Samfund

Overlæge stillede forkert diagnose i 21 kræftsager

Kvinderne var oprindeligt erklæret raske.

Efter mistanke om lægefejl på Regionshospitalet Viborg har 21 kvinder fået diagnosen brystkræft. De var oprindeligt erklæret raske, oplyser Region Midtjylland.

Det var en intern sikkerhedskontrol på Regionshospitalet Viborg, der rejste mistanke om, at en overlæge havde begået fejl i undersøgelser for brystkræft.

Overlægen havde siden juli 2015 undersøgt godt 3600 kvinder. 

21 kvinder i behandling

Kvinderne er siden 30. juni i år blevet tilbudt ekstra sikkerhedstjek for kræftformen.

2162 kvinder tog imod tilbuddet, hvoraf 891 fik foretaget en klinisk mammografi. 21 kvinder har efterfølgende fået diagnosen brystkræft. 

Alle 21 kvinder er nu i behandling.

-Jeg har ikke ord for den situation, som disse 21 kvinder og deres familier nu står i. Vi er dybt berørte af situationen og er blevet bekræftet i, at det var korrekt at tilbyde de ekstra sikkerhedstjek, siger lægefaglig direktør ved Hospitalsendhed Midt Michael Braüner Schmidt.

Sager anmeldt

Regionshospitalet Viborg har med samtykke fra de 21 kvinderne anmeldt sagerne til Patienterstatningen, som nu skal vurdere, hvorvidt der er sket en skade som eksempelvis en forsinket diagnose, og om kvinderne har ret til erstatning.

Hospitalet vil også tilbyde kvinderne en samtale med Michael Braüner Schmidt, som både vil gennemgå forløbet, samt besvare spørgsmål og tale med kvinderne om eventuelle frustrationer.

Sikkerhedstjek lukket

Da kun få kvinder i september og oktober har benyttet sig af sikkerhedstjekket, valgte Regionshospitalet Viborg at lukke ned for tilbuddet fra den 15. oktober.

Ud af i alt 3600 kvinder har 2162 valgt at blive tjekket igen.

-Sikkerhedstjekket var et ekstraordinært tilbud, som vi ikke længere oplever interesse for fra de kvinder, vi har sendt brevet til.

- Hvis der er kvinder, der ved nærmere eftertanke alligevel ønsker at blive undersøgt igen, skal de derfor gå til deres praktiserende læge, som står for første indledende undersøgelse og derefter kan henvise til klinisk mammografi på hospitalet, forklarer Michael Braüner Schmidt.