Samfund

Dansk forsker og britisk punksanger kan redde tusinder fra at dø af slangebid

Forskere på Københavns Universitet vil søge patent på billig modgift mod slangebid - baseret på et enkelt menneskes antistoffer.

Forskere på Københavns Universitet håber, at de har fundet på en helt ny måde at producere modgift mod slangebid.

Hele idéen med den nye metode bygger på en 50-årig britisk punkmusikers eksperimenter med sin egen krop. I 25 år har den tidligere forsanger i bandet Carrie, Steve Ludwin, sprøjtet sig med gift fra 35 af verdens mest giftige slangearter.

- Jeg har praktiseret selvimmunisering i næsten 25 år nu, hvor man bruger små doser slangegift til at opbygge immunitet, fortæller Steve Ludwin.

Undervejs har han været døden nær, men i dag er han delvist immun over for slangegift.

Hans historie vakte interesse hos den danske forsker Brian Lohse fra Københavns Universitet, der længe har arbejdet med slangegift og modgift.

Brian Lohses idé er, at de antistoffer, som Steve Ludwin har opbygget i sin krop, kan bruges til at producere modgift mod slangebid på en helt ny og billigere måde. Metoden har Københavns Universitet netop søgt patent på.

- Det er en helt enestående mulighed. Manden er jo unik på alle områder, siger Brian Lohse om den britiske punkmusiker.

Sådan produceres modgiften syntetisk

Traditionelt produceres modgift ved, at man sprøjter en dosis gift ind i et stort pattedyr, som for eksempel en hest. Hesten danner så antistoffer mod giften, og de antistoffer kan så bruges som modgift.

Problemet er, at metoden er dyr. Modgiften koster fra 12.000 kroner og helt op til 200.000 kroner pr. behandling. Dertil kommer, at mennesker kan blive meget syge af modgift, der er lavet på dyr.

Syntetisk modgift

Brian Lohse og kollegerne på Københavns Universitet vil i stedet producere modgiften syntetisk, baseret på antistoffer fra Steve Ludwin.

Punksangerens antistoffer bliver kopieret ind i virusserne, og det mest virksomme virus får derefter aflæst sit dna, så de menneskelige antistoffer kan produceres syntetisk i stor skala.

På den måde håber Brian Lohse, at prisen på modgift kan komme helt ned på 600 kroner pr. behandling. Det vil gøre en enorm forskel for flere hundrede tusinde mennesker, der hvert år dør af slangebid, men det er i dag ikke et forskningsområde, der har interesse for de store medicinalfirmaer.

- Det er jo fattige mennesker

- Firmaerne ser jo ingen profit i den anden ende. Det er fattige mennesker, der dør i Sydøstasien, Afrika, Sydamerika. Mennesker, som ingen penge har, og ikke har råd til de antistoffer, som findes på markedet, siger Brian Lohse.

- Jeg håber selvfølgelig, at vi på denne måde kan hjælpe en masse mennesker, der bliver bidt af slanger hvert eneste år. Netop ved at forhindre dem i at dø, fortsætter han.

Steve Ludwin: jeg har gjort det i 25 år

Steve Ludwin har tidligere forklaret, at hans bizarre hobby, som han kalder "motion for immunsystemet", har gjort underværker for hans hud og hans sangstemme. Og hvis samarbejdet med de danske forskere kan føre til billig og effektiv modgift, så vil han være vældig glad for det.

"De stakkels heste"

Ikke mindst hvis han kan overtage rollen fra "de stakkels heste", der i dag bliver sprøjtet med slangegift for at producere modgift.

- Hvis jeg kan være den person, der sikrer, at de heste bliver sluppet fri ude på engen, så vil jeg dø med verdens største smil på læben, har han udtalt til den britiske finansavis Business Insider.