Samfund

Mobilforbud skal forhindre at anbragte pædofile kontakter børn

Minister vil gøre det muligt at forbyde smartphones på institution for dømte udviklingshæmmede.

Det burde ikke være muligt for dømte pædofile at tage kontakt til børn, mens de afsoner en dom på specialinstitutionen for udviklingshæmmede kriminelle Kofoedsminde.

Men flere tilfælde har vist, at det sagtens kan lade sig gøre via internettet.

Det vil børne- og socialminister Mai Mercado (K) nu sætte en stopper for med et lovforslag, som hun fremsætter i Folketinget onsdag.

- Det skal ikke være sådan, at når man er dømt for pædofili, at så har man stadigvæk en mulighed for at benytte internettet til at komme i kontakt med børn og unge og i sidste ende det helt gruopvækkende at bestille en voldtægt via nettet, siger Mai Mercado til TV 2.

Lovforslaget rummer en række nye indgrebsmuligheder, der alene kan anvendes på Kofoedsminde, der ligger i Rødby på Lolland og er Danmarks eneste institution for udviklingshæmmede, der har begået personfarlig kriminalitet.

Kofoedsminde har foruden en åben afdeling også 14 sikrede afdelinger, og der afsoner 65 kriminelle domme for voldtægt, pædofili og andre grove forbrydelser.

Selvom de værste forbrydere ikke har adgang til internettet, er der alligevel eksempler på, at de får adgang til nettet.

- Vi har simpelthen kunnet se, at der har været en trafik af USB-stik og mobiltelefoner, som er blevet smuglet rundt imellem de indsatte, og det kan vi simpelthen ikke acceptere, siger Mai Mercado.

Forbud mod smartphones

Lovforslaget giver blandt andet hjemmel til, at der kan nedlægges et generelt forbud mod smartphones og andre enheder, som kan give adgang til internettet.

Formålet er at stoppe pædofiles muligheder for at kontakte børn via nettet, mens de er på Kofoedsminde.

TV 2 har tidligere skrevet om, hvordan sexdømte har kunnet fortsætte med at krænke mindreårige inde fra specialinstitutionen.

I april 2015 kom det frem, at en 41-årig, der er dømt for voldtægt og mord på en 4-årig, havde downloadet børneporno, mens han sad i forvaring på Kofoedsminde.

I januar samme år stod en far frem og fortalte TV 2, hvordan en 27-årig anbragt mand havde forsøgt at true hans 9-årige datter til at sende nøgenbilleder.

Ifølge politiet kontaktede den 27-årige flere andre børn, som han blandt andet sendte krænkende billeder.

Svært at forhindre

Da Ekstra Bladet og TV 3-programmet ’Jagten’ i oktober 2015 afslørede, at en dømt sexforbryder havde haft mulighed for at kontakte mindreårige piger, sagde Kofoedsmindes forstander, Kay Jokil, at han forstod forældrenes frustration, men at institutionen gjorde meget for at undgå sagerne.

- Men det er bare rigtig svært. Der bor 51 på vores sikrede område. Kun to af dem har en dom, der siger, de ikke må have adgang til computer eller mobiltelefon. Derfor er det en stor opgave at skærme de to beboere fra resten af beboerne.

Han forklarede, at de ikke har lov til at spærre anbragte inde, da det er et socialt bosted og ikke et fængsel, og derfor har beboerne ret til at færdes frit blandt hinanden.

Tidligere ministre har forsøgt at gribe ind over for de dømtes adgang til internet, men i januar i år forkastede Mai Mercado den tidligere socialminister Karen Ellemanns (V) forslag, som hun kaldte ubrugeligt, skriver Ekstra Bladet.

Der er i 2017 omkring 350 medarbejdere på Kofoedsminde og omkring 70 beboere, som har fået en dom, eller som er idømt en foranstaltning i et åbent eller sikret miljø.