Flere kvinder står nu frem med historier om ydmygelser på Zentropa
Brystklemmer, sæk med sexlegetøj og støn fra chefen er blot nogle af de ting, som tidligere ansatte på filmselskabet Zentropa har oplevet.
Den daværende producerassistent Stine Meldgaard talte i telefon på sin arbejdsplads Zentropa, da chefen placerede sig bag hende.
Mens telefonsamtalen fortsatte, begyndte han at stønne.
”Jeg-knepper-dig-lyde”, som producer Stine Meldgaard, der arbejdede på filmselskabet Zentropa fra 2006 til 2010, beskriver det.
Hun er en af flere kvinder, der nu står frem i Politiken med en række oplevelser med deres tidligere chef Peter Aalbæk Jensen. Oplevelser, der rummer ydmygelser, sexchikane og grænseoverskridende adfærd.
- Som jeg oplevede det, går det mest ud over de unge og de, der er svagere. Og jeg tror, det går mest ud over kvinder, siger Stine Meldgaard.
- Peter Aalbæk Jensen har lavet en kultur, hvor man skal synes, det er sjovt, at nogen får målt hår under armene eller bliver slået i røven. Og den kultur bliver man en del af.
Peter Aalbæk Jensen har i den seneste tid været under voldsomme beskyldninger om sexchikane. Det har blandt andet fået den konsekvens, at den svenske filmstøtteorganisation Film i Väst ikke længere vil samarbejde sammen med Zentropa, som den danske filmproducent er stifter af.
- På Zentropa har man altid kunne vælge mellem nogle klask i røven eller køre ned til Herfølge og muge ud i mit dueslag. Så man har altid haft det frie valg, har Peter Aalbæk tidligere fortalt til TV 2.
Betragter du det som et frit valg?
- Jamen det er jo sjovt, for fanden. Det er jo underholdende, og det er det, som det her elendige liv drejer sig om på jorden.
Gå ud og køb brystklemmer
Også Pernille Fjeld, der gik på Zentropas egen filmuddannelse – den såkaldte småtteuddannelse – fra 2014 til 2015, har sit at berette om den tidligere chef.
Hun kunne klare det ”psykiske spil, ”det usunde arbejdsmiljø” og ”mobbekulturen”. Men det var kun, fordi hun selv spillede med.
- Da Peter Aalbæk ville sende mig ud at købe brystklemmer, spurgte jeg, om han skulle have den type, der også har klemmer til kønsdelene. Og så gad han ikke følge op på det – fordi jeg var med på den, siger Pernille Fjeld til Politiken.
Hun fremhæver desuden en konkurrence om det længste kønshår til julefrokosten og en episode, hvor Peter Aabæk ville have en klipning af hende i bikini.
Intet problem at stønne
Avisen har konfronteret Zentropa-skifteren med de ovenstående episoder, som han bekræfter.
Peter Aalbæk har ifølge eget udsagn orkestreret lege, hvor de ansatte skulle trække sexlegetøj op af en sort sæk. Samt lege, hvor der blev konkurreret om, hvem der har skulle smide tøjet først.
- Jeg skal sige, jeg har ingen interesse i underkastelse og ydmygelse. Men jeg er interesseret i at være grænsesøgende, også helt op til den røde streg, siger han til Politiken.
Han ser ”ikke noget problem i”, at en elev fik besked på at købe brystklemmer, og selvom han ikke kan huske episoden med stønnelydene, siger han:
- Hvad som helst passer sikkert.
Fredag oplyste Zentropa i en pressemeddelelse, at man i ledelsen er blevet enige med Peter Aalbæk om, at klask i numsen ikke længere skal foregå hos filmselskabet.
Vil ikke ændre adfærd
Filmproducenten fortæller dog til TV 2, at han ikke har planer om at ændre adfærd.
- Jeg har jo ikke prøvet at møde på arbejde før og være aseksuel socialdemokrat, som jeg nu bliver bedt om, så det vil være fuldstændig nyt for mig, siger han.
- Jeg tror, mit liv ville blive uendeligt meget fattigere. Min livskvalitet ville simpelthen lide for meget af det, hvis ikke spas og humor og grænsesøgende adfærd var på dagsordenen.
Bestyrelsesformand i Zentropa og direktør i Nordisk Film Allan Mathson Hansen udtaler følgende til TV 2.
- Zentropas ledelse har lagt en plan for, hvordan de vil sikre et godt arbejdsmiljø. Det er jeg tilfreds med. Jeg har tillid til, at de vil have fokus på det fremadrettet og sørge for at skabe et rummeligt, kreativt sted, hvor folk trives.