Løkke blander sig i sagen om aflyst julegudstjeneste på folkeskole

Foruden statsministeren retter både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti kritik af Gribskolen i Nordsjælland.

På Gribskolen i Græsted i Nordsjælland har et pædagogisk udvalg i år valgt at droppe den traditionelle julegudstjeneste i den lokale Gribskov Kirke for de yngste elever inden juleferien.

Beslutningen har sat sindene i kog og medført en lang række klager fra børnenes forældre på Gribskolen samt ramaskrig blandt politikere - ikke mindst fra landets statsminister.

- Det er en ommer!, lyder den kontante udmelding fra Lars Løkke Rasmussen (V) på Facebook, der selv gik på Gribskolen fra 1.-9. klasse.

Kritik fra flere sider

Lars Løkke Rasmussen er langt fra den eneste politiker, der har været ude og fordømme skolens beslutning.

Det er misforstået hensyntagen,

Undervisningsminister Merete Riisager, Liberal Alliance

En lang række borgerlige politikere har blandet sig i debatten og kritiserer ligeledes Gribskolens beslutning om at droppe den traditionelle julegudstjeneste.

Dansk Folkeparti er blandt de hårdeste kritikere, hvor integrationsordfører Martin Henriksen mener, at Gribskolen bør fastholde de kristne traditioner.

Han hagler beslutningen ned i en kommentar på sin Facebook-side og skriver blandt andet:

- Ledelsen på den pågældende skole skulle skamme sig! Ganske enkelt. Folkeskolen skal stå fast på dansk kultur i stedet for at afskaffe dansk kultur.

Af hensyn til andre trosretninger afskaffer folkeskole den årlige gudstjeneste. Jeg tror, at flere danskere i fremtiden...

Posted by Martin Henriksen on Sunday, December 10, 2017

- Grotesk

Folketingsmedlem Marie Krarup (DF) er på linje med sin partifælle. Hun mener, at afgørelsen er en "grotesk mangel på almindeligt selvværd".

- Vi er et kristent land. Derfor har vi kristne traditioner. Det skal vi saftsuseme ikke sløjfe i multikulturalismens navn. Føj for den!, raser hun i sit Facebook-indlæg, hvor hun efterlyser andre eksempler på skoler, der har droppet den traditionelle juleafslutning.

Grotesk mangel på almindeligt selvværd. Vi er et kristnt land. Derfor har vi kristne traditioner. Det skal vi saft...

Posted by Marie Krarup on Saturday, December 9, 2017

Undervisningsministeren: - Misforstået hensyntagen

Undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance mener, at sagen fra Græsted er håndteret uheldigt på Gribskolen.

- Jeg synes, det er helt forkert. Man skal ikke afskaffe sine traditioner, fordi nogle elever har anden baggrund. Det er misforstået hensyntagen, siger Merete Riisager til TV 2.

Hun synes ikke, at det er måden at drive integration på.

Undervisningsministeren: - Misforstået hensyntagen at aflyse julegudstjeneste Video: Hans-Henrik Busk Stie

- Det er stik modsat. Vi skal byde eleverne velkommen med de traditioner, som vi har, og ikke nedtone vores egne kulturarv, siger Merete Riisager.

Ifølge dansk lov må der ikke forkyndes i religionsunderundervisningen i folkeskolen. Den lokale sognepræst fra Græsted, Ole Backer Mogensen, siger til TV 2, at man ikke kan opholde sig i en dansk folkekirke under en julegudstjeneste uden at forkynde det kristne budskab.

Undervisningsministeren afviser dog, at en enkel årlig julegudstjeneste udgør et problem.

- Eleverne må gerne komme på kirkebesøg, det er der ingen, der dør af, siger Merete Riisager.

- Fuldstændig vanvittigt

Fra Det Konservative Folkeparti lyder der lignende toner som resten af de borgerlige politikere.

Gruppeformand Mette Abildgaard kalder skolens beslutning for "fuldstændig vanvittig" i et indlæg på Twitter.

- Vi skal ikke droppe danske traditioner af den slags her, lyder opfordringen fra Mette Abildgaard.

Skoleleder uenig

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, er uenig med de borgerlige politikere.

Han mener ikke, at der er noget galt i, at man eksempelvis på Gribskolen har valgt at droppe den traditionelle kirketur af hensyn til de ikke-protestantiske elever.

- Det synes jeg, at man skal finde ud af på den enkelte skole. Der er ikke noget odiøst i, at en skole ikke går i kirke. Det er der masser af skoler i Danmark, som ikke gør, og der er ikke nogen regler på området, der siger, at man skal gøre det, siger Claus Hjortdal til TV 2.

TV 2 vil forsøge at indhente flere kommentarer til sagen fra de politiske partier i løbet af dagen.