I kølvandet på Hollywood-skandale står kendt dansker frem om krænkelser

Fra Mie Martha Moltkes Facebook-profil: 

I mange år når mænd eller drenge sagde ting til mig eller lige klappede mig i røven, som om det var det mest legale i hele verden, så snørede halsen sig sammen, følte mig vildt forkert og syntes bare, de var klamme. Og jeg blev pinlig og ked af det. Jeg oplever stadig mænd sige ting, som ikke er kærlige komplimenter, men nærmere i tonen af ‘retten til at sige og gøre hvad som helst’. 

For et par uger siden stod jeg et sted i byen. En mand gik forbi og tog mig på røven - sådan rimelig direkte. Jeg er ret færdig med at snøre halsen sammen og sagde i stedet: "Undskyld, tog du mig lige på røven og hvorfor?" Han sagde som det mest naturlige: “Øhh ja, det havde jeg lige lyst til!” Jeg kiggede ham i øjnene og sagde, at det skulle han absolut lade være med. Og det var rart. Det kan virke banalt, men det var faktisk bare virkelig rart. 

Det er selvfølgelig ikke mod mænd generelt - for der er også virkelig bare mange søde og kærlige og omsorgsfulde mænd, men til jer mænd, der ikke kan finde grænser - øv jer for f....! For det er vigtigt. 

Og alle I unge piger - det er ikke jeres skyld, I må gerne sige fra! Og sige stop og sige det, der gør, at din hals ikke behøver snøre sig sammen. Og hey, man må også ændre mening, hvis man havde lyst til at starte med, men pludselig ikke har det længere.

Fra Stine Bujes Facebook-profil: 

Før min mor døde, lovede jeg hende, at jeg aldrig ville tage til Indien alene igen. Hun var bange for, at jeg ville blive voldtaget som så mange andre kvinder i det land. Jeg gav hende mit ord, men påpegede også hårdnakket, at jeg var i stand til at passe på mig selv, og at jeg aldrig var blevet udsat for noget som helst, der mindede om et seksuelt overgreb.

Men så kom jeg til at tænke tilbage. På dengang jeg var i Fælledparken som 12-årig, hvor en mand sneg sig ind på min veninde og mig, mens vi sad bag nogle buske og tissede. Han tog bukserne af og begyndte at røre sig selv, mens vi var fanget på knæ med bukserne nede om anklerne. Han kunne selvfølgelig ikke vide, at han havde udset sig to piger fra Albertslund, der blot begyndte at nedgøre hans sølle væsen. Men hvad nu, hvis han havde udset sig nogle andre ofre og taget den skridtet videre?

Der var turen til Mexico som 25-årig, hvor massøren på stranden benyttede chancen til at gå alt, alt for tæt på. Vi var omgivet af andre turister og børn, og han kørte den til grænsen på en snedig måde. I afmagt og chok betalte jeg ham hurtigt og skyndte mig hjem på mit værelse. Gad vide om han stadig gør det ved kvinder hver dag?

Der var manden fra Danmark, som jeg var forelsket i og stolede på. Han virkede som et ordentligt menneske, indtil han afslørede, at han havde filmet mig uden at have fået lov. Det overgreb sidder stadig i mig, og jeg kan bedst lide, hvis mobilerne er gemt langt væk, når man laver ting, som ingen andre skal kigge på.

Så ja, #metoo.

Kampagnen ruller for åben skærm i hele verden, og jeg er målløs over, hvor mange kvinder i mit netværk, der har oplevelser med i bagagen, de aldrig nogensinde skulle have været udsat for. De åbenlyse overgreb er selvfølgelig vigtige at sætte fokus på, men det er også vigtigt at sætte fokus på gråzoneovergrebene som befamlinger, upassende bemærkninger og magtmisbrug.

Min oplevelse er, at det netop er i gråzonen, at det bliver rigtig svært for mange kvinder at tale om overgreb. Jeg kender selv frygten for at virke snerpet, nærtagende eller hysterisk, hvis jeg siger fra eller taler højt om det, jeg oplever. For hvornår er der tale om uskyldig flirt, og hvornår er det et overgreb?

