Mediechefer og politikere uenige om DRs fremtid: - Det bør ligge på Netflix

Hvad skal vi gøre med DR? Det var det store spørgsmål i dagens Presselogen Special, hvor hele Danmarks DR var til debat.

Presselogen søndag kiggede for en gangs skyld ikke på de mediehistorier, der er lavet i ugens løb, men kiggede fremad – frem mod DRs fremtid.

Som en del af debatten diskuterede panelet, der bestod af både mediechefer og politikere, hvorvidt DR skal dele indhold på Netflix. 

- Vi bliver nødt til at forholde os til, hvor brugerne er i dag. De er på Netflix, de er på Youtube, så selvfølgelig skal det skatte- eller licensfinansierede indhold også være dér, sagde Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland.

Men hverken Jacob Mark fra SF eller direktør i DR Medier, Henriette Marienlund, ser det som en mulighed.

- Hvis man lægger dansk, offentligt produceret indhold over på Netflix, så går pengene til en privat aktør, der ikke betaler skat i Danmark, lød det fra Jacob Mark, medieordfører SF.

- Netflix er et sted, som folk bruger som virkelighedsflugt. Når vi laver drama, så gør vi det inden for en dansk kultur. DR skal være sin rolle bevidst om at sikre kvalitet. Folk er generelt rigtig glade for, hvad de får, sagde Henriette Marienlund, direktør i DR Medier, og fortsatte:

- Det kan også godt være, at vi skal prøve på at lave nogle danske indholdsplatforme, som faktisk er konkurrencedygtige fremadrettet.

Det affødte et tørt svar fra Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard:

- Good luck!