Samfund

46 kaniner fjernet fra lejlighed – flere måtte aflives

En stor flok kaniner blev i sidste uge fjernet fra en lejlighed på Sjælland. Mange var skambidt.

Frivillige fra Dyrenes Beskyttelse rykkede den 16. november ud til en adresse i Nordsjælland.

Her fandt de 46 kaniner, der alle levede i den samme etværelseslejlighed, hvor de løb frit rundt.

Kaninerne var imidlertid ikke egnede til at leve sammen, og nogle havde bidt hinanden, og flere kaniner var medtagne, skriver Dyrenes Beskyttelse.

Usædvanligt højt antal kaniner

Dyrenes Beskyttelse var blevet opmærksom på dyrene takket være en henvendelse til Dyrenes Vagtcentral 1812.

De 46 kaniner blev fjernet og bragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde.

- Sagen omfatter et usædvanligt højt antal kaniner. Der er tale om en alvorlig sag, hvor kaninernes behov langtfra blev indfriet. Mange af kaninerne har ikke haft det godt i længere tid, og enkelte var blevet skambidte, siger Henrik Bucholdtz, Dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

Flere unger måtte aflives

Da kaninerne ankom til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde måtte nogle hastebehandles på grund af deres skader.

Samtlige kaniner blev undersøgt af en dyrlæge ved ankomsten. Seks kaniner, hvoraf fem var unger, måtte aflives på grund af deres tilstand.

Personale og frivillige på internatet i Roskilde arbejder nu hårdt for at få kaninerne på fode igen, så de kan komme ud i nye familier.