Nu trækker vandet sig - Danmark undgik historiske vandstigninger
Det blev ikke til den forventede 100-års-hændelse i de danske fjorde.
Sandsækkene var gjort klar, og et 1600 meter langt dige omkransede husene nær Roskilde Fjord for at skærme mod de vandmasser, som stormen Ingolf pressede ind i de danske farvande.
En stormflod var sat til at ramme Danmark søndag aften, men planer om evakuering, risiko for oversvømmede huse og en enkelt borgers flugtvej i form af en gummibåd i Odense forblev ved tanken.
Meteorologerne forventede en 100-års-hændelse, blandt andet med vandstigninger på 198 centimeter over normalen ved Fyn, men så vidt kom det ikke.
- Odense Fjord toppede på 162 centimeter. Man var syv centimeter under grænsen for en 100-års-hændelse, men det niveau nåede vi ikke, fortæller TV 2s vejrvært Thomas Mørk.
Roskilde Fjord har toppet
Et af de steder man forventede en markant vandstigning, var ved Roskilde Fjord, men her var vandet kort før midnat så småt på retur, og beboerne i området havde trukket sig tilbage i deres huse efter at være mødt talstærkt op for at sikre det 1600 meter lange dige.
- Vandstanden er under de forventede værdier, og krisen er afværget. Ved Roskilde Fjord toppede man ved 125 centimeter, og det er markant under de værste prognoser, lyder det fra Thomas Mørk.
Det var ellers varslet, at vandstanden kunne stige med 160 centimeter, og derfor havde Midt- og Vestsjællands Politi også taget sine forholdsregler for at beskytte Vikingemuseet, der ligger tæt på fjorden.
Den kommunikationsansvarlige ved politikredsen, Merete Scheensbeck, siger til Ritzau, at der ikke er sket skader på museet.
- Det skyldes godt myndighedsarbejde og en stor indsats af frivillige, siger hun.
Mand død i ulykke på oversvømmet vej
Thomas Mørk oplyser, at vandstanden ikke kan stige mere og vil falde. Selvom vandstigningerne ikke blev som forventet, oplevede man stadig oversvømmelser på vejene rundt omkring i Danmark.
Sydøstjyllands, Fyns og Nordsjællands Politi har alle skrevet ud på Twitter, at vandstigningerne har toppet, og vandet er på retur. Enkelte veje er dog stadig spærret på grund af oversvømmelser.
På Sjælland er en mand afgået ved døden, da hans bil på grund af vand på kørebanen ved 21-tiden kørte i grøften ved Vesterlyng, der ligger i Kalundborg Kommune. Manden blev i helikopter bragt til Rigshospitalet.