Samfund

Pas på hjorte i trafikken - højsæsonen for påkørsler er begyndt

Det er specielt i perioden fra oktober til januar og igen i maj, at der er et stigende antal hjortepåkørsler.

Oktober er starten på den periode af året, hvor der er størst risiko for at køre ind i en hjort på de danske veje.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse, der tager imod henvendelser, når hjorte bliver ramt og kommer til skade i trafikken.

I de første ni dage af oktober i år har Dyrenes Vagtcentral modtaget 290 opkald om hjortepåkørsler, hvor hjorte er kommet til skade.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er der flest indberetninger om hjortepåkørsler fra klokken seks til otte om morgenen og fra klokken 18-23 om aftenen på grund af mørket.

Sådan undgår du hjortepåkørsler

- Kører du i nærheden af natur, og er det ydermere mørkt, så sæt farten ned og hold ekstra øje med dyr på vejen eller i vejkanten.

- Hold fokus lidt længere fremme i lyskeglerne, da reflekserne fra dyrenes øjne ses bedst i udkanten af bilens lyskegler. Kan du se dyr, så sæt farten ned.

- Kan du allerede se dyr på vejen, så sæt farten helt ned, da der i vejkanten højst sandsynlig er flere dyr, der vil krydse vejen.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse.

 Det viser en opgørelse over indberetningerne fra oktober 2015 og 2016.

- Man skal altid være opmærksom, når man kører på vejene. Men i nogle måneder er der ekstra grund til at holde øjnene åbne, når lyset er svagt - og det gælder her i oktober. Et sammenstød med en hjort kan ende alvorligt for både dyret og bilisten, og derfor bør man holde ekstra øje og handle, hvis uheldet er ude, forklarer Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse. 

Stigende antal påkørsler i efteråret

Det er specielt i perioden fra oktober til januar og igen i maj, at der er et stigende antal hjortepåkørsler.

- Rådyr, dådyr og krondyr bevæger sig mest omkring, når det er mørkt. Og når vi går efterårsmørket i møde, så falder vi menneskers myldretid mere og mere sammen med hjortenes egen myldretid. Det er det, der desværre giver den store stigning i antallet af påkørte hjorte for tiden, siger Michael Carlsen.

Grunden til, at der igen er en stigning i maj, er dels, at hjortehunnerne efterlader deres lam i den periode, så de går rundt alene – og dels fordi, der er aktivitet omkring hannerne, der skal finde deres territorier, forklarer Michael Carlsen.

Han fortæller, at Dyrenes Vagtcentral modtager cirka 9000 opkald om året vedrørende sårede dyr. Han vurderer, at antallet af påkørsler er langt højere, da dyr, der dør ved påkørsel, ikke er talt med.