Kommunalvalg 2017

Regionerne har fået bedre styr på sygehusene, mener både patienter og eksperter

Trods skandalesager på andre områder har regionerne gjort det rigtig godt på sundhedsområdet, lyder det fra både patienter og eksperter.

I morgen skal vi udover kommunalvalget stemme til regionsrådene.

Mange vil formentlig gå ind i stemmeboksen med skandalesager i baghovedet som for eksempel akuttelefonen i Hovedstaden eller det kuldsejlede ambulanceselskab Bios i Region Syddanmark.

Trods skandalesager går det faktisk den rigtige vej for landets fem regioner, når man ser på udviklingen inden for sundhedsområdet.

Udskrevet seks dag efter kræftoperation

Ventetiden på planlagte operationer er siden 2008 i gennemsnit faldet fra 70 til 48 dage. Samtidig overlever 12 procent flere af de patienter, som bliver ramt kræft sammenlignet end for 10 år siden, viser tal fra Danske Regioner.

Niels Bonne blev i tirsdags opereret for kræft i blæren. I dag - seks dage efter - blev han udskrevet.

- I mit tilfælde havde jeg smerter, og så vil man gerne af med de smerter. Jeg fik en kræftpakke, og så var det bare afsted, siger Niels Bonne til TV 2.

- Vi har fuldstændig styr på det

For tre år siden havde Urinvejskirurgisk Afdeling på Skejby Sygehus store problemer med at overholde ventetidsgarantien. Siden har de blandt andet ændret strukturen, gennemgået lægernes vagtplaner og sørget for at langtidsplanlægge opgaverne.

- Vi har fuldstændigt styr på, hvornår lægerne er på arbejde, hvilke læger, der er på arbejde og hvad for nogle opgaver, de har. Når man ved det, kan man også sikre noget kontinuitet for patienterne. Samtidig gør det også, at vi har haft mulighed for at udnytte vores operationsprogrammer og vores tider i ambulatoriet langt mere effektivt, siger Bodil Marie Clemmensen, som er oversygeplejerske på Urinvejskirurgisk afdeling på Skejby Sygehus.

Flere af landets førende sundhedsøkonomer er ikke i tvivl. Sundhedsvæsenet er blevet bedre i de seneste 10 år.

- Det, at man bliver behandlet efter nogle retningslinjer, har betydet, at der er meget større standardisering. Vi kan også se, at ventelisterne på forskellige områder er blevet meget bedre, siger Jakob Kjellberg, der er professor ved Aalborg Universitet og tilknyttet VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), til TV 2.

- Der var et stort efterslæb

Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet og cheføkonom i Kræftens Bekæmpelse, er enig:

- Regionerne har gjort det rigtigt godt med hensyn til effektiviseringer. De har fået samlet behandlingerne med stor succes i Danmark. Når det gælder kræftpakkerne har man fået samlet og systematiseret behandlingsindsatsen. Det er noget, som vi begyndte med i 2007-08, og der har vi høstet væsentlige gevinster, siger Jes Søgaard.

Han understreger dog over for TV 2, at det skal med i vurderingen, at der faktisk var et efterslæb og plads til forbedringer, da regionerne overtog opgaven for ti år siden:

- Der var et stort efterslæb. Der var et forbedringspotentiale, og det er i væsentlig grad realiseret. På ti år har vi indhentet over halvdelen af det efterslæb. Det er ret flot. På nogle områder udvikler vi os betydeligt hurtigere end vores nabolande. Ser du på kræftbehandling, så rejste vi ud af landet for at finde de gode steder. Nu kommer de fra de omkringliggende lande og kigger på os, siger Jes Søgaard.

Fremskridtene er ulige fordelt

Interesseorganisationen Danske Patienter er enig i, at der er sket store fremskridt, men peger på, at fremskridtene er ulige fordelt.

- De steder, hvor man har lavet en meget tydelig indsats, for eksempel på kræftområdet og på hjerteområdet, der går det rigtig, rigtig godt. Der har vi fået de her pakkeforløb, hvor man skal leve op til frister for behandlingen. Men andre områder, hvor man ikke har lige så håndfaste krav, halter bagefter, siger formanden for Danske Patienter, Camilla Hersom.

Spørger man sundhedsøkonomerne, er der især et område, der på den måde skiller sig negativt ud i det ellers positive billede. Og det er det psykiatriske område:

- Der, hvor der er meget at hente, er dele af psykiatrien, hvor vi nok skal have prioriteret lidt højere, siger Jes Søgaard.

- Det er fantastisk, at det kan gå så stærkt

På Skejby Sygehus overholder afdelingen nu alle ventetider.

- Det man oplever er, at man ikke går i uvished i rigtig lang tid og ikke kan forstå, at man ikke har hørt fra hospitalet, siger oversygeplejerske Bodil Marie Clemmensen til TV 2.

Det har været altafgørende for netop Niels Bonne:

- Jeg synes, det er fantastisk, at det kan gå så stærkt.