35 superbyer i Kina har økonomier som lande - denne by svarer til Danmark
En blogger på det økonomiske site Visual Capitalist har lavet en liste over 35 kinesiske byer med økonomier på størrelse med hele lande i verden.
Kender du byen Nanjing, hovedstad i Jiangsu-provinsen i det østlige Kina?
Hvis ikke, så ligger den ved Yangtze-floden, har cirka 7,1 millioner indbyggere og blev i 1937 udsat for japansk bombning af civilbefolkningen i det, der er kendt som Nanjing-massakren. Den kostede op mod 300.000 mennesker livet.
Og så har den - for mange danskere måske ukendte kinesiske by - en økonomi på størrelse med Danmarks. Det viser en opgørelse lavet af sitet Visual Capitalist.
Sitet har udarbejdet en oversigt over 35 kinesiske byer, som har en økonomi på størrelse med hele lande - fra de Arabiske Emirater og Filippinerne over Grækenland, Østrig og Sverige til Finland, Bulgarien og altså Danmark.
Visual Capitalist har målt den økonomiske aktivitet (bruttonationalproduktet, BNP) i købekraft-termer (Purchasing Power Parity, på dansk KKP) og ikke samlet faktiske valutakurser.
Byen Nanjing havde i 2015 en økonomi på 272 milliarder dollars (målt i PPP), svarende til den danske økonomi målt i PPP, der ifølge Wikipedia i 2013 blev anslået til 211,3 milliarder dollars (cirka 1715 milliarder kroner). Det rødhvide BNP overgår dog stadig den kinesiske sværvægter med bruttonationalprodukt over 2000 milliarder kroner.
Christina Boutrup, tidligere korrespondent for Berlingske i Kina, forfatter til flere bøger om Kina og vært på radioprogrammet 'Globus Kina', siger, at det er Kinas størrelse, der kommer bag på mange.
- Det er rigtigt, at udviklingen i den økonomiske vækst og velstand i landet har været stabilt stigende. Men det, der er vildt, og som mange ofte undervurderer, er størrelsen. Kina har verdens største befolkning. En femtedel af verdens befolkning bor i Kina, og landet har verdens største digitale økonomi. Det er et problem, at mange af os ved så lidt om Kina, siger hun.
Beijings økonomi på størrelse med de Forenede Arabiske Emiraters
Omfanget af den kinesiske økonomis størrelse demonstreres bedst af et par tal fra oversigten.
Den folkerigeste by i Kina, Shanghai, hvor der bor 9,3 millioner indbyggere i selve Shanghai og over 18 millioner indbyggere i kommunen, har med et 2015-PPP på 810 milliarder dollars også den største økonomi blandt byerne i Kina - og det tal er ifølge oversigten på størrelse med Filippinernes økonomi.
I 2007 havde Kinas hovedstad, Beijing, 7,6 millioner indbyggere i selve byen - og 17,43 millioner indbyggere i Beijings omegn. Byen har også den næststørste økonomi blandt Kinas byer med et 2015-PPP på 664 milliarder dollars - det er ifølge Visual Capitalist nogenlunde det samme som et af de rigeste lande i verden, oliestaten De Forenede Arabiske Emirater, der i 2016 havde et samlet PPP på 675,3 milliarder dollars.
Jeff Desjardins, som har udarbejdet oversigten for Visual Capitalist, oplyser i en kommentar til bloggen med oversigten, at tallene er blevet opdateret efter kritik af oversigten i dens oprindelige form. Her blev det påpeget, at tal for byers økonomi, som gøres op i PPP, ikke var umiddelbart sammenligning med landes økonomi, som gøres op i BNP. Oversigten er efterfølgende opdateret, oplyser Jeff Desjardins.
Herunder kan du se listen over de 35 kinesiske byer og de lande, deres økonomier svarer til i PPP.