Samfund

Nu går sæsonen for vinterbadere i gang - disse ting skal du passe på

Ekspert advarer om vinterbadning. Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Kuldechok, dårligt åndedræt og hovedet over vand. Man skal være opmærksom, når man vinterbader, mener ekspert.

Efterårstemperaturerne er dykket, og det har sparket sæsonen for vinterbadning i gang.

Der er dog vigtige forholdsregler at tage, hvis man skal en tur ned i det kølige vand. Det fortæller Erik Bech, chef for viden og dokumentation ved Trygfonden Kystlivredning.

- Kuldechok er det vigtigste at være opmærksom på. Når man kommer ned i vandet kan man begynde at gispe og have svært ved at få vejret.

- Åndedrættet fungerer ikke normalt, og det er vigtigt at få kontrol over det, så der ikke sker ulykker.

Fare for at miste bevidstheden

Han anbefaler, at man skal gå langsomt i vandet, så kroppen og åndedrættet får længere tid til at vænne sig til de lavere temperaturer.

Ud over det lidt længere tilløb er det vigtigt, at vinterbadere holder hovedet over vandet, mener Erik Bech.

- Vores finske kolleger har fundet ud af, at kroppen regulerer temperaturer ved at trække blodårene sammen, så der er mindre afgivelse af varme. Det kan hovedet ikke, og det frigiver stadig varme.

- Hvis man bliver tilstrækkeligt afkølet, mister man simpelthen bevidstheden, siger han.

Ud over at kroppen reagerer anderledes under de lave temperaturer, er der heller ikke livreddere til stede ved strandene om vinteren.

Samlet betyder det, at det er farligere at bade om vinteren, hvor der ifølge Erik Bech også sker dødsulykker i forbindelse med badning.