Barnløst par måtte igennem tre års behandling - ny dansk forskning kan hjælpe andre
Kun hver syvende fertilitetsbehandling var succesfuld i 2015, men ny viden kan være med til at sænke antallet af fejlslagne forsøg.
Når en sædcelle skal befrugte et æg, skal den trænge igennem væggen omkring ægget.
Men det er der nogle sædceller, der ikke kan, og et hold danske forskere mener nu at have fundet en ny metode til at se, hvorfor de ikke kan det.
Det drejer sig om det, der hedder akrosomet, der sidder på spidsen af sædcellen. Det kaldes også for hatten. Den beskytter enzymer, der skal bruges for at trænge igennem æggets væg, og for en sund og rask sædcelle sidder den som en halvrund spids på ydersiden af sædcellen, hvor den er klar til at gøre sin del af arbejdet.
Men nogle sædceller smider hatten for tidligt, og så mister den de vigtige enzymer, og så bliver æggets væg en uoverkommelig forhindring.
Kan springe skridt over i behandlingen
Et hold danske forskere fra Rigshospitalet har nu fundet ud af se, om en mands sædceller har tendens til at tabe akrosomet.
- Det kan vi bruge til at hjælpe parrene i fertilitetsbehandling, fordi vi kan skræddersy behandlingen til dem, siger seniorforsker Kristian Almstrup.
Konkret betyder den nye viden, at man i behandlingen kan springe nogle skridt over og dermed forhåbentlig gøre det hurtigere for et givent par at blive gravid. Hvis mandens sædceller har problemer med akrosomet, giver det nemlig ingen mening at gennemføre hormonbehandling.
- Og så kan vi gå direkte til behandling, hvor vi indsprøjter en sædcelle direkte i ægget i stedet for at prøve at lade en sædcelle og et æg smelte sammen. Det kan sædceller uden et intakt akrosom nemlig ikke, forklarer Kristian Almstrup.
Lang og hård kamp at blive gravid
I 2015, som er det sidste år, man har tal for, blev der gennemført 29.354 behandlinger. Under 4400 af disse, eller omkring hver syvende, var succesfuld. Og de mange nederlag tager hårdt på humøret, fortæller et par fra Højbjerg.
- Det har været en rutsjebanetur uden lige. Det er helt vildt hårdt psykisk, fortæller Frederik Kjærsgaard Pedersen.
- På et tidspunkt brød vi helt sammen. Det må have været ved det tredje eller fjerde forsøg. Der slog det os rigtig hårdt, siger Søs Bødker Dinsen.
De har igennem tre år fået syv behandlinger, og nu er det endelig lykkes. Parret skal være forældre om få uger.
- Det er jo helt vildt fantastisk, siger Søs Bødker Dinsen.
- Ja, og kulminationen på tre års rigtig hård kamp, supplerer Frederik Kjærsgaard Pedersen.
Hvis de nye metoder kan være med til at gøre den kamp lidt nemmere og lidt kortere for andre par, så finder man et par store tilhængere i Højbjerg.
- Hvis det kan målrette det mere, så man ikke skal igennem så meget, så ville det da være helt vildt fantastisk, siger Søs Bødker Dinsen.