Samfund

Genoptræning på egen hånd efter hjerteoperation virker

Det giver mere frihed, når hjertepatienter efter en operation selv kan genoptræne.

Første gang, Thomas Fabritius Falck mærkede hjerteflimmer, var på vej til arbejde for ni år siden.

- Jeg blev dårlig og svimmel, siger han til TV 2 og fortæller, at han heldigvis blev indstillet til en operation.

Efter to hjerteoperationer i henholdsvis 2010 og 2011 skulle hans fysiske form genopbygges. Et nyt forskningsprojekt, som 20 kommuner, 10 sygehuse og Rigshospitalets Hjertecenter står i spidsen for, gav ham mulighed for at droppe den ellers obligatoriske holdtræning, som kommunen tilbød på bestemte dage om ugen.

I stedet begyndte han at genoptræne på egen hånd.

- Jeg synes faktisk, at det fungerede fint. Specielt fordi jeg kunne lægge træningen på tidspunkter, der passede mig bedst. En del af træningen på Rigshospitalet var midt i arbejdstiden, og det kunne være svært at passe det ind med arbejdet.

Formålet med forskningsprojektet var at undersøge, om det gjorde en forskel, når hjertepatienter selv stod for deres genoptræning, og når de trænede sammen med en fysioterapeut.

Ifølge Ann Dorthe Zwisler, der er overlæge og professor hos Videncenter for Rehabilitering og Palliation, er det effektivt når man genoptræner selv.

Ud af de 600 hjertepatienter, der har deltaget i projektet, har halvdelen taget imod tilbuddet om selv at styre deres genoptræning over 12 uger. 

- Når vi sammenligner patienter, der har trænet selv, i forhold til dem, der har trænet superviseret på sygehuset eller i kommunen, gør de det lige godt, siger Ann Dorthe Zwisler.

Træningsdagbog følger hjertepatienter

Lars Hermann Tang, som er fysioterapeuet og forsker hos Videncenter for Rehabilitering og Palliation, er positiv over forskningens resultat.

- Dem, der faktisk valgte at træne selv, viste sig at være i god form, siger han og tilføjer, at de dog ikke er helt alene om træningen.

- Selvom det hedder selvtræning, skal patienten jo have en form for supervision.

Derfor bliver hjertepatienter, inden de begynder at træne på egen hånd, undersøgt af en hjertelæge og en fysioterapeut. Ligesom de også får en træningsdagbog, der fortæller, hvad de skal lave til hver træning, og eksempelvis hvor meget vægt de skal have på træningsmaskinerne.

Kunne du ikke have opnået en endnu mere effektiv og sikker træning, hvis det havde været sammen med en fysioterapeut?

- Nej. Jeg føler, at det, som jeg gør i dag, har jeg helt styr på, siger Thomas Fabritius Falck.

Han har afsluttet sin genoptræning. Og i dag er formen god nok til blandt andet at cykle 16 kilometer til arbejde.

- Det går fantastisk. Jeg mærker ingenting til min hjerteroperation, og jeg har ingen medicinforbrug overhovedet.