Samfund

Eksperter: Musikterapi kan reducere forbruget af medicin til demensramte

Regeringen vil reducere brugen af antipsykotisk medicin til demensramte med 50 procent.

Demensramte Else Larsen ligger sovende på bordet. 

Hun bor på et plejehjem, og nu vil Jens Anderson-Ingstrup forsøge at vække hende ved hjælp af musikterapi.

Han er musikterapeut og forsker i, hvordan musikken hjælper mennesker, der er ramt af demens. 

Pludselig åbner Else Larsen sine øjne. Hun har genkendt melodien og sidder smilende og nynner med på sangene. 

Indslaget om Else Larsen, som TV 2 bragte tirsdag, har nu fået flere eksperter på banen. De mener, at musikterapi kan være med til at reducere forbruget af antipsykotisk medicin til personer med demens.

Hver tredje tager medicin

Næsten hver tredje demenspatient behandles for sygdommen med antipsykotisk medicin.

Sundhedsstyrelsen mener, at man bør være varsom med at give den form for medicin til demente, da den har store sundhedsskadelige bivirkninger og kan øge dødeligheden.

Hanne Mette Oschner Ridder, professor i musikterapi ved AAU, mener, at musikterapi kan gøre en forskel for patienter med demens.

- Musikterapi kan være med til at nedbringe medicinering, altså brugen af antipsykotisk medicin til demensramte, siger hun til TV 2.

Professoren bliver bakket op af Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

- Det har en direkte virkning på de mennesker, der kommer i denne her form for terapi, fortæller han til TV 2.

Nis Peter Nissen mener samtidig, at det er foruroligende, at mange plejehjem alt for hurtigt giver demensramte patienter antipsykotisk medicin.

Ansæt musikterapeuter

Regeringen lavede i december 2016 et mål om at reducere forbruget af antipsykotisk medicin med 50 procent frem mod år 2025, lyder det i regeringens nationale demenshandlingsplan.

- Der er alt mulig grund til at kigge på denne her form for ikke-medicinsk behandling, siger Nis Peter Nissen.

Han fortæller yderligere, at man har været meget optaget af at finde en pille mod demenssygdommen, og at det endnu ikke er lykkedes.

Forskere har anerkendt, at man har brug for en lang række andre metoder til at afhjælpe de problemer, der er med demenssygdommen.

Både Nis Peter Nissen og Hanne Mette Oschner Ridder opfordrer plejehjem til at ansætte musikterapeuter, da det kan hjælpe med at reducere brugen af antipsykotisk medicin og aktivere demensramte patienter.

PRÆCISERING: Det har tidligere fremgået af artiklen, at musikterapi kan reducere forbruget af demensmedicin. Det skal understreges, at der er tale om forbruget af antipsykotisk medicin. Artiklen er opdateret 19.10.17.