Det er oftest højtuddannede, der ender i strid om børnene

16x9
Mange kender ikke de økonomiske regler ved skilsmisse. Foto: Shutterstock / Shutterstock

Formand for Danske Familieadvokater, Anne Broksø, forklarer her, hvorfor de såkaldte højkonfliktsager mellem ægtefæller opstår.

Torsdag sendte TV 2 dokumentaren 'Bortført af mor', der handler om to fædre, der tog afsted på egen hånd for at lede efter deres bortførte børn. Moderen havde i begge sager bortført børnene til Brasilien. Flugten fra Danmark var kulminationen på to højkonfliktsager, der havde kørt i årevis i det danske system.

Men hvad er det, der gør at sådanne familiekonflikter udvikler sig til de såkaldte 'højkonfliktsager'? Anne Broksø har som advokat selv haft flere højkonfliktsager, og hun giver her sit bud på, hvem der typisk bliver ramt af højkonfliktsager, og hvad man kan gøre for at løse striden.

Hvad karakteriserer en højkonfliktsag?

Det er typisk en sag, hvor parterne slet ikke kommunikerer med hinanden længere. Og når far og mor ikke kommunikerer med hinanden, så bliver det ofte grimt. Så ender det tit med at være igennem barnet, skolelæreren eller naboen eller en helt fjerde.

Hvis du skulle pege på de væsentligste forklaringer på, hvorfor højkonfliktsagerne opstår, hvad er så det?

Typisk kan det være nogle sociale udfordringer i parforholdet. Det kan være vold og misbrug. Men jeg oplever faktisk, at de fleste højkonfliktsager ofte rammer højtuddannede. Det er min erfaring. Begge parter har høje uddannelser, og begge kender deres rettigheder og kræver derfor deres ret. Og så glemmer man barnet og er måske mere opmærksom på sig selv og egne behov. Det er ofte meget stærke mennesker, der ender i den her slags sager – altså i de såkaldte højkonfliktsager.

Hvorfor højtuddannede?

Jeg tror, at man i dag - i forhold til tidligere - står med mere som ligeværdige parter. Altså at mor og far har samme rettigheder, og så kan de ganske enkelt ikke blive enige. Før var det måske mere almindeligt, at barnet per automatik skulle til moderen. Nu står begge parter og vil have barnet. Det skaber de stærke konflikter.

Oplever du, at sagerne er mere konfliktfyldte end tidligere?

Måske er der mere en tendens til, at parterne tidligere stoppede stridighederne, når der kom en afgørelse i retten. Førhen hvis landsretten sagde ’du får Emil’, så stoppede tvisten – det er ikke længere altid tilfældet. I dag forsætter konflikten ofte efter afgørelsen er truffet.

Har du selv haft klienter, der har overvejet at bortføre deres eget barn?

Nej, det har jeg ikke. De har i hvert fald ikke fortalt det, og det forestiller jeg mig også, at man ville holde helt for sig selv og ikke engang vende med sin advokat.

Hvis du havde en klient, der gik med tanker om at bortføre eget barn, hvad ville din reaktion så være?

Hvis det var så meget som en overvejelse hos en klient, så ville jeg udtræde af sagen øjeblikkeligt. Jeg ville forsøge at tale vedkommende fra det og forklare, at det er strafbart.

Hvad kan man som advokat gøre, så sagerne ikke udvikler sig så voldsomt med deciderede børnebortførelser til følge?

Der har vi har gode erfaringer med mediation (en slags mægling, red.), hvor parterne skal søge at finde en løsning. Og det lykkedes faktisk indimellem – også selvom kommunikationen har været helt afbrudt. Jeg har været med til at bringe parterne sammen. Bare det at de to parter begynder at kommunikere igen er vigtigt. Og det har vi rigtig gode erfaringer med, så det er klart at foretrække fremfor en højkonflikt uden kommunikation.

TV 2 har talt med flere forældre i højkonfliktsager, der fortæller, at de har oplevet falske anklager fra den tidligere partner. Er det en problematik, der ofte karakteriserer sagerne?

Vi ser indimellem dette i højkonfliktsager, men jeg vurderer faktisk, at domstolene og andre myndigheder er ret dygtige til at afgøre, om der er noget om snakken eller ej.

Kan det ligefrem være en strategi fra den ene parts side at komme med beskyldninger, der får en sag til at trække i langdrag?

Det kan det godt, men det får man sjældent noget ud af. Så det er en dårlig strategi under alle omstændigheder.

Er det din vurdering, at systemet i dag er indrettet således, at det i visse tilfælde kan gavne en forælders sag at bortføre barnet til udlandet, så man dermed opnår en tættere tilknytning til barnet til fordel for en ny samværsvurdering fra myndighedernes side?

Mit korte svar er nej. Men det lange svar er, at kommer du aldrig hjem, så opnår du jo det, du efterspørger.

Bliver du selv som advokat påvirket af, at det ofte er børnene, der betaler den højeste pris i højkonfliktsagerne?

Ja, hver eneste dag. Jeg kan da ikke lade være med at blive påvirket, når to højtuddannede forældre ikke engang kan aflevere deres fælles barn i indkørslen hos den anden. Og det påvirker mig, når kommunikationen er så dårlig eller måske helt væk mellem de to parter, så barnet ikke engang kan fortælle, hvad barnet har lavet dagen før, fordi mor ikke kan tåle at høre det. Det gør da helt ondt i maven.

Hvad savner du i vores nuværende sagsbehandlingssystem?

Jeg ville ønske, at vi havde et mere enstrenget system. I dag behandler vi økonomi et sted, og børnene mange forskellige steder såsom kommune, statsforvaltning, byretten, landsretten og fogedretten. Det er i sig selv konfliktskabende, at det foregår så mange steder. Så jeg kunne ønske mig, at vi havde færre myndigheder inde over. Desuden er det ikke altid, at forvaltningerne taler sammen, så noget information og viden går tabt. Min drøm ville være, at vi fik domstolene til at håndtere højkonfliktsagerne, det ville hjælpe meget.