Særligt unge mellem 18 og 29 år oplever stress. Få 10 råd til, hvordan du minimerer risikoen for det.
Gaveræs, julefrokoster, juleklip, mad og indkøb i lange baner.
Julen kan være en hektisk tid. Og spørger man manden, der sælger brændte mandler på strøget i København, har juletravlheden ikke engang for alvor ramt de handlende danskere endnu. Det sker på vanlig vis først længere inde i december.
En ny megafonmåling viser dog, at cirka hver femte dansker finder julemåneden mere stressende end de resterende 11 måneder på året. Særligt de unge føler sig ramt.
- Jeg kan rigtig godt lide julen, men jeg synes også, det er en rigtig hektisk tid. Der er mange ting, man skal forholde sig til; hvem man skal give julegaver, hvem man skal tænke på, sende hilsner til, og nu er mine forældre skilt, så jeg skal også forholde mig til, hvem jeg skal holde jul hos og så videre, fortæller gymnasieeleven Frida Dyekjær Giese, da TV 2 møder hende på gaden i København.
Julemåneden er lig med præstationspres
Den øgede juletravlhed skyldes ifølge Solveig Wandall fra Stressforeningen, at danskernes forventninger til årstiden er ganske høje.
- Når det er jul, er der rigtig mange krav og forventninger. Der er virkelig pres på, at man gerne vil leve op til alle familiens ønsker, siger hun.
Også Michael Kristensen fra Dansk Julemands Laug, der hvert år møder børn og forældre iklædt sin julemandsdragt, oplever, at stressniveauet er lidt højere end ellers. Og han gør sit for at lægge en dæmper på det.
- Når jeg går derude som julemand og ser de her familier og børn, handler det for mig om at hilse på dem og få fjernet den stress, der nu er, fortæller han.
- Der er for meget travlhed, og nogle gange står forældrene og siger ”ej, kom nu, vi skal lige nå noget”, og det er jo selvfølgelig synd, når der er nogle børn, der gerne vil hilse på julemanden.
Den bedste gave, man kan give mennesker, er nærvær, så man skal ikke stresse for meget op til jul
Bjarne Toftegård, stressekspert
Men det er ikke fuldkommen umuligt at undgå følelsen af ekstra travlhed i julemåneden, mener man i Stressforeningen. Og rådene er umiddelbart ganske simple.
- Planlæg din tid, prioriter, hvad der er vigtigt for dig, husk din søvn og sørg for at forventningsafstemme, så du får det, du rigtig gerne vil have ud af din jul, siger Solveig Wandall.
Læs alle rådene fra Stressforeningen nederst i artiklen.
Jo yngre desto mere stresset
Den gode nyhed er dog, at det lader til, at fænomenet julestress synes at aftage med alderen.
26 procent af de 18-29-årige i Megafons måling svarer nemlig, at december er den mest stressende måned. Men tallet daler støt og roligt med alderen og bliver lavest blandt de 70+årige, hvor kun 11 procent mener, at december er mest stressende.
Det er særligt de unge mellem 18 og 29 år, der oplever stress i juletiden. Det viser en ny Megafonmåling. Video: Christina Toustrup Eriksen
71-årige Åsa Christensen er pensionist, og hun mente bestemt ikke, at hun var, da TV 2 mødte hende på gaden.
- Absolut ikke. For mig er det ikke stressende. Jeg tager det, som det kommer, siger hun.
Heller ikke Niels-Erik Nybo følte sig ramt af julestress.
- Jeg har styr på det hele. Vi har ikke købt en eneste gave endnu, men derfor har vi stadig styr på det, griner Niels-Erik Nybo, der også er pensionist.
Ifølge stresseksperten Bjarne Toftegård er én ting vigtigere at huske på end alt andet. Og måske er det også netop det, som et lidt længere liv har lært pensionisterne.
