Samfund

Millioner skal bremse folkesygdommen diabetes

Ny handleplan afsætter millioner til at bremse den voldsomme stigning i danskere med diabetes. Antallet af patienter er fordoblet på 20 år.

Et stort flertal i Folketinget vil bruge millioner på en ny indsats mod folkesygdommen diabetes, der nu har ramt en kvart million danskere.

- Vi har set en fordobling af diabetestilfælde indenfor de seneste år, og denne handlingsplan skal bremse den udvikling. Det handler både om en tidligere opsporing og om at sikre en bedre behandling, når folk har fået konstateret diabetes. For det kan være med til at forhindre, at man får følgesygdomme, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby til TV 2.

Folketingsflertallet vil bruge 65 millioner kroner fra de såkaldte satsmidler på en handleplan, udarbejdet af Sundhedsministeriet, der går i gang omgående og strækker sig frem til 2020.

Og det er de danske sukkersygepatienter i Diabetesforeningen meget begejstrede over.

- Det er den bedste plan for diabetesbehandling, jeg nogensinde har set. Ikke bare i et dansk perspektiv, men også hvis man sammenligner med andre lande, siger foreningens direktør Henrik Nedergaard til Ritzau.

Fordobling på 20 år

Antallet af diabetestilfælde i Danmark er vokset eksplosivt i Danmark i løbet af de sidste 20 år. Siden 1997 er antallet af danskere med en sukkersyge-diagnose fordoblet, så der nu er omkring 250.000 patienter.

Fakta om diabetes

*Diabetes (sukkersyge) er en stofskiftesygdom, hvor patientens krop ikke producerer tilstrækkeligt insulin og patienten har forhøjet blodsukker.

*Type 1-diabetes kommer af sig selv. Forskerne er ikke sikre på hvorfor, men sygdommen er delvist arveligt betinget.

*Type 2-diabetes hænger ofte sammen med overvægt og mangel på motion.

*250.000 danskere lider af sygdommen.

*Hvert år dør 1300 danskere af sygdommen.

*Sygdommen koster hvert år det danske samfund cirka 3,2 milliarder kroner

Kilde: Sundhedsministeriet

En af de nye tiltag i handleplanen er, at alle nye diabetes-patienter fremover vil få stillet en såkaldt glukosemåler til rådighed, så snart de får konstateret sygdommen.

En glukosemåler gør det muligt for patienten at måle sit blodsukker, uden at skulle stikke sig i fingeren med en nål for at få en bloddråbe til at pible frem.

- Vi skal blive bedre til at tage os af de børn og unge, der får diabetes. Vi skal bruge de behandlingsredskaber der er, som glukosemålere og insulinpumper, så de kan leve et mere normalt ungdoms- og børneliv, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.