Samfund

Bearnaise fra Aldi og Rema 1000 kaldes tilbage

Arkivfoto. Scanpix

Produktet skal leveres tilbage til butikken, hvor det er købt, eller kasseres, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.

Scandic Food A/S tilbagekalder bearnaisesauce i glas, da der er konstateret vækst af mælkesyrebakterier, hvilket giver risiko for uønsket luftudvikling i produktet.

Det bevirker, at produktet ændrer smag og konsistens og bliver uegnet at spise.

Saucen med en nettovægt på 410 gram er produceret den 11. august 2017 og har en holdbarhedsdato, der udløber den 11. maj 2018. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Mælkesyrebakterier danner luft

- Der er desværre konstateret mælkesyrebakterier i bearnaisesaucen, der både danner luft og syre. Det er ikke noget farligt ved processen, og der er ingen luftgener, men bakterierne skal ikke være der, og produktet bliver derfor uspiseligt, siger Freddy Nielsen, kvalitetsdirektør hos Scandic Foods, til TV 2.

Ifølge kvalitetsdirektøren kender Scandic Food A/S ikke årsagen til problemet.

Omfanget af den uspiselige bearnaisesauce er ligeledes ukendt for Freddy Nielsen, men saucen er solgt i dagligvarekæderne Aldi og Rema 1000.

Rådet fra Fødevarestyrelsen til forbrugerne er at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.