Samfund

Danmark og USA indgår aftale om vindenergi: - Det er et scoop

Amerikanerne opfatter Danmark som havvindmøllernes Silicon Valley. Og det skal vi udnytte, siger Lars Christian Lilleholt fra Washington.

Torsdag aften underskrev den danske energiminister Lars Christian Lilleholt og den amerikanske indenrigsminister Ryan Zinke en samarbejdsaftale, der skal hjælpe USA til en elproduktion fra havvindmøller i samme store skala som Danmark.

- Det er et scoop. Det er en åben dør for dansk industri, siger en begejstret Lars Christian Lilleholt til TV 2 fra Washington.

USA står overfor massive investeringer på omkring 400 milliarder dollars, hvis landet skal opfylde sin ambition om, at syv procent af elforbruget i 2050 skal komme fra havvindmøller.

Står det til Lars Cristian Lilleholt, så må en pæn bid af den kæmpeinvestering gerne gå til den danske vindmølleindustri. Så han betegner den nye aftale mellem USA og Danmark som ’et scoop’ for Danmark:

- Amerikanerne er klar over, at havvind bliver et af de næste helt store business-områder. Prisen på havvind er jo faldet 70 procent i løbet af de sidste 10 år, så det er tæt på, at området ikke behøver offentlige tilskud længere. Det kan konkurrere på prisen, fortæller Lars Christian Lilleholt.

Danske erfaringer

Aftalen betyder, at amerikanerne kan trække på de mangeårige erfaringer, som Danmark har med havvindmøller med hensyn til placering, hensyn til fiskeriet og mange andre ting.

- Amerikanerne opfatter jo Danmark som et Silicon Valley for havvind. Danmark er et lille land, men når det gælder havvind, så er vi en supermagt. Vi var det første land i verden, der opstillede vindmøller på havet. Det var i 1991, for mere end 25 år siden, siger Lars Christian Lilleholt.

Blot fem havvindmøller i USA

I USA er havvindmøller stadig kun et lillebitte forretningsområde i forhold til den samlede elproduktion. I dag findes der kun fem havvindmøller langs de amerikanske kyster. De står ud for den nordøstlige delstat Rhode Island, og de har en kapacitet på 30 MW.

Til sammenligning har den danske havmøllepark en kapacitet på 1,3 GW, altså 43 gange så meget som den amerikanske.

USA har til gengæld et livskraftigt marked for landvindmøller, der står for omkring fem procent af den amerikanske elproduktion. Vindenergi er altså ikke fremmed for amerikanerne, så Lars Christian Lilleholt er sikker på, at markedet for havvindmøller bliver en stor industri i de kommende år. Og en gylden mulighed for danske producenter og eksperter:

- Vi har den fornødne viden og nogle af de bedste havvindmøller i verden, siger energiministeren til TV 2.

'Big business'

Efter en lang dag i Washington, hvor han har talt vindmøller og vedvarende energi med senatorer og embedsmænd, er Lars Christian Lilleholt overbevist om, at amerikanerne er ivrige efter at samarbejde med Danmark på dette specielle område.

- Man kan anskue havvindmøller på mange måder. Ud fra et miljøsynspunkt eller ud fra et klimasynspunkt. Men amerikanerne har også fokus på, at der er big business i omstillingen. Der kan vi jo fortælle amerikanerne, at elektricitet fra havvind i nogle tilfælde er billigere end elektricitet fra kul, siger Lars Christian Lilleholt.

Den danske minister for energi, forsyning og klima er i USA på fire dages promovering af den danske energisektor, der i dag eksporterer for fire-fem milliarder kroner om året til USA. Med ham rejser repræsentanter for en række af de største danske virksomheder indenfor vindmølleindustrien og den øvrige industri for grøn energi.

Fjernvarme til Washington

Og det handlede ikke kun om havvindmøller. Tidligere i dag underskrev Lars Christian Lilleholt en aftale med byen Washington DC om en udbygning af byens fjernvarmesystem.