Passager med pensionistkort amok på kontrollør - og det hele bliver filmet

Nye undersøgelser viser, at danskere aldrig har behandlet offentligt ansatte så dårligt, som de gør nu.

- Fuck dig, din luder!

Tilråb som dette er dagligdag for eksempelvis buskontrollører og parkeringsvagter, når de trækker i uniformen og tjekker billetter i det offentlige rum.

De respektløse danskere

Chikane og vold er en trist del af hverdagen for ansatte, der arbejder i det offentlige rum. TV 2 undersøger i en ny, journalistisk programserie de respektløse danskeres opførsel.

Første udsendelse er mandag den 27. november klokken 20.00. 

Anden udsendelse sendes torsdag den 30. november.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det er blevet farligere at arbejde som buschauffør, kontrollør eller parkeringsvagt de seneste år. For det er ikke kun skældsord, der bliver slynget gennem luften.

Mængden af anmeldelser om vold eller trusler mod offentligt ansatte er nemlig stadig stigende.

I 1997 var der eksempelvis på et kvartal 309 anmeldelser af vold og lignende mod offentlige myndigheder. Og her 20 år senere er det tal mere end femdoblet. 1704 anmeldelser er blevet registreret, og det er det højeste antal anmeldelser, siden man begyndte at opgøre det i 1995.

TV 2 har i to programmer fulgt buskontrollører og parkeringsvagters daglige arbejde og kan dokumentere, at vores adfærd i vores offentlige rum er blevet mere respektløs.

- Tillykke med det, kælling!

Programmet viser blandt andet en lang række episoder med danskere, der taler grimt og har en truende adfærd over for parkeringsvagter og buskontrollører.

I toppen af artiklen kan du blandt andet se en af episoderne, hvor en mand bliver rasende, da kontrollørerne konfronterer ham med, at hans pensionistkort ikke længere er gyldigt.

- Aflevér den der lorteting (pensionistkortet, red.). Hvad bilder du dig egentlig ind?, råber han til den kontrollør, der står med hans kort i hånden.

Kontrolløren forklarer roligt, at han bliver optaget både med billede og lyd af de såkaldte body cams, som Movias kontrollører i Københavns bybusser er udstyret med. Men det er han ligeglad med:

- Ja, tillykke med det, kælling, svarer han vredt, hvorefter han fortsætter med at hidse sig op:

- Fuck jer, mand. Hvad bilder I jer egentlig ind? Fucking luder, mand. Du afleverer bare det der (kort, red.), eller også ved jeg ikke, hvad jeg gør ved dig.

Tonen er aggressiv og truende, og der går ikke langt mellem, at kontrollører og parkeringsvagter støder ind i denne type borgere.

Afstemning

Mindre autoritetstro

Lektor i sociologi Marie Rosenkrantz Lindegaard forklarer tendensen med, at vi generelt har fået mindre respekt for autoriteter.

- Vi makker ikke bare ret i dag, og det er jo sådan set positivt, at vi føler, at vi har noget at sige. Men man kan diskutere, om det er gået lidt for vidt. I dag bliver der sat spørgsmålstegn til alt, siger Marie Rosenkrantz Lindegaard, der blandt andet har forsket i vold og chikane i det offentlige rum.

Hun mener, det kan være farligt, at man i så høj grad som i dag ikke kan acceptere, at der er nogen, der har ret til mere autoritet end andre.

- Vi er blevet dårlige til at respektere, at andre nogen gange har ret til at bestemme. Det er blevet sværere at acceptere, at vores egne behov ikke altid står i centrum.

Konfrontationerne kommer tættere på

Socialpsykolog Torben Bechmann Jensen er enig med Marie Rosenkrantz Lindegaard, men peger også på, at vi har fået et samfund, hvor polariseringen er stigende.

Folk ser sig selv mere i kontrast til og i konkurrence med andre, mener han.

- Det er blevet mere legitimt at kæmpe mod hinanden, og konfrontationerne kommer derfor tættere og tættere på.

Kan billetkontrollører og parkeringsvagter få dig som borger helt op i det røde felt, så du opfører dig respektløst? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til mhma@tv2.dk

TV 2 sender programmet ’De respektløse danskere’ i to afsnit. Første afsnit er mandag aften klokken 20.00 på TV 2. Næste udsendelse er torsdag den 30. november klokken 20.00.

Du kan også se programmerne på TV 2 PLAY.