Nu vil vores naboer også til at skyde ulve
Miljøministeren i Niedersachsen er i gang med at udarbejde en ulveforordning. Han mener, det i visse tilfælde kan være nødvendigt at skyde ulvene.
Debatten om ulvene har raset i Danmark efter 23 ulveangreb i det forløbne år, og blandt andet har Dansk Folkepartis Søren Espersen fremsat et ønske om, at danske jægere får lov til at skyde ulve.
Men det er ikke kun i Danmark, ulvene bogstavelig talt er jaget vildt. I den tyske delstat Niedersachsen, der grænser op til Slesvig/Holsten og Hamborg, vil miljøministeren også åbne mulighed for at skyde ulvene, skriver Flensborg Avis.
- Min holdning er klar: Menneskets sikkerhed har højeste prioritet. Når ulve ikke længere er sky over for mennesker, er de farlige og skal fjernes, siger Olaf Sies, SPD-miljøminister i Niedersachsen, ifølge Flensborg Avis. Overfor avisen uddyber han, at det i visse tilfælde også kan resultere i at skulle skyde enkelte dyr.
Kraftig stigning i ulveangreb
Fra foråret 2016 til foråret 2017 blev 46 ulvehvalpe født i Niedersachsen. Hvalpene udgør cirka en fjerdedel af alle nyfødte ulve i Tyskland, skriver Flensborg Avis.
I Niedersachsen er der i 2017 også sket en kraftig stigning i antallet af ulveangreb. Antallet af kvæg, der er blevet angrebet af ulve, er fordoblet i forhold til 2016. Niedersachsen ligger godt 175 kilometer fra Danmark.
Miljøministeren i Niedersachsen vil også drøfte mulighederne for at håndtere de mange ulve i EU-regi i Bruxelles. Ifølge Olaf Lies er der ikke i den nuværende lovgivning mulighed for at reducere ulvebestanden.
EU-direktiv beskytter ulvene
Heller ikke i Danmark giver lovgivningen lige nu mulighed for at reducere ulvebestanden.
I sommer foretog TV 2 en rundspørge på Christiansborg, som viste, at både Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance var klar til at se på en ”regulering” af den danske ulvebestand.
Men trods et politisk flertal er det lige nu slet ikke lovligt at skyde ulvene. Dyrene er nemlig beskyttet af et EU-direktiv, der dikterer, at de skal have maksimal beskyttelse. Ulvene skal være en alvorlig trussel mod mennesker, før der må sættes ind mod dem.