Samfund

Her stiger vandstanden halvanden meter efter mødet med Ingolf

Jyllinge Nordmark mangler frivillige hænder til at holde vandmasserne væk efter nattens storm.

Stormen Ingolf får lige nu vandstanden til at stige i de indre farvande. Flere steder er der risiko for oversvømmelser.

TV 2s reporter Brian Lindhoff er taget til Jyllinge Nordmark ved Roskilde Fjord, hvor store vandmasser søndag morgen strømmer ind i fjorden.

- Vandstanden er i øjeblikket en meter over det normale, fortæller han.

- Og ifølge prognosen er der en halv meter mere på vej.

I mellemtiden har Roskilde Kommune lagt et midlertidigt sandsækkeværn. Borgmester i Roskilde Kommune, Joy Mogensen, har netop været til et beredskabsmøde om situationen.

- Vi har nu opgraderet til vores plan B, som hedder 1,5 meter, plus lidt ekstra sikring, siger hun.

Det betyder konkret, at kommunen ikke længere nøjes med sandsække, men også lægger watertubes ud i hele Jyllinge Nordmark.

- Vi er under meget tidspres. Vi har brug for flere frivillige for at kunne lykkes med det, lyder opfordringen fra borgmesteren, som også samarbejder med borgerne i området om at organisere de frivillige hænder.

Borgere i Jyllinge Nordmark står sammen efter stormen Ingolf.

Mangler frivillige hænder

Samtidig advarer hun dog folk om at køre ind i området. I stedet skal de ringe på telefonnummeret 6155 2068. Her kan de få oplysninger om det opsamlingssted, hvorfra folk bliver fragtet ind i de områder, der har brug for hjælp.

- Og så er vi opmærksomme på jorden herude. For det har regnet rigtig meget det seneste stykke tid. Så om watertuberne kan blive stående eller begynder at synke, det er faren ved sådan et sted, siger Joy Mogensen.

90 huse er i øjeblikket i fare for oversvømmelser i Jyllinge Nordmark.

Sidste gang området blev ramt af en stormflod var i december 2016. Det skete, da stormen Urd lagde dele af området under vand.

Risikerer civil ulydighed

Mogens Hallager bor i Jyllinge Nordmark, og han ærgrer sig over, at beboerne nu for fjerde gang på fem år skal døje med oversvømmelser.

- Vi er trætte. Vi har ondt i brystet og i hovedet. Vi sover dårligt om natten, og nu vil vi have et dige. Det bliver snart til civil ulydighed, for det kan ikke være rigtigt, at der er så mange love, regler og forordninger i det her land, så vi ikke kan få en beskyttelse. Det er fuldstændig latterligt, at vi nu skal lave det kæmpe arbejde for fjerde gang, siger han.

Mogens Hallager forklarer, at beboerne risikerer ikke at få penge fra Stormrådet, hvis de ikke sørger for at sikre sig selv.

- Men vi holder snart ikke til det mere, siger han.

I mellemtiden forsikrer borgmester Joy Mogensen om, at kommunen er i gang med imødekomme statens krav, således at Jyllinge Nordmark kan få tilladelse til at bygge et dige. Det vil ske ved årsskiftet.

Håbet er, at Roskilde Kommune vil få tilladelse til at bygge diget i det nye år.