Samfund

Dronningen kommenterer for første gang prins Henriks helbred

Dronning Margrethe har det godt, hvor hun er - når Prinsen har det godt, hvor han er, siger hun i et interview med TV 2.

Dronning Margrethe indledte i dag officielt et tre dage langt statsbesøg i det vestafrikanske land Ghana.

Hvad er demens?

  • Demens er en fællesbetegnelse for en række sygdomme, hvor mentale funktioner bliver svækket.
  • Omkring 200 sygdomme kan føre til demens.
  • Man ved ikke, hvorfor demens opstår, men det skyldes altid forandringer i hjernen.
  • I Danmark lever 70.000-85.000 med en demenssygdom. Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom.
  • Der er cirka 8000 nye tilfælde af demens hvert år.
  • Demens er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark.
  • Der er ingen helbredende kur mod Alzheimer. Man kan mindske symptomerne på nogle af de sygdomme, der giver demens. Derfor er det vigtigt at få stillet en diagnose.

Alzheimerforeningen.

Ghana-turen er Dronningens første statsbesøg, siden hendes mand, prins Henrik, gik på pension, og siden han i efteråret fik diagnosen demens.

I dag kommenterede Dronningen for første gang på Prinsens helbred. Det skete i et interview med TV 2 i Ghana.

- Min mand har det rigtig udmærket i øjeblikket. Jeg har lige hørt fra ham, og han er på et dejligt sted i varme lande ved havet og nyder det - og har det virkelig godt. Så det glæder mig meget. Det er mærkeligt at lave sådan en rejse helt alene, men på den anden side, det er vilkårene. Og når han har det godt, hvor han er, så har jeg det godt, hvor jeg er, siger dronning Margrethe.

Turbulent sommer

Den 6. september i år meddelte dronning Margrethe via hofmarskalen i en pressemeddelelse, at prins Henrik havde været gennem et længere udredningsforløb, hvor det var blevet konkluderet, at han lider af demens.

Som en konsekvens af diagnosen blev det desuden meddelt, at prins Henrik fremover ville neddrosle sine aktiviteter yderligere, ligesom der vil blive taget stilling til protektioner og æreshverv.

Udmeldingen kom efter en turbulent sommer for prins Henrik og kongefamilien. Prins Henrik havde flere gange henover sommeren været indlagt på hospitalet på grund af en infektion i benet, der senere udviklede sig.

På alles læber

Prinsen kom dog for alvor på alles læber, da han i august meddelte, at han ikke længere ønskede at blive begravet ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke.

Den besked blev senere fulgt op af et kort interview med prinsen hos Se og Hør og Billed-Bladet, hvor han blandt andet meddelte, at Dronningen gjorde ham "til narren".