Vi har alle forskellige grænser, og det er vigtigt, at vi på en ordentlig måde får sagt fra, når vores grænse er blevet overskredet. Det gælder både i den lumre afdeling, men også i livet generelt. Jeg tror, at hvis vi bliver bedre til at sige fra, så vokser respekten, omsorgen og tilliden derfra.

Vi skal passe på os selv og hinanden. Mænd og kvinder. Kvinder og kvinder. Mænd og mænd. Altid.

Hvad er dit råd til andre?
Du skal huske at sige fra, hvis noget overskrider dine grænser. Du skal ikke vende det indad.

Jeg har oplevet mange episoder. Både blandt chefer, til jobsamtaler og i nattelivet. Jeg er holdt op med at gå til koncerter, fordi jeg ikke gider være væggen, mænd smider deres befammelser op ad.

Da jeg var i 20'erne, løb jeg en del. På en af mine ture på vej hjem ved Vester Søgade i København, passerer jeg en mand. Klokken er omkring 21. Han vælter sine kønsorganer ud af sine bukser og begynder at løbe efter mig, mens han råber klamme ting.

Jeg blev forskrækket og løb for mit liv. Jeg kiggede ikke tilbage. Da jeg kom hjem, ringede jeg til politiet for at registrere det, der var sket. Urimeligheden. De sagde, de ville sende en patrulje derned for at kigge efter ham. Jeg hørte aldrig fra politiet.

Mandens adfærd var ikke i orden. Man har krav på, at ens krop er ens egen. Det er det, man lærer som barn. Men når man bliver kønsmoden, bliver man som kvinde revet over i en anden kategori. Det var jeg ikke forberedt på. Jeg var så vred over episoden. Jeg følte mig krænket.

Hvis man stiller sig op og siger fra, bliver man kaldt en snerpe og en idiot. Det er, hvad jeg selv oplever, og hvad jeg hører fra andre kvinder. Min datter er otte år, og jeg ved, at hun skal igennem det samme. Det er ikke til at bære.

Så stop det.

Hvad er dit råd til andre?
Mændene skal holde op med at tiltale og befamle kvinder på den måde, og kvinderne skal tale højt om det. Også i det offentlige rum. Det vil vise alle mænd, der har kvinder i deres omgangskreds, at det fylder meget. Det er en del af kvindelivet, og det er ikke særlig fedt.

Jeg har oplevet at blive krænket flere gange.

Første gang var som 12-årig i Hjørring. Jeg var ved et vandværk i byen, der lå på kanten mellem by og land. Jeg skulle have kløver til min kanin. Pludselig stod en lidt tyk mand med sin cykel på stedet. Han vinkede til mig og ville have, jeg skulle hen til ham. Han viste, han gerne ville putte med mig. Jeg skulle ikke derhen. Det tænkte jeg. Men jeg følte mig frygtelig intimideret. For der ville aldrig være nogen, der ville kunne se eller høre mig, hvis der skete noget. Det lykkedes mig at cykle fra stedet uden at få kontakt med ham. Det var så grænseoverskridende.

En anden gang var i Aarhus. Jeg var 22 år og skulle alene hjem fra byen. Jeg bestilte en taxa, og han fortalte, jeg kunne køre gratis, hvis jeg lettede mig fra sædet. Det gjorde jeg. Og så begyndte han at gramse mig i tissekonen, mens vi var på vej ud i mørket. Jeg fik sagt, han skulle stoppe - men han skulle jo stadig køre mig hjem, og jeg skulle betale ham. Jeg gik ind i min lejlighed, og jeg tændte ikke noget lys. Jeg ventede, indtil han var kørt igen. Jeg har ikke siddet på forsædet af en taxa siden. For det er ikke nogen invitation til krænkelser.

I dag tager jeg mine forholdsregler. Men jeg er stadig forarget over hændelsen. Jeg var bange for, han ville vende tilbage. Han vidste jo, hvor jeg boede.

