Samfund

Åbning af letbane atter udsat - nu tager fire drenge kage med til førerne

Fire drenge har taget en trøstegave med til Aarhus' letbaneførere, som har kørt i flere måneder uden passagerer.

Fredag besluttede Trafikstyrelsen, at letbanen i Aarhus endnu ikke må medtage passagerer.

Man mener, at der stadig mangler noget arbejde, før byens borgere kan få lov til at køre med letbanen i de aarhusianske gader.

Trods endnu en udskydelse har det ikke forhindret fire unge drenge i at tage forskud på glæden, for i deres øjne er letbanen i sig selv en anledning til at fejre.

Fejring af letbanen

På et af letbanens stoppesteder står Kim Bisgaard, Adrian Matthew Fey, Jacob Bartholin og Stefan M. Rasmussen med en gave til en letbanefører.

- Vi vil gerne fejre letbanen, om den kører eller ej, fortæller Kim Bisgaard til TV 2.

Han har sammen med sine tre venner arrangeret en folkefest lørdag den 16. december 2017, der skal markere, at Aarhus har fået en letbane - med eller uden passagerer.

- Vi skal have folk herned for at vise, at Aarhus ikke lægger sig fladt ned, når Danmark står og peger fingre, fordi Trafikstyrelsen og kommunen ikke kan blive enige angående noget sikkerhed, siger Kim Bisgaard, der er en af arrangørerne bag begivenheden ’Folkets Letbaneåbning’.

Letbanefører fortjener en gave

Selvom letbanetogene endnu ikke har fået grønt lys til at medtage passagerer, har de alligevel kørt rundt i Aarhus’ gader i et par måneder for at teste dem. 

Derfor mener de fire drenge, at letbaneførerne fortjener en belønning.

- Vi skal give trøstekage til letbanechaufførerne - de mest ensomme mennesker i Aarhus. De har kørt 97.000 kilometer for letbanen uden mennesker, siger Kim Bisgaard.

Og da et af letbanetogene kommer frem til stoppestedet, hvor de fire drenge står, får føreren af toget gaven.

- Vi tænker, at nogle af de her ensomme chauffører, der kører rundt og laver det hårde arbejde, de skal fejres lidt, så vi har taget kransekage med til dig og dine kollegaer, siger Adrian Matthew Fey til føreren, mens han får overrakt kransekagen, som drengene har købt.

Forventes at køre snarest

Folkefesten, der bliver afholdt om en uges tid, har over 1600 interesserede gæster på Facebook og vil blive afholdt, uanset om letbanen er officielt åbnet eller ej.

- Det er bare et spørgsmål om tid, før den kommer til at køre. Det her handler om ikke at vente på nogen, vi gør det bare, lyder det fra drengene.

Ifølge vicedirektør i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen Kåre Clemmesen kan letbanen starte driften i slutningen af uge 50 eller et par dage inde i uge 51.