- Den bedste gave, man kan give mennesker, er nærvær, så man skal ikke stresse for meget op til jul. Husk på nærværet, siger Bjarne Toftegård.
Læs flere råd mod julestress herunder:
10 råd mod julestress
Planlæg
Ro i kalenderen hjælper til at skabe ro i sindet. Ved at bruge god tid på at planlægge til at starte med, kan du spare meget tid i den anden ende. Start i god tid og tag dine opgaver i bidder. Hvis du har lagt en plan i god tid, er det også lettere at sige nej, hvis der skulle opstå ekstra arrangementer eller opgaver. Læg en plan, der passer dig og din familie, og hold fast i den.
Prioriter
Find ud af, hvad der er vigtigt for dig og din familie og vær bevidst om, at du ikke kan nå det hele. Indret dine juleplaner, så dine ambitioner svarer til det realistiske. Tænk over, om du kan takke nej til de invitationer, der er mere pligt end lyst, og husk at du altid kan aflyse, hvis det hele er blevet for meget.
Få din nattesøvn
Søvn er fundamentet for vores sundhed. Uden søvn bliver din hjerne træt, træg, langsom og glemsom. Gå derfor ikke på kompromis med din nattesøvn, da det skaber problemer i den anden ende, når du skal indhente det forsømte.
Hold pauser
Selvom der er meget, der skal gøres til julen, er det vigtigt at lade hjernen restituere og holde fri, så du kan være fuldt til stede i de aktiviteter, du har planlagt. Skab plads i kalenderen til at gå en tur ud i naturen, meditere, læse en god bog, se julekalender eller film med familien. Sørg måske for at have ”alenetid”, hvis du ved, det hjælper dig. Husk at slappe af og gøre, hvad der føles godt.
Spring over, hvor gærdet er lavest
Der er mange måder at spare på kræfterne. Måske behøver du ikke give din bolig den store julerengøring, og du kan overveje, om det nu også er nødvendigt at lave maden selv? Drop julerengøringen, lad pynten blive i kassen og husk at købte pebernødder, æbleskiver og andesauce også kan smage rigtig godt.
Uddeleger opgaver
De bredeste skuldre bør bære det tungeste læs… Eller hvad? Når hele familien samles, er der ofte én, der trækker det største slæb. Er det dig? Overvej om du kan uddelegere opgaverne, hvad enten det er gaveindkøb, madlavning eller rengøring. Julen er hjerternes fest, så mon ikke din familie eller venner gerne vil hjælpe.
Køb hjælp
Hvis der er økonomisk overskud, er det i dag muligt at købe hjælp til stort set alt. Køb en rengøring, få julefrokosten bragt udefra, eller måske kan naboens datter bestikkes til at købe ind. Hvis der ikke er økonomi til det, kan I tale om i familien, hvem der gør hvad, så det bliver ligeligt fordelt.
Køb dine julegaver på nettet
Mange større butikker garanterer levering på få dage i julemåneden. Lav en god kop kaffe eller the, sæt dig i din sofa og udvælg årets gaver i ro og mag. På den måde undgår du at løbe fra butik til butik. Hvis du er heldig, kan du nøjes med en enkelt tur på posthuset.
Dyrk motion
Julen er en notorisk spise-sidde-tid. Der bliver sjældent inviteret til den store motion, men måske kan du være den, der går forrest? Inviter dine kollegaer med på en frisk gåtur, eller sørg for at holde din sædvanlige motionsrutine. Det skaber overskud og energien til at klare de øvrige opgaver. Husk at sex også tæller og virker afslappende og beroligende.
Gør ikke noget, du ikke har lyst til
Vigtigste af alle punkter. Det er din jul – du bestemmer, hvad der er en dejlig jul for dig. Lad være med at påtage dig for mange opgaver eller arrangementer, hvis det stresser dig unødigt. Husk at ”nej” til én ting betyder ”ja" til dig selv, og hvad der gør dig glad. Julestemningen er, hvad du gør den til.