Hvad er dit råd til andre?
Bevar roen, og tag dine forholdsregler. Du skal sige fra, når noget er grænseoverskridende.

Fra Sanne Fristeds Facebook-profil:

For at give et indblik i omfanget hos mig, som blot én kvinde.

Under 2 år, stjålet i barnevogn og fundet uden tøj på.

4 år fuldbyrdet VOLDTÆGT.

6-8 år - gentagne begramsninger og seksuelle handlinger med andre børn orkesteret af en forælder.

7 år - fremmed mand viser sit lem og ønsker, jeg skal røre.

10-15 år - adskillige mænd beder mig om opmærksomhed og viser, de onanerer.

17 år - chef på 50 år kysser mig med tungen i baglokalet. Det gentages to gange.

20 år - kæreste trænger ind bagi uden aftale. For ikke at tale om de adskillige gange, jeg er blevet ravet på, kysset på i byen. Alt sammen uden opfordring, konsensus.

Dette er ikke for at skabe medlidenhed, medfølelse. Blot for at skabe bevidsthed.

Jeg har nemlig været heldig. Jeg overlevede.

Fra Ditte Wies Facebook-profil:

Jeg er i tvivl, om jeg kan dele det her, men har valgt at gøre det alligevel, fordi jeg synes, det er så HAMMER vigtigt at fralægge sig ansvar, man ikke selv ejer! Det er svært, nærmest umuligt, men for mig er det nødvendigt - og jeg er næsten i mål!

Det her hashtag, #METOO, synes jeg, er værd at dele!

Min oplevelse og erfaring med seksuelle krænkelser er, at de er utrolig tabubelagte! Jeg blev overfaldet to gange, da jeg boede i Egypten - til dels føler jeg stadig, det var min egen skyld! Men det var det fandme ikke! Det er aldrig ens egen skyld! Man har muligvis sat sig i en uheldig situation i ny og næ (ja nogle flere end andre!), men hvad andre folk vælger at gøre kan ALDRIG! ALDRIG!!! blive ens egen skyld! Farvel skam - farvel fortvivlelse og mistro! Hvad andre har valgt at udsætte mig for, vil jeg simpelthen ikke bære med mig som en begrænsing mere!

Jeg vælger fortsat at leve naivt og i en bevidst tro om, at intet menneske vil mig ondt! og fortsat, HVIS jeg skulle blive modbevist, så NÆGTER jeg at lade det påvirke mit syn på mine øvrige medmennesker! Den lille sky, jeg har placeret mig på, er min hævn. I skræmmer mig ikke mere, I har ikke ødelagt mit liv, mine værdier eller mine synspunkter. Jeg har for længe siden genvundet fatningen og kontrollen, og sidst men ikke mindst har jeg ondt af jer frem for mig selv! Jeg tror sågar, der er håb for dem forude! Jeg kæmpede mig i den tid ud af den sværeste periode af mit liv! Det er svært at snakke om! Det er urimeligt, at det kan ske! Jeg vil gøre mit bedste for at efterleve mit skriveri fremover også!!

For mig er det vigtigt at huske: Vi er ikke selv herre over, hvad der sker os, men vi har selv mulighed for at påvirke, hvilken betydning vi tillægger det!

Og halleluja til de idioter, der desværre eksisterer! Må verden åbne sig for jer, så I bliver bedre mennesker.

Og kære andre i samme situation! Det er ikke os, der er ofrene, det er dem, som kan finde på at udsætte andre for direkte ondskab!

Fra Betty Frank Simonsens Facebook-profil:

Det mest tankevækkende ved det her #metoo er for mig, at det bliver tydeligt, hvor meget man som kvinde er vant til at negligere chikane. Grænsen bliver mudret for mange af os, fordi vi vænnes til den som en almindelig omgangsform. Chikanen er den pris, man betaler for at være en (ung) kvinde og bevæge sig rundt i verden.

Derfor har jeg tit, som mange andre kvinder, oplevet at være gået længere, end jeg havde lyst til. Påtrængende hænder og læber, fordi jeg havde sagt ja tak til en drink eller en backstagefest. Og oplevet at blive kaldt alverdens ting, når jeg sagde nej.

