Samfund

Robotterne kommer - og taberne er lettest at få øje på

Robotter og digitalisering skaber mange nye job i fremtiden, men det er svært at pege dem ud allerede nu.

Robotter og digitalisering vil koste en halv million jobs i Danmark frem til 2030, men vil samtidigt skabe lige så mange nye jobs.

Problemet er, at mens man ganske præcist kan udpege, hvilke faggrupper, der vil miste deres arbejde, så er det noget sværere at sige, hvilke nye jobfunktioner, der kommer til.

- Det siges jo, at måske en tredjedel af de jobs, som vores børn skal bestride om 15 år, slet ikke er opfundet endnu, som seniorprojektleder for robotteknologi Steen Harder Ulrichsen fra Teknologisk Institut udtrykker det.

Mandag holdt regeringens såkaldte Disruptionsråd møde. Op til mødet har konsulentfirmaet McKinsey udarbejdet en rapport, der peger på, hvilke erhvervsgrupper der i særlig grad risikerer at blive erstattet af ny teknologi frem til år 2030.

Se listen nederst i artiklen.

Hvilke faggrupper der til gengæld får gavn af den teknologiske udvikling, er til gengæld sværere at spå om. Men TV 2 har bedt tre eksperter på området om at komme med deres bud.

'Prøv at tænke 100 år tilbage'

- Det er slet ikke sikkert vi kender de jobs endnu. Prøv at tænke 100 år tilbage og forestil dig vores bedsteforældre forholde sig til fjernsyn og mobiltelefoner. Men på den korte bane vil robotter og digitalisering skabe jobs i Danmark, fordi virksomheder vil vende tilbage til Danmark, efterhånden som arbejdslønnen bliver en stadig mindre del af omkostningerne. Det vil være en fordel for Danmark, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Robot i arbejde hos Svendborg-firmaet CC Jensen

Han peger også på en række job, der er direkte forbundet med den nye robotteknologi. Både produktion, kodning og programmering af robotter og flere jobs hos underleverandører.

- Og så vil vi se en række nye jobs i serviceindustrien, efterhånden som vi får mere fritid, siger Thomas Søby.

Udviklingen skaber nye jobs

Politikchef i tænketanken Cevea Kasper Fogh peger på, at vi allerede nu kan se eksempler, at den nye digitale udvikling skaber nye jobs.

- Det er klart, at der er brancher, der bliver direkte negativt berørt. Hvis der for eksempel kommer flere selvkørende biler, så er der ikke behov for så mange chauffører. Men den samme udvikling skaber også nye jobs. I dag bliver der skabt nye jobs i hotel- og restaurationsbranchen. Og det er ikke fordi danskerne går mere ud og spiser. Det er fordi der kommer flere turister til Danmark, blandt andet på grund af en nyskabelse som Airbnb, der gør det billigere at besøge Danmark, siger Kasper Fogh.

Robotter på arbejdspladser (arkivfoto fra Japansk fabrik)

Øget produktion

Steen Harder Ulrichsen fra Teknologisk Institut, der følger tæt med i de danske virksomheders indførelse af robotteknologi, siger, at den nye teknologi ofte betyder nye jobmuligheder.

- Vi skal huske på, at mange virksomheder bruger den nye teknologi til at udvide den daglige produktion, ikke bare til at fortsætte den samme produktion med færre medarbejdere.

- I den nærmeste årrække får vi øget behov for personer med en vis teknisk snilde på alle niveauer. Nogle skal være ingeniører, andre skal være faglærte. En øget produktion skaber behov andre steder i virksomheden for industriteknikere, designere og sælgere, siger Steen Harder Ulrichsen.

Robot i funktion hos Kopenhagen Fur

Eksperterne er enige om, at de danske virksomheder og det danske samfund nok skal klare den ellers så frygtede disruption, som robotter og digitalisering vil byde på (disruption er betegnelsen for en omvæltning af de eksisterende betingelser, der er så stor, at virksomhederne bliver tvunget til at nytænke deres forretningsmodel).

- Det nye er, at tingene går så meget stærkere end før. Men til gengæld er vi bedre rustet, fordi vi har været vant til omlægninger og automatiseringer i mange år. Der er vi bedre rustet end så mange andre lande, siger Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.

Det er Steen Harder Ulrichsen fra Teknologisk Institut enig i:

- De store danske virksomheder betragter ikke robotter som en disruption i den forstand, at det skulle ændre alting. Det er et naturligt skridt i en automatisering, der har været i gang længe. Vi tilpasser os, og samfundet har ikke ændret dramatisk karakter, siger han.

'Vi skal regulere det nye'

Overgangen til den nye teknologi kræver dog, at samfundet er opmærksom på de ændringer den vil indebære, siger politikchef Kasper Fogh fra Cevea.

- Vi kommer til at leve i en økonomi, hvor folk oftere skifter jobs. Og vi skal skabe et samfund, der kan leve op til det ved løbende at opkvalificere medarbejderne. Det er vigtigt, at vi er klar til at tage de nye muligheder, men også er klar til at regulere dem. Tag eksempelvis Uber. Der er det ikke så fornuftigt at sætte et helt fag 40 procent ned i løn. Der skal samfundet være klar til at regulere de nye ting, der dukker op. Det gælder også Airbnb - selv om platformen skaffer flere turister, så skal den jo ikke medvirke til at ødelægge boligmarkedet i København, siger Kasper Fogh.

Disse jobtyper er særligt truede af robotter og digitalisering

  1. Lagerarbejdere

    .

    32.000 lagerarbejdere

  2. Bus- og lastbilchauffører

    .

    30.000 bus- og lastbilchauffører

  3. Kontorarbejdere

    .

    26.000 kontorarbejdere (inclusive postarbejdere, korrekturlæsere og arkivarer)

  4. Smede og værktøjsmagere

    .

    25.000 smede, værktøjsmagere med mere

  5. 'Manuelt arbejde med tilberedning af mad'

    .

    27.000, der arbejder med 'manuelt arbejde med tilberedning af mad'

  6. Mekanikere

    .

    20.000 mekanikere

Tallene er hentet fra den rapport, som konsulenthuset McKinsey har udarbejdet.

I rapporten har McKinsey beregnet, hvor mange danskere der er særligt følsomme overfor den teknologiske udvikling, fordi deres jobs forholdsvis let kan udføres automatisk. Selskabet har samtidigt givet et bud på, hvor mange det kan ramme i hver af de mest udsatte brancher.