Samfund

Rejsende glemmer at søge erstatning for millioner af kroner

Du kan få en gratis billet, hvis dit tog er forsinket. Men mange passagerer søger aldrig om kompensation. Dennis Lehmann / Scanpix Denmark

DSB afviser at automatisere udbetalingen, da kunderne bedst selv ved, om der er tale om en forsinkelse eller ej.

1,3 millioner.

Så mange rejsende hos DSB søgte ikke om rejsetidsgaranti, selvom de var forsinkede og havde ret til at få kompensation for udgifterne til rejsen.

Det viser en beregning fra perioden januar 2016 til september 2017, som Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har foretaget.

Organisationen er kommet frem til sit resultat ved at bruge DSB’s officielle passagertal for fjern- og regionaltog. Disse tal er sammenlignet med, hvor mange passagerer der har været forsinket 30 minutter, og som har rejst med billettyper, der giver mulighed for at søge om rejsetidsgaranti.

Forbrugerråd: Det er for besværligt

I Forbrugerrådet Tænk mener man, at det for mange passagerers vedkommende skyldes, at det opleves som besværligt at gøre krav på sin rejsetidsgaranti.

DSB Rejsetidsgaranti

Du kan søge om kompensation, hvis du er mere end 30 minutter forsinket ved ankomsten til den sidste station, og forsinkelsen udelukkende skyldes din rejseoplevelse med DSB. 

Der er ingen kompensation, hvis din forsinkelse skyldes metro, bus eller privatbaner, eller hvis toget er under 30 minutter forsinket, selv om den bus, du skal videre med, er kørt, og den samlede forsinkelse bliver over en halv time.

Størrelsen på din kompensation afhænger af, hvor meget du blev forsinket på rejsen. Du kan enten vælge et beløb, som DSB beregner, eller en billet til samme strækning.

Du kan søge om det her.

- Der er simpelthen for mange forsinkede passagerer, der ikke får det gjort, fordi det er besværligt og tidskrævende, siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Derfor mener han, at DSB skal automatisere udbetalingen af kompensation ved forsinkelser.

DSB: Lægger vægt på grundig information

Men det mener DSB ikke, der er behov for.

I en skriftlig kommentar om sagen siger underdirektør i DSB Produkt Aske Wieth-Knudsen til TV 2:

- Vi har valgt at udvikle en automatiseret løsning til vores faste kunder, der rejser dagligt. For pendlere overføres kompensationen således automatisk til kundens nemkonto. For øvrige kunder lægger vi vægt på at informere grundigt om ordningen og gøre ansøgningsprocessen så nem som muligt med en webformular på vores hjemmeside.

Han påpeger, at der i dag ikke findes tekniske løsninger, der automatisk kan overvåge den enkelte kundes færden og eventuelle forsinkelse samt beregne en korrekt udbetaling afhængig af kundens billet.

Desuden forklarer Aske Wieth-Knudsen, at DSB allerede kompenserer sine passagerer ved 30 minutters forsinkelse. Myndighederne stiller nemlig først krav om kompensation ved 60 minutters forsinkelse.

DSB Kompensation

Fra 1. januar til og med september 2017 har 33.928 passagerer søgt om kompensation hos DSB. I 32.225 af sagerne udbetalte DSB en kompensation.

12.850 af dem fik en ny billet.

26.986 fik en kontant kompensation.

Indtil videre har DSB i 2017 udbetalt kompensationer for 21 millioner kroner. I 2016 udbetalte DSB kompensationer for 39 millioner kroner.

Kilde: DSBs kvartalsrapport fra tredje kvartal 2017 samt DSBs kommunikationsafdeling.

Dårlig forretning for passagererne

DSB har over for Forbrugerrådet Tænk forklaret, at det er kunden, der selv bedst ved, om der har været en reel forsinkelse eller ej, og at DSB derfor ikke ønsker at automatisere udbetalingen af kompensation ved forsinkelser.

Men den køber Forbrugerrådet Tænk ikke.

- Med den meget store andel af passagerer, der aldrig får søgt om rejsetidsgaranti, lader det imidlertid til, at DSB ikke har ret i, at det er bedst selv at lade kunderne søge om rejsetidsgarantien, siger Vagn Jelsøe.

- Det er muligvis en god forretning for DSB, at så mange passagerer ikke søger om kompensation, når togene er forsinkede, men det er skidt for passagererne, der hellere skulle have kompensationen tilbage automatisk, tilføjer han.

Har udbetalt millionbeløb i kompensation

Underdirektør Aske Wieth-Knudsen afviser kritikken og siger til TV 2, at DSB har udbetalt et stort millionbeløb i kompensation for forsinkede rejser til sin passagerer i år.

- I 2017 har vi udbetalt langt over 20 millioner kroner i kompensation. Uanset om systemet er automatisk, som det pendlerne bruger, eller kræver ansøgning, kan vi se, at ikke alle er tilmeldt eller bruger ordningen, fortæller Aske Wieth-Knudsen og fortsætter:

- Vi informerer på alle stationer ved køb af billet, og togpersonalet har særlig fokus på også at informere om kompensation i højtalerne, hvis toget er mere end 30 minutter forsinket.