Demonstration foran USA's ambassade: - Trump har slået fredsprocessen ihjel
Præsidentens anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har ført til vrede verden over.
Flere hundrede mennesker var fredag eftermiddag mødt op til demonstration foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.
De var mødt op for at vise deres utilfredshed, efter den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag bekendtgjorde, at han officielt anerkender Jerusalem som hovedstad i Israel. Samtidig har han beordret, at USA's ambassade i landet skal flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem.
Mens Trumps beslutning har vakt glæde i Israel og hos premierminister Benjamin Netanyahu, har den også ført til vrede blandt palæstinenserne, der ligeledes gør krav på Jerusalem som hovedstad i en fremtidig, suveræn stat.
Ved fredagens demonstration på Østerbro har flere af de fremmødte demonstranter også medbragt palæstinensiske flag. Et stort politiopbud holder demonstranterne samlet på fortovet på den modsatte side af vejen end den amerikanske ambassade.
- Trump, Netanyahu og andre formørkede kræfter forsøger at gøre spørgsmålet om Palæstina til et spørgsmål om religion. Men det er det ikke. Spørgsmålet om Palæstina er er et spørgsmål om international lov og menneskerettigheder, rungede det i højttalerne fra en af demonstranterne.
Arrangør: Trump har slået fredsprocessen ihjel
Blandt de fremmødte demonstranter havde de fleste palæstinensisk oprindelse.
- Vi er her for at protesterer og for at vise vores vrede over den uretfærdige beslutning, som Trump har foretaget. Med sin beslutning har han slået fredsprocessen ihjel og sat krig i gang mod Palæstina, fortæller en af arrangørerne, Kasem Ahmad, til TV 2.
Han understreger, at det palæstinensiske folk er meget vrede, og han mener, at konsekvenserne af den amerikanske præsidents udmelding bliver uoverskuelige.
- Det eneste, vi kan gøre, er at demonstrere fredeligt og levere et budskab til USA's ambassade og til vores regering om, at de skal lade være at føle Trumps beslutning, og at de skal anerkende Palæstina som en stat med Jerusalem som hovedstad, siger Kasem Ahmad.
Efter de sidste taler blev demonstrationen opløst sidst på eftermiddagen.
Frygt for store uroligheder i Jerusalem
Udmeldingen fra Donald Trump har medført frygt for at urolighederne eskalerer i de palæstinensiske områder i Jerusalem fredag eftermiddag.
Den militante palæstinensiske gruppe Hamas har annonceret Vredens Dag efter fredagsbønnen, og der ventes store demonstrationer i Gazastriben, Vestbredden og i Østjerusalem.
Tidligere har præsidenten for det palæstinensiske selvstyreområde, Mahmoud Abbas, betegnet Donald Trumps erklæring som en provokation.
- Den amerikanske regering har med dette besluttet sig for at overtræde alle internationale og bilaterale resolutioner og aftaler, lyder det fra Abbas.
Samtidig har generalsekretæren for den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, Saeb Erekat, udtalt, at Trump med sin beslutning har sat fredsprocessen tilbage, og at USA har diskvalificeret sig selv fra at spille en rolle i den fremover.
FN advarer mod amerikansk enegang
FN's generalsekretær, António Guterres, advarede torsdag USA mod at gå enegang i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Han understregede, at der ifølge ham ikke findes noget alternativ til tostatsløsningen.
- Jerusalem er et spørgsmål, som skal løses gennem direkte forhandlinger mellem begge parter på grundlag af FN's Sikkerhedsråd og generalforsamlingens løsninger, sagde Guterres.
Den tyske regering mener, at USA går den forkerte vej, og Tyskland støtter ikke Trumps udmelding, meldte forbundskansler Angela Merkel ud via sin talsmand.
- Jerusalems status skal forhandles inden for rammerne af en tostatsløsning, sagde Merkel ifølge Steffen Seibert.