Skilsmissebarn måtte træffe det umulige valg: Far eller mor

16x9
Josefine Christiansen har følt sig tvunget til at vælge mellem sin mor og far, da hun var barn. Foto: Privat foto

Forestil dig at skulle vælge mellem dine forældre. Du elsker dem begge to, men de er flyttet til hver sin ende af landet, fordi de er blevet skilt.

Josefine Christiansen måtte vælge mellem sin mor og far, da hun var barn. Efter forældrenes skilsmisse traf hun et umuligt valg og måtte kæmpe for at blive hørt.  

Da Josefine Christiansen var seks år gammel, gik hendes forældrene fra hinanden. Josefines mor flyttede til Ærø med hende og lillesøsteren. Faren blev i Aarhus. Pludselig var der næsten fem timer og en færge imellem Josefine og hendes far.

Højkonfliktsager er typisk karakteriseret ved, at forældrenes kommunikation bliver dårlig. Josefines mor og far var blevet så alvorligt uvenner, at kontakten imellem dem var reduceret fra tale til sms’er.

Først da Josefine Christiansen kom til Ærø, blev hun klar over, at forældrene var blevet skilt, og at hun skulle blive på Ærø uden sin far.

- Jeg husker, at nogen hjalp med min mors møbler, og så kørte vi bare. Jeg var ikke klar over, hvad der skulle ske. Jeg så ikke min far i tre måneder. Jeg kan tydeligt huske, at da jeg endelig så ham igen, havde jeg savnet ham så meget, siger hun.

I dag er Josefine Christiansen 20 år gammel, og hun bor i Aarhus. Skilsmissen har påvirket hende meget. Hun oplevede den som et tillidsbrud, og hun følte, at forældrene ødelagde drømmen om, at de skulle leve lykkeligt sammen som en familie.

Oplevelsen har sat sig dybt i hende. Hun har fungeret som en slags budbringer i konflikten mellem sine forældre, når der skulle gives beskeder videre, og hun har ofte følt sig splittet som barn. Udover smerten ved at familien brød op, skulle hun som barn kæmpe en sej kamp for at blive hørt, da hun fortalte sine forældre, hvor hun helst ville bo.

Så kun far hver anden weekend

Efter skilsmissen får forældrene lavet en samværsaftale i statsforvaltningen, og den ender med, at Josefine og hendes lillesøster kun besøger faren hver anden weekend i Aarhus. Turen er lang, og besøget føles altid for kort. Den dag i dag, får hun en ubehagelig følelse i kroppen, når hun stiger ombord på Molsfærgen.

- Bare at gå i gangen, jeg hader den! Jeg hadede den især om søndagen, for så sejlede den mig jo væk fra min far, og der gik 14 dage, før jeg så ham igen. Det kan jeg stadig få hjertebanken over i dag, siger hun.

Samværsordningen fungerede ikke så godt. Josefine følte ikke, at hun havde tid nok med sin far, og hun fik sagt til ham, at hun helst vil bo hos ham, selvom det var svært at tale om.

- Jeg var gladest, når jeg var hos min far. Jeg følte mig mest hjemme der. Jeg elsker jo min mor højt, men han er den, der kan læse mig bedst og kender mig bedst. Han behøver bare kigge på mig én gang, og så ved han, hvordan jeg har det. Vi har altid været tæt knyttede. Det slags bånd har min mor med min søster, men jeg har altid haft det med min far, siger hun.

Josefine og hendes far. Sommeren 1998.
Josefine og hendes far. Sommeren 1998. Foto: Privat foto

Sagen ender i retten

Faren talte med den dengang syvårige Josefine om hendes ønske, og så med moren. Men Josefine Christiansens mor ville ikke have, at hun skulle bo ved sin far, så sagen endte i retten.  

- Min far og jeg snakkede meget om, at hvis jeg fortrød, så kunne jeg jo altid komme tilbage til min mor. Han fortalte, at hvis jeg gerne ville flytte hjem til ham, så skulle jeg snakke med nogle mennesker, siger hun.

