Samfund

To hunde blev dømt til døden - men ved du, hvilke hunde der er lovlige?

To hunde skal aflives, fordi de muligvis har blod fra en af de forbudte hunderacer i sig. Kender du forskel på de lovlige og de ulovlige racer?

I dag afgjorde Højesteret, at de to hunde Frigg og Marley i en eller anden grad tilhører en forbudt hunderace og derfor skal aflives.

Men Højesterets afgørelse faldt ikke, fordi retten anså det for bevist, at hundene havde en forbudt race i sig.

Afgørelsen kom, fordi hundenes ejere ikke med sikkerhed kunne bevise, at hundene kun var af lovlig race.

I sager om hundeloven er der nemlig såkaldt ’omvendt bevisførelse’, så det er hundeejeren der skal bevise sin påstand om lovlighed – det er ikke politiet, der skal bevise, at hunden er ulovlig.

Før dagens afgørelse i Højesteret sagde Søren Bruun, den ene af de to hundeejere, til TV 2, at han opfattede den ’omvendte bevisførelse’ for en stor uretfærdighed. Han sagde om sine forventninger til dommen:

Hvem ligner Frigg og Marley mest? Faderen, en brun labrador retriver?
...eller en Amstaff-hvalp som denne?

- I det mindste håber jeg på en form for tilkendegivelse af, at der er noget galt med loven og den omvendte bevisførelse. Man kan jo ikke have en lov, man ikke kan håndhæve. Det kunne give mig min tro på retssikkerheden tilbage.

'Hvilke racer indeholder en hund?'

Centralt i sagen står, at det er meget svært at afgøre, hvilke forskellige racer en blandingshund kan indeholde. Højesteret skriver dog i dommen, at ’for at en hund kan blive omfattet af lovens ordning må det i praksis forudsætte, at krydsningen har sat sig spor i hundens udseende’.

Hunden skal altså ligne en af de 13 forbudte hunderacer, som i øvrigt er meget forskellige af udseende.

Ifølge ejerne var de to hunde Frigg og Marleys mor en hund af blandet race, men udelukkende blandet af lovlige racer, mens faderen var en omstrejfende brun labrador retriever.

Den forklaring bakkes op af personen, der solgte hundene til de nuværende ejere og af en uvildig ekspert, der er international dommer ved hundeudstillinger.

Omvendt vurderede de to politibetjente, der hentede hundene, og en dyrlæge, at hundene kunne have en del af den forbudte hunderace ’Amerikansk Staffordshire Terrier’ (Amstaff) i sig.

Højesteret vurderer, at når hundene ikke har nogen stambog, og at oplysningerne om hundenes mor og far er så upræcise, så betyder det, at ejerne ikke kan føre bevis for hundenes ophav.

Kender du de 13 forbudte hunderacer? Tag testen her:

QUIZ: Hvilke af disse hunderacer er lovlige i Danmark?

  1. Amstaff

    Amstaff

    Du har 0 rigtige

  2. Boxer

    Boxer

  3. Rottweiler

    Rottweiler

  4. Fila Brasileiro

    Fila Brasileiro

  5. Kangal

    Kangal

  6. Jack Russel Terrier

    Jack Russel Terrier

  7. Alaskan Malamute

    Alaskan Malamute

  8. Boerboel

    Boerboel

  9. Pittbull Terrier

    Pittbull Terrier

  10. Australian Cattle Dog

    Australian Cattle Dog

  11. Bull Mastiff

    Bull Mastiff

  12. Tosa Inu

    Tosa Inu

13 hunderacer blev forbudt ved lovændringen i 2010. Ejere, der allerede havde en hund af en af disse racer på det tidspunkt, måtte dog beholde dem.

Hundene skal holdes i kort snor og have mundkurv på, når de luftes.

Det er ikke tilladt at anskaffe sig nye hunde af disse racer, heller ikke blandingsracer eller hunde, der har blot en lille del af en forbudt race i sig.