Eksperter undrer sig over H&M's afbrænding af nyt tøj

H&M markedsfører sig på at være både bæredygtige og miljøansvarlige. Nu kan Operation X afsløre, at de hvert år sender nyt tøj på forbrændigen.

“There is no rules in fashion but one: Recycle your clothes.”

Sådan lyder budskabet i én af H&M’s verdensomspændende reklamekampagner for at mindske tøjspild. Der er kun én regel: Genbrug eller genanvend dit tøj. Men det er en regel, som H&M selv bryder.

Operation X har undersøgt, hvad tøjgiganten gør ved nyt tøj, de ikke sælger. Aktindsigter viser, at H&M hvert år sender store mængder tøj fra deres hovedlager i Greve direkte til destruktion. Fra 2013 og frem til nu har H&M i gennemsnit destrueret 12 tons varer om året på forbrændingen Kara/Noveren i Roskilde. Afbrændingen sker på trods af, at H&M opfordrer forbrugerne til selv at mindske tøjspild blandt andet med Garment Collecting-ordningen, hvor kunder kan aflevere brugt tøj i H&M’s butikker. Tøj, der herefter sendes til genbrug eller optrevling. I sidstnævnte tilfælde bliver tøjfibrene genanvendt i nye varer.

H&M’s praksis vækker undren hos eksperter.

- Umiddelbart hænger det jo umådeligt dårligt sammen med deres bæredygtighedsprofil og de signaler, de sender udadtil. Det er grundlæggende hykleri, siger Esben Rahbek, professor med speciale i bæredygtighed og branding ved CBS.

Nye cowboybukser og mørkeblå damebukser

Operation X har selv haft lejlighed til at studere det tøj, H&M kasserer. Det skete i juni i år på forbrændingsanlægget i Roskilde. Her afleverede H&M en enkelt dag papkasser med varer, der tilsammen vejede 1.580 kilo.

I kasserne fandt programmets journalister helt nye cowboybukser til børn og mørkeblå bukser til kvinder. Prismærkerne sad stadig i tøjet, der kostede henholdsvis 249 kroner og 129 kroner.

Else Skjold er adjunkt i bæredygtigt design ved Kolding Designskole. Hun peger på, at én af årsagerne, til at virksomheder får brændt nyt tøj, kan være, at de producerer mere, end der reelt er brug for. Før havde modevirksomheder gennemsnitligt fire kollektioner om året, men i dag har en virksomhed som H&M nyt tøj på hylderne hver uge.

- Der er tale om en overproduktion, hvor der sådan set hele tiden er for meget tøj. Det er særligt slemt, når vi snakker mode, for i mode er der de her trends, som jo dør. Så når det ikke er på mode mere, så er der indbygget denne her død. Så kan det jo ikke sælges mere, for nu er det ikke moderne længere, siger Else Skjold.

- Spild er ikke noget, vi oplever

Afsløringen af H&M’s tøjafbrænding kommer efter, at H&M’s bæredygtighedsansvarlige, Mia Møgelgaard, i et forudgående telefoninterview forsikrer, at virksomheden intet spild har.

- Vi sælger faktisk det tøj, der bliver produceret. Og det er jo en af fordelene ved at være så stor en virksomhed. Hvis en vare ikke sælger så godt et sted, så kan vi flytte den til en lokation, hvor den kan blive solgt. Så spild er ikke noget, vi oplever, siger Mia Møgelgaard.

Hun forklarer, at hvis H&M i et sjældent tilfælde står med noget tøj som er defekt, eksempelvis fordi, det er behæftet med fejl fra leverandørens side, bliver det enten genbrugt eller genanvendt hos en samarbejdspartner i Tyskland.

- Hvis der er enkelte varer, som er gået i stykker eller nogle ordrer, der er blevet stoppet. Eller som ikke skal sælges i butikkerne af forskellige årsager, så vil de ende der. For det skal selvfølgelig ikke gå til spilde, forsikrer hun.

H&M forklarer: Det er sundhedsskadeligt

Den forklaring ændrer sig, efter H&M bliver præsenteret for resultaterne af Operation X’s undersøgelse. I en mail skriver de, at de kun brænder tøj ”af sundhedsmæssige grunde eller af sikkerhedshensyn”. Det kan enten være fordi, tøjet har en for høj koncentration af kemikalier, eller fordi det har været i kontakt med kloakvand, og derfor har en forhøjet koncentration af colibakterier.

