København taber kampen om at få EU-agentur
Amsterdam bliver ved lodtrækning ny vært for EU's lægemiddelagentur efter dødt løb i tredje afstemningsrunde.
København er efter anden runde ude af kampen om at blive ny vært for EU's lægemiddelagentur.
- Ærgerligt, men vi kæmpede bravt, skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen på sin Twitter-profil.
I tredje og sidste runde endte Amsterdam med at få EU-agentur.
På et europaministermøde i Bruxelles gik København ellers videre til den anden runde med lige mange stemmer som Amsterdam. Under den forrige runde fik begge lande 20 stemmer, mens Milano lagde sig foran med 25 stemmer.
Nederlaget betyder, at Danmark går glip af mange nye arbejdspladser og et opsving i antal af møder og konferencer og dermed hotelovernatninger, som Lægemiddelagenturet ville have medført.
I anden runde havde hvert land kun én stemme. Modsat i første runde hvor hvert land havde henholdsvis tre, to og én stemme.
Løkke takker for samarbejde
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ellers benyttet en reklamevideo til at lokke en eventuel placering af Det europæiske lægemiddelagentur i danske omgivelser.
- For at sikre os at København kan levere fra den første dag, har den danske regering besluttet at leje en ny, moderne og bæredygtig bygning, der møder alle EMA's krav.
- Det hedder Copenhagen Towers og står klar til EMA, siger statsministeren i en video, der skal promovere det danske bud.
Regeringen har foruden at vælge Copenhagen Towers i Ørestad til at huse agenturet også tilbudt, at de knap 900 ansatte følger med, hvis Danmark fik agenturet.
Ligesom at Danmark også har tilbudt EU at betale 20 års udgifter til husleje, ejendomsskatter, el, vand og varme.
Men det var tydeligvis ikke nok.
Lars Løkke Rasmussen roser især erhvervsmanden og tidligere direktør for Novo Nordisk A/S Lars Rebien, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) for et godt samarbejde.
- Vi fik sat dansk medicoklynge, virksomhederne og København på landkortet, skriver han.