Så er der alle de andre gange, der ikke ligger i samme gråzone - som da jeg var ankommet til Paris som 18-årig og sad med fødderne oppe på en stol i Jardin des Luxembourg for at skrive et brev hjem til en veninde. Først efter lang tid fik jeg øje på en ældre mand, der sad skråt overfor og viftede med en seddel med den ene hånd. "Sæt fødderne op igen," stod der på sedlen. Den anden hånd kørte frem og tilbage i hans skridt. Jeg kan huske, at jeg følte mig så dum. Så dum, fordi jeg havde tilladt mig at være væk i mit eget skriveri, og et kort øjeblik havde jeg glemt, at jeg var en ung kvinde, der altid skal være opmærksom og ikke bør sidde med benene oppe iført en kort nederdel.

Fra Naja Helene Hertzums Facebook-profil:

Først, da jeg så hashtagget, tænkte jeg, at der vist aldrig var sket sådan noget for mig. Men så læste jeg beretningerne, og det var faktisk befriende. Fordi de bekræftede, at flere episoder, som jeg har slået hen som: “Hvad der kan ske”, jo for helvede er chikane.

Tag nu bare dengang, da jeg en sen nat var på vej fra byen. 17 år gammel og i højt humør. Lige indtil jeg på det sidste hjørne inden mit hjem i et fredeligt, århusiansk villakvarter stopper forskrækket op ved synet af en mand, der med kalorius frit fremme og provokerende, grinende øjenkontakt er i fuld gang med at tilfredsstille sig selv lige foran mig. Jeg løb. Og så græd jeg, da jeg havde smækket hoveddøren bag mig.

Fra Kristine Kolds Facebook-profil:

Rigtig, rigtig mange gange!

Men den værste var nok, da jeg stod i bussen med min lille baby i barnevognen. Foran mig stod en anden mor med sin baby i barnevogn. En mand stiger på. Bussen er ikke særlig fyldt, men han vælger alligevel at stå op lige der, hvor vi står. Han går et par skridt frem og tilbage mellem os, ser os an, stryger en hånd henover mine baller - en hånd henover hendes, og hver gang bussen drejer, læner han sig meget indover enten mig eller den anden mor og presser sit skridt op mod os.

Jeg siger til ham: "Du behøver ikke stå så tæt på, der er masser af plads". Han stiger af... Den anden mor og jeg får øjenkontakt. "Godt du sagde noget", svarede hun.

Fra Almaz Mengeshas Facebook-profil:

Der kører et hashtag #metoo på nettet lige nu, hvor kvinder fortæller om seksuelle forulempelser. Jeg vil gerne bidrage med en af mine historier.

Jeg var vel omkring 14 år, og særligt en voksen mand kunne aldrig lade mig sidde i fred i bussen. Jeg var skræmt og kunne ikke fortælle om det til nogen. Indtil en dag jeg var på biblioteket med min pacifistiske mor. Han fandt mig på børnebiblioteket og pressede mig op af hylderne. Hun så det, min mor. Det er første og sidste gang, jeg har set hende voldelig. Siden gik han på modsatte side, når han så mig. #metoo

Fra Elsebeth Frederiksens Facebook-profil:

Uha. Jeg tænkte, om jeg også skulle bruge #metoo. Ville jeg så udlevere mig selv, eller ville folk tro, at jeg ledte efter sympati for at udlevere mig selv?

Nu kan jeg se, at der er andre meget modige kvinder på min tidslinje, som ikke er bange for at fortælle, at det er sket for dem. Ligesom for mig. Detaljerne kender kun mine bedste venner, sådan fortsætter det nok altid med at være.

Fra Astrid Aasbys Facebook-profil:

Det er virkelig en nødvendig aktion, den her.

Min datter spurgte: "Mor, har du også været udsat for seksuelle krænkelser", og dertil kan jeg svare: "Ja, og det tror jeg alle kvinder desværre har oplevet".

Jeg håber, at mændene begynder at forstå, hvor dumt det er, og hvor krænkende det føles.