I en opfølgende telefonsamtale siger H&M’s kommunikationsansvarlige Stine Lerche Øilo, at virksomheden har dokumentation for, at tøjet er sundhedsskadeligt. Men det er ikke en dokumentation, H&M vil fremlægge.

Test afslører: Tøj er tilsyneladende fejlfrit

Operation X har fået lavet en test, som sår tvivl om H&M’s forklaring. Redaktionen er kommet i besiddelse af bukser fra de partier, som blev sendt til afbrænding i Roskilde 15. juni. To forskellige typer bukser er herefter sendt til test på det uafhængige testlaboratorie, Eurofins. Laboratoriet har derudover testet to lignende par bukser, som er købt i helt almindelige H&M-butikker. Formålet er at afklare, om der er forskel på bukserne i butikken og de partier, der blev destrueret.

På laboratoriet er de fire par bukser blevet testet for koncentrationer af en lang række udvalgte kemikalier, der er kendt for at udgøre en sundhedsrisiko, hvis de overskrider grænseværdier, som er fastsat af EU eller danske regler. Bukserne er også blevet testet for den totale mængde af bakterielle kim samt colibakterier for blandt andet at efterprøve, om bukserne er skadet af kloakvand.

Testen viser, at ingen af bukserne indeholder spor af de kemikalier, de er blevet testet for. Den totale mængde af bakterielle forekomster på bukserne er helt normal og svarer til mængden, man ville kunne forvente af bukser, der har hængt i en butik. Der er heller ikke fundet coliforme bakterier på nogle af bukserne.

- Ud fra de her analyser, I har fået lavet, kan man ikke sige, at der er noget galt med de her bukser. Men det er ikke praktisk muligt at teste for alt. Så når man tester, laver man et udvalg af kemikalier, man vurderer er relevant. I har bestemt valgt nogle relevante kemikalier, vurderer Stine Müller, der er projektleder i Test og Analyse hos Forbrugerrådet TÆNK.

Opdateret 16.10.: Efter nyhedsdækningen af Operation X’s afsløringer om tøjafbrændinger er begyndt at rulle, har H&M nu fremlagt dokumentation for hvilken sundhedsskade, der var i cowboybukserne og de mørkeblå damebukser. Læs mere i denne artikel: 

H&M har ”en mistanke om mug”

Da Operation X overbringer testkonklusionerne for H&M forklarer virksomheden lidt mere om årsagen til destruktion. I en mail skriver de om det ene par - cowboybukserne, at man fandt ”et forhøjet niveau af bly i nogle af buksernes metaldetaljer”. Operation X’s test fra Eurofins finder ingen problemer med blyet i knapper, nitter og lynlås på cowboybukserne. Niveauet er kun en tiendedel af den tilladte grænseværdi og faktisk lavere end indholdet i cowboybukser købt i en H&M-butik.

Om det andet parti - mørkeblå damebukser - skriver H&M, at de er blevet brændt på grund af en ”mistanke om mug.”

Ingen af de mange bukser, Operation X har kigget på, bærer spor af mug – eller lugter jordslået. I laboratorietesten er mængden af bakteriekim lav og ens for både butiksbukser og bukser, der skulle destrueres .

Intet forhindrer altså, at bukserne sælges, genbruges eller genanvendes.  

Cowboybukser er en drøm for en recycler

Operation X har vist de kasserede bukser til Christina Dean, der er stifter af den verdensomspændende NGO, Redress, som samarbejder med modebranchen om at bekæmpe spild. Hun samarbejder også med H&M.

Christina Dean vurderer, at særligt cowboybukserne, som er lavet af 99 procent bomuld og 1 procent elastan, er yderst velegnede til at trevle op og genanvende – eksempelvis i nye cowboybukser.

- De her cowboybukser er som nirvana for en recycler, siger hun og understreger, at der er god grund til at genanvende tøj - særligt cowboybukser, da det er noget af det mest miljøbelastende at producere. Til fremstillingen af bare et par cowboybukser bliver der brugt 3625 liter rent vand og 3 kilo kemikalier, fortæller Christina Dean.

Hyldet som miljøansvarlige frontløbere

Det er sket før, at H&M er blevet taget i at destruere nyt tøj. Det var i 2009, hvor en ung studerende, Cynthia Magnus, uden for H&M’s bagindgang på Harald Square i New York, fandt poser fyldt med nyt H&M tøj. Tøjet var klippet i stykker, så det ikke kunne bruges igen. Dengang forsikrede H&M til New York Times, at det var én engangsforseelse, og at det aldrig ville ske igen.