Samfund

Mand redet ned af hest for øjnene af kongehuset under hubertusjagt

Manden fik hjernerystelse, men kunne efter behandling på sygehuset udskrives.

Årets hubertusjagt i Dyrehaven i Klampenborg endte søndag dramatisk for både officials, deltagere og tilskuere.

Med blandt andre kongehuset som øjenvidner blev en mand under opløbet til Eremitageslottet redet ned af en hest. Det fortæller TV 2-journalist Ulrik Scheibye, som kort efter ulykken sammen med andre på stedet ydede førstehjælp til manden.

- Der er omkring 45 heste, der rider om kap, da en official, der forsøger at få tilskuerne på plads, bliver redet ned.

- Hesten rider direkte ind i brystkassen på ham. Og den tramper på ham i hvert fald en gang, siger Ulrik Scheibye.

Mand redet ned under årets hubertusjagt Video: Julie Bjørn Teglgård

Behandles på sygehuset

Danny Johansen, der er presseansvarlig for hubertusjagten, bekræfter, at en official blev redet ned over for TV 2.

- Manden har ikke lidt alvorlig skade, men er til behandling på sygehuset, siger han.

Senere søndag eftermiddag oplyste den presseansvarlige, at manden havde pådraget sig en hjernerystelse og blå mærker, men at han er udskrevet fra hospitalet. 

Uheldet skete tæt ved Eremitageslottet, hvor blandt andet kronprinsesse Mary sammen med sine fire børn overværede afslutningen på hubertusjagten.

Kongehuset var blandt tilskuerne til Hubertusjagten i Dyrehaven.

Hos arrangørerne af hubertusjagten fortæller den presseansvarlige, at episoden var dramatisk for tilskuerne, men at manden var ved fuld bevidsthed, da han blev kørt fra stedet i ambulance.

- Det er jo altid dramatisk, når nogen bløder, siger presseansvarlig Danny Johansen.

En official for hubertusjagt blev under søndagens jagt redet ned.

40.000 tilskuere

Omkring 160 ryttere og heste deltog søndag i hubertusjagten, som altid bliver afholdt den første søndag i november.

Manden blev efter uheldet kørt til behandling på sygehuset.

Den 11 kilometer lange hubertusjagt afsluttes med et opløb, som en gruppe ryttere og heste har kvalificeret sig til. Opløbet har mål nord for slotspladsen.

40.000 tilskuere plejer at overvære den historiske hubertusjagt.

Manden modtog efter uheldet førstehjælp.