Samfund

Butikker drukner i pakkekaos: - Det er blevet meget vildere

Danskernes indkøb på Black Friday og julehandlen skaber for tiden travlhed i mange pakkeshops.

Der er pakker fra gulv til loft, fra væg til væg. De er både store og små, og de bliver bare ved med at komme.

- Vi har aldrig oplevet så mange pakker, som vi har gjort i den her uge, siger Maria Møller, der er forområdeleder i Kvickly Dalum på Fyn.

Butikkens pakkeshop er i øjeblikket fyldt til det yderste, og butikken har to gange måttet skrive ud via sin Facebook-side, at de gerne vil have kunderne til at afhente deres pakker ekstra hurtigt. Ellers løber de simpelthen tør for plads.

Vi vælter fortsat rundt i pakker fra både GLS og Postnord - så kom endelig og hent så hurtigt som muligt, når du får...

Posted by Kvickly Dalum on Thursday, November 30, 2017

- Jeg kan godt forstå, hvis man synes, det er nemmere at lade os opbevare dem. Man har jo 14 dage til at hente sin pakke, men vi vil meget gerne af med dem, siger Maria Møller.

I butikken er de blevet nødt at opsætte ekstra hylder bag kassen for at få plads til alle pakkerne.

Blandt de større er både en stor kasse med et bordfodboldspil og en madras, der optager plads i det normale bagerområde. Det er besværligt at flytte rundt med, men de ansatte kan ikke gøre andet end at vente på, at modtagerne dukker op og henter pakkerne.

Maria Møller viser rundt i pakkeshoppen i Kvickly Dalum. Her ses et udsnit af de mange pakker, der ligger uafhentet.

- Meget vildere end sidste år

Den fynske Kvickly er langt fra alene om at være ved at svømme over i pakker. Billedet er det samme på rigtig mange posthuse samt butikker og tankstationer med pakkeshops.

- Efter der er kommet så mange pakker, laver vi ikke andet. Man har en følelse af, at vi er mere et posthus end en tank. Det er blevet meget vildere end sidste år. Der er kommet så mange flere, siger servicemedarbejder Christian Larsen, der arbejder på en OK Plus-tankstation.

Christian Larsen og en kollega er igang med at ordne pakkerne hos OK Plus i Odense.

Det er særligt den begyndende julehandel og sidste uges ”Black Friday”, der har sendt pakkeafhentningsstederne på overarbejde.

Den amerikanske shoppedag Black Friday, der de seneste år også har gjort sit indtog herhjemme, blev den største shoppedag i Danmark nogensinde. En opgørelse fra Nets har vist, at der blev der shoppet for mindst 2,1 milliard kroner.

Flere pakker kræver flere på job

På de to OK Plus-tankstationer, som TV 2 lørdag besøgte, ansætter de ekstra mandskab til at håndtere pakkepresset. Ellers har de ansatte nemlig svært ved at nå at passe deres andre opgaver.

- For eksempel brændte jeg lige en kundes hotdog på til frokost, fordi jeg glemte, at havde sat den over, da jeg havde været ude og hente fire pakker i træk, siger servicemedarbejder Stine Sørensen.

Stine Sørensen forklarer, pakkerne giver travlhed hos OK Pus i Havnegade i Odense.

Også i Kvickly betyder travlheden, at de ansatte må løbe stærkere. Der er stadig rigtig mange kunder i butikken, så også her er de nødt til at have mange ressourcer på arbejde.

- Det betyder rigtig meget, og vi sætter selvfølgelig rigtig mange kræfter ind på det her. Men vi skal huske på, at vi er også en dagligvarebutik og ikke bare et posthus, så vi skal også stadigvæk sælge vores mælk og flæskesteg til kunderne, fortæller Maria Møller.

Hendes oplevelser er dog, at kunderne generelt har forståelse for, at de i disse tider måske skal vente fem minutter længere end normalt.

- Sådan er det jo, vi kan ikke løbe stærkere, end vi kan, siger Maria Møller.

Udsigt til øget julehandel

Efter en travl uge begynder pakkepresset så smidt at stilne af igen. I Kvickly håber de ansatte nu, at de kan få en uges pause, inden pakker fra julehandlen for alvor begynder at strømme ind.

Og meget tyder på, at de skal forberede sig på mange pakker fra julehandlen i år, vurderer cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.

- Det kommer til at gå bedre end sidste år. Målt i kroner bliver det det største nogensinde. Vi er per indbygger stadig lidt under, hvad vi var før krisen, men det ser rigtig godt ud, forklarer han.

Det begrunder han med, at danskerne har flere penge mellem hænderne, og at flere er i job. Altså er der flere penge at bruge af. Og mange af de penge bruger vi i disse år på netbutikkerne.

Dansk Erhverv vurderer, at mindst en fjerdedel af julehandlen vil ske på nettet. Sidste år var andelen på 22 procent.

- Det er jo simpelthen bare nemmere for mange mennesker at købe ind på den måde. Så selvom vi bruger flere penge, har butikkerne ikke nødvendigvis gode tider. Så bliver der til gengæld rigtig travlt for dem, der deler pakker ud. Det gælder alle mulige distributionsfirmaer og så de her efterhånden mange steder, hvor man kan hente sine pakker, siger Las Olsen.