en undersøgelse i 2016. Derfor har forskerne en række forslag til ministeren.

Blandt andet skal læreren selv kunne bestemme, hvornår på året, testen skal foregå. Læreren skal kunne fravælge områder af testen til enkelte elever og skal endda kunne beslutte helt at skrotte en test, hvis læreren ikke mener, den bidrager med noget.

Og så mener forskerne, at lærerne skal have flere kurser i at læse resultaterne på den rigtige måde.

- Den mangelfulde indsigt i, hvad testresultater betyder, skyldes ikke lærerne. Det skyldes udelukkende, at man ikke har forstået at formidle tingene på en ordentlig måde. Det er ministeriets ansvar, og vi kan kun opfordre til, at ministeriet tager problemet alvorligt og gør noget ved det, skriver de.

V-ordfører kunne ikke svare på spørgsmål til 8-årige

Kritik af de nationale tests er ikke noget nyt. Tilbage i september 2016 sagde formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, at testen måtte skrottes i sin nuværende form, mens professor Niels Egelund, der ellers havde været fortaler for testene, ved samme lejlighed havde skiftet mening.

- Det er skuffende, at de nationale tests tilsyneladende har en så svag værdi. Det er noget helt andet, end jeg havde forventet, sagde han.

Kritikken har haft mange strenge at spille på. Et af de fremmeste kritikpunkter har været. at testene har været for svære, hvilket Venstres uddannelsesordfører, Anni Mathiesen, mærkede på egen krop, da hun i 19 Nyhederne i april 2016 blev bedt om at forklare ordet højbrynet.

Selvom ordet indgik i en test for 2.-klasseselever, måtte hun give fortabt. Det klip kan du se her:

Merete Riisager vil ikke sidde kritikken overhørig. Hun oplyser til TV 2, at hun er villig til at kigge på testene, og at hun er glad for de konkrete input fra Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiner.

I øvrigt betyder 'inkommensurabel' ifølge Den Danske Ordbog "ikke målelig med samme måleenhed eller efter samme metode; usammenlignelig eller uforenelig". Gejsere opstår via vulkansk aktivitet i området, og 'feminisereillumineretepaulet' kan opdeles i ''feminisere', 'illumineret' og 'epaulet'.