Disse 'mennesker' var en sagsbehandler og en dommer i retten i Aarhus, der skulle have en samtale med Josefine om, hvorfor hun hellere ville bo hos sin far.

Josefine tænker tilbage på samtalen i retten som meget ubehagelig. Hun følte sig slet ikke hørt. ”Hvorfor vil du gerne flytte?” og ”kan det ikke klares på nogen anden måde?”, er nogle af de spørgsmål hun husker, hun blev stillet. Hun følte ikke, at hendes valg blev taget seriøst, men derimod at hendes store og svære beslutning gik tabt i de voksnes verden. Sagen endte med, at Josefine skulle blive ved sin mor.

- Det var helt vildt hårdt. Man følte sig så splittet. Det var et følsomt emne, som vi bare ikke snakkede om. Det var svært at sige: ”jeg vil bo hos far”, og min mor troede, at det var noget min far puttede i hovedet på mig, og det var jo ikke, fordi jeg ikke ville bo hos hende, jeg ville bare hellere bo hos min far, siger Josefine.

Josefine med sin far, da hun blev student sidste år.
Josefine med sin far, da hun blev student sidste år. Foto: Privat foto.

Lovændring giver far og datter en ny chance

Kampen om at få lov at bo hos faren virkede tabt, og de næste fire år skulle hun altså blive hos sin mor og pendle frem og tilbage til Aarhus. Faren så hun kun hver anden weekend, og hun savnede ham. Men en dag, da hun var 11 gammel, fortalte faren, at der er kommet en lovændring. Den gjorde det muligt at prøve sagen igen. I 2007 var der nemlig kommet en evaluering af forældreansvarsloven der gjorde, at børn, der var fyldt 10 år, nu selv kunne ønske, hvor de skulle have bopæl.

Jeg kan tydeligt huske dagen, hvor afgørelsen skulle falde. Jeg kunne slet ikke sidde stille i skolen eller finde ikke finde ro i kroppen.

Josefine

Derfor besluttede Josefine og hendes far sig for at prøve igen. Josefines ønske om at bo ved sin far kom derfor i retten for anden gang. Igen skulle hun som barn sidde og fortælle, at hun hellere ville bo hos den ene af sine forældre, frem for den anden. Ventetiden efter retten føltes lang.

- Jeg kan tydeligt huske dagen, hvor afgørelsen skulle falde. Jeg kunne slet ikke sidde stille i skolen eller finde ikke finde ro i kroppen, siger hun. 

Den dag, efter skole, fik hun en sms fra sin far, hvor der stod: ”Jeg vil ikke sige for meget, men det er den lykkeligste dag i mit liv siden 2005”.

Josefine vidste godt, at det betød, at de denne gang havde vundet. Hun var lykkelig, men kom hjem til en mor, der var meget ulykkelig. Kort tid efter flyttede Josefine hjem til sin far i Aarhus, hvor hun stadig bor. Hun ser stadig sin mor jævnligt, men de har svært ved at snakke om flytningen den dag i dag.

- Det var hårdt for min mor, for hun følte sig valgt fra. Men det er jo forkert. Jeg kom jo og besøgte hende hver 14. dag nu. Jeg har jo aldrig valgt nogen af dem fra. Jeg har rejst frem og tilbage mellem dem hele tiden på bekostning af veninder og fritidsaktiviteter i weekenderne, siger hun.

Selvom Josefines historie endte med, at nogen endelig tog hendes ønske alvorligt, så står hun tilbage med en følelse af vrede og afmagt.

- Det er forældrene, der har valgt at blive skilt. De må græde, når de går i seng. Det må ikke gå ud over børnene. Jeg ved godt, det ikke er nemt at gå fra nogen, man har elsket. Men forældrene skal trække det tunge læs, og gøre det, der er bedst for børnene. Det er altid os, der taber og kommer i klemme. Hvis man havde lyttet til mig, så kunne alt det her været undgået